Nokia dropper virtual reality

Udviklingen af virtual reality går for langsomt, mener det finske firma. I stedet vil firmaet satse på det digitale sundheds-marked.

Nokias bud på et topprofessionelt virtual reality videokamera er nu lagt i graven. (© Nokia)

Nokia var engang et af de mest markante mobiltelefon-firmaer i verden, inden smartphone-trenden tog over, og firmaet på kort tid blev kørt groft agterud.

Siden har det tidligere finske teknologiflagskib levet en omtumlet tilværelse.

Et af forsøgene på at finde en ny vej var virtual reality, men nu er også denne æra slut for det finske firma, stort set inden den begyndte.

I en pressemeddelelse skriver Nokia, at de dropper det professionelle OZO VR-kamera, som skulle have placeret Nokia på den øverste hylde indenfor den nye virtuelle teknologi.

Virtual Reality

Virtual Reality (ofte forkortet VR) er en computerskabt "virkelighed” der opleves i 360 grader. Brugeren iagttager verden gennem VR-briller og kan i mere avancerede setups interagere med den kunstige verden via sensorer, der registrerer kroppens bevægelser og omsætter dem til handlinger i den kunstigt skabte verden.

VR-brillerne består af skærme, der dækker hele synsfeltet, så man føler sig omsluttet og mere til stede i den virtuelle virkelighed.

360-graders kameraer kan bruges til at optage den virkelige verden, som brugeren gennem VR-brillerne efterfølgende kan føle han/hun bevæger sig i. Drejer man hovedet, vil det man ser i sit synsfelt ændre sig på samme måde som i den virkelige verden.

Kameraet, som koster 425.000 kroner, var designet til at lave 360 graders-billeder i højeste kvalitet, som i samspil med 8 dedikerede mikrofoner, skulle give slutbrugeren en mere komplet virtuel oplevelse.

Ifølge Nokia skyldes lukningen af divisionen “en langsommere-end-forventet udvikling på VR-markedet”. I tillæg koster Nokias beslutning 310 medarbejdere jobbet, hvilket er tæt på en fyreseddel til 30 procent af de ansatte i firmaets teknologiafdeling.

Satser helhjertet på digital sundhed

I stedet vil Nokia øge satsningen indenfor digital sundhed.

Finnerne købte sidste år det franske firma Withings, der blandet andet producerer vægte og blodtryksmålere, der kan forbindes trådløst med smartphones og tablets. De personlige sundhedsdata synkroniserer herefter i skyen, så brugeren kan følge sin egen udvikling over tid nu under mærket Nokia Health Mate.

Nokia vil samtidig udvide sundhedsforretningen med produkter til professionel brug.

Microsoft kalder VR-teknologien en revolution

Farvellet til virtual reality kommer paradoksalt nok én uge efter, Microsoft cementerede, at de satser kraftigt på VR-markedet. Det amerikanske firma gik endda så langt som at sige, at vi med virtual reality “står på tærsklen til den næste computer-revolution”.

Selvsamme Microsoft købte i 2013 købte Nokias mobilforretning for 40 milliarder kroner. Købet blev dog en dundrende fiasko og Microsoft valgte allerede i 2015, at afskrive stort set hele beløbet og skære 7.800 jobs, i erkendelse af at de ikke lykkedes med udviklingen af egne telefoner.