Norsk browser skræller reklamer af nettet

Opera-browseren kommer nu en i ny version med reklameblokering indbygget. Funktionen skal dog slås til manuelt.

Opera mener selv, at brugernes begejstring for reklameblokering er et signal om, at det er på tide at indføre mere diskrete annoncer. (Foto: Opera)

Krigen om reklamer på nettet og forbrugernes iver for at fjerne dem, får nu en ny spand kul efter at den norske browser Opera er sendt på gaden i en ny version, der automatisk kan skrælle reklamerne væk fra de netsteder, brugerne besøger.

Opera er dermed den anden browser, der indbygger reklameblokering som standard. Tidligere har også Firefox-browseren indført reklameblokering, dog kun i den såkaldte 'private browsing'-tilstand, som brugerne selv skal aktivere.

Firefox-brugerne kan dog med et enkelt kneb slå reklameblokering til som standard.

Eskalering af problem

Med tiltaget eskalerer kampen om adblockere - altså udvidelser, der fjerner reklamer og dataindsamling fra nettet.

Sådanne udvidelser har eksisteret i årevis, men interessen for dem er vokset, efterhånden som både reklamer og såkaldt tracking er vokset i omfang.

Tracking dækker over et væld af data-sultne virksomheder, der på forskellig vis forsøger at kigge brugerne over skulderen. Bedst kendte eksempel er Facebooks like-knapper, der er integreret på mange netsider, hvorfra de sætter Facebook i stand til at følge med i folks færden.

Apple fyrede op i balladen

Balladen om reklameblokering fik ny næring, da Apple sidste år frigav en version af iOS-styresystemet til mobile enheder, hvor reklame- og trackerfiltre kunne tilkøbes og installeres.

Mange netsteder -herunder mange medier- lever af reklameindtægter, der finansierer det gratis indhold, og reklameblokering er et alvorligt slag mod deres forretning.

Det fik sidste år flere tyske mediehuse til at stævne selskabet Eyeo, der står bag en af de mest populære reklameblokeringsværktøjer, Adblock Plus. Mediehusene tabte sagen.

Man betaler for at se reklamer på mobil

Set fra et brugersynspunkt er reklamerne blevet så talrige og så omfattende og invasive, at de ofte gør netstederne langsomme og tunge at hente ned.

På mobil skal man endda betale for at se reklamerne, fordi udgiften til at downloade dem koster på dataabonnementet. Det har fået flere mobilselskaber til at overveje at indføre reklameblokering i mobilnetværket.

I Opera-browseren er reklameblokering som udgangspunkt slået fra. Men med et simpelt tryk på en knap i menuen, kan man fjerne reklamerne.

Under salg til Kina

Norske Opera er bedst kendt for i mange år at have stået bag Opera Mini-browseren til de tidlige smartphones fra fx Nokia, men udvikler også en browser til PC, Linux og Mac. Opera er den mindste af de store titler, og ligger bag både Chrome, Firefox, Explorer, Safari og Edge i popularitet.

Opera Software er under salg til et konsortium af kinesiske firmaer, der i sidste måned bød på selskabet.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve