Nostalgien lever på verdens største computerspilsmesse

E3 messen er også i år spækket med produkter, der rider med på retrobølgen.

Microsoft præsenterede muligheden for at spille klassiske spil fra den oprindelige Xbox på den nyeste Xbox. (Foto: Kevork Djansezian © Scanpix)

Verdens største spilmesse Electronic Entertainment Exop - også kaldet E3 - er ved at være overstået for denne gang. Som tidligere år har både software- og hardware-producenter præsenteret deres bud på, hvordan man gør gamer-oplevelsen endnu rigere i de kommende år.

En af årets markante trends finder vi på hardware-fronten, der understøtter den store retrobølge, der hersker blandt spil-folket lige nu.

Retrobølgen var allerede tydeligt på E3 sidste år, hvis man ikke skulle have bemærket det. Her lancerede Nintendo sin NES Classic Edition, der gav mulighed for at spille klassiske Nintendo Entertainment System-spil igen i en billig, lettilgængelig pakke. Den “nye” konsol blev revet ned fra hylderne - også i Danmark.

Ved årets E3 ramte nostalgibølgen også som en tsunami med utallige nostalgiske throwbacks til alt fra klassiske Atari til Microsofts oprindelige Xbox. Vi har samlet nogle af de bedste eksempler her:

Udover at være den stærkeste spillekonsol til dato, kan Xbox One X også spille klassiske spil fra Xboxens barndom. (Foto: mark Ralston © Scanpix)

Xbox One X i retromodus

Microsoft præsenterede klodens hidtil stærkeste spillekonsol Xbox One X på årets E3. Xbox One X er en kraftkarl, der teknisk kan udkonkurrere Sonys PlayStation 4 Pro med endnu mere fornemme grafikmuligheder.

Udover de store grafiske muskler fremhævede Microsoft dog også, at man nu kan spillere klassikere fra den oprindelige Xbox fra 2001 på sin nye Xbox - enten Xbox One eller den kommende Xbox One X. Tidligere var det kun muligt at spille spil fra den forrige konsol Xbox 360 på den nyeste model. Men nu har man altså også snart mulighed for at støve klassiske spil som Halo og Halo 2 fra originalen af igen.

Xboxens oprindelige controller bliver genopgivet til glæde for nostalgikere. Her bliver den præsenteret ved Tokyo Game Show i 2001. (Foto: SUSUMU TAKAHASHI © Scanpix)

Retro-controllere

Hvis man så får lyst til at genspille sine nostalgiske spilklassikere, er der heldigvis også råd for det. Der er nemlig flere firmaer, som bygger controllere, der vækker minder om spillenes gode, gamle dage.

Xbox Hyperkin Controller

En af de nye gamle controllere kommer fra firmaet Hyperkin, der har specialiseret sig i at lave retro-spiludstyr til gamere. I år præsenterede de en opdatering af den dengang meget udskældte controller “The Duke” til den oprindelige Xbox, som kun virkelige nostalgikere kan elske.

Hyperkins nye udgave kan bruges til Xbox One og Windows 10 og er et ordentlige brød som originalen. Som noget nyt har den fået installeret en lille skærm i controlleren, så man kan starte sine spil med opstartsgrafik og opstartslyd fra den originale Xbox.

8Bitdo-controllere i Nintendo-stil

Ligesom Hyperkin har firmaet 8Bitdo også valgt at fokusere på tidligere tiders spil. Ved E3 præsenterede de bl.a. deres SNES30 Pro-controller, der i udseendet minder om den oprindelige controller til Super Nintendo.

Teknologien er dog opdateret så den kan bruges til nutidens spil med skulderknapper og analoge styrepinde. 8Bitdo præsenterede også et joypad, der kan sluttes til den nye konsol Nintendo Switch. For selvom Switchens “joycons” er smarte, så er de ikke optimale, hvis man skal spille arkade-spil som f.eks. Street Fighter.

At Games præsenterer konsoller, så man kan spille klassiske spil på sit tv. (© At Games)

Gamle spil i nye skaller

Nintendo Classic Edition-kassen, der blev ultrapopulær og gav adgang til masser af Nintendo-spil, er langt fra det første eller det eneste eksempel på, at klassiske maskiner er blevet genskabt i ny indpakning.

Masser af retro-spil

Ved årets E3 kunne At Games også fremvise deres bud på spilsamlinger i klassiske pakker. De kunne præsentere systemer til både Sega Genesis-fans og Atari-fans. Systemerne indeholder over 100 spil hver, så man kan dykke ned i et hav af klassikere på sit tv.

Ny skal til den gamle samling
Til de store retro-fans har firmaet Hyperkin, der også lavede den opdaterede Xbox-controller, produceret deres RetroN-maskiner. I år præsenterede de deres nyeste, RetroN 77, der gør det muligt at spille titler fra den næsten arkaiske konsol Atari 2600 fra 1977.

Spillene er dog ikke inkluderede.

Maskinerne er i stedet bygget, så man kan bruge de oprindelige spilkassetter fra Atari 2600. Som man jo har liggende. Med maskinen følger også en reproduktion af det oprindelige Atari-joystick (som det jo hed dengang).

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve