Nye Samsung-mobiler surfer med på vandtæt bølge

Samsungs næste Galaxy-mobiler holder vand og får et bedre kamera - men derudover ligner de sig selv.

Samsungs to nye topmodeller minder meget om forgængerne. Men flere ting er forbedret. (Foto: ALBERT GEA © Scanpix)

Der er gået alfabet- og talsuppe i den hos de to største smartphone-producenter, Apple og Samsung.

Mens Apple markedsfører iPhone 6S og 6S Plus, kunne Samsung i går præsentere sine tilsvarende to topmodeller, S7 og S7 Edge, der senere på året måske kommer til at konkurrere mod de tilsvarende iPhone 7 og 7 Plus - og måske får følgeskab af en større udgave, kaldet S7 Edge +.

Det lyder forvirrende - men heldigvis er der i praksis ikke udpræget meget at tage stilling til for forbrugerne.

Minder om de gamle

Samsungs nye topmodeller, der blev præsenteret i går, forud for mobilmessen Mobile World Congress i Barcelona, minder nemlig i store træk om forgængerne rent designmæssigt - omend de to nye mobiler har fået et hak opad på hestekræfterne.

Her har Samsung valgt at gøre de to nye topmodeller vandtætte, ligesom at de har fået et bedre kamera end forgængerene, og i øvrigt et bedre batteri. Begge mobiler baseres på den nye udgave af Googles Android-system, Android 6.

Mens forgængerne havde et 16 megapixel kamera, har denne version blot et 12 megapixel. Til gengæld er kameraet forbedret, så billederne angiveligt bliver bedre end i den tidligere version. Kameraet buler heller ikke ud på bagsiden mere.

Begge de to nye iPhone-konkurrenter, kan benytte MicroSD-hukommelseskort op til 200 GB.

Også nyt om Samsung Pay

Samsung er fortsat den største producent af smartphones, men selskabet har mærket presset fra især de nye kinesiske udfordrere, der har fået stadigt stærkere momentum. Det er især producenter som Huawei, Xiaomi og Lenovo, sidstnævnte inklusive Motorola-brandet, der har taget markedsandele.

Samtidig er Samsung, ganske som Apple, ramt af en markante nedgang i salget af tablets. Til gengæld har Samsung, som Apple, forsøgt at opfinde nye forretningsområder - herunder betalingsløsningen Samsung Pay, der udvides til nu også at omfatte Australien, Brasilien, Canada, Kina, Singapore, Spanien og Storbritannien.

I forvejen var systemet lanceret i USA og Sydkorea.

Samsung Pay skal, ligesom Apple Pay, sætte brugerne i stand til at betale for ting i butikker med mobilen. Fænomenet var på alles læber sidste år, men ingen af de to er endnu nået til Danmark.

Selskabet kunne også præsentere et lille 360-graders videokamera på størrelse med en tennisbold - og så dukkede Facebook-stifter Mark Zuckerberg overraskende op til præsentationen, hvor han sagde et par ord om Virtual Reality og sociale medier, der i hans vision vil spille tæt sammen i fremtiden.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve