Nyt 3D-ficeret Google Earth fortæller historier

Udforsk Jorden direkte fra browseren - indtil videre dog kun i Chrome.

Visse steder kan nu besøges i en 3D-version i Google Earth. Her er det centrum af Storbritanniens hovedstad London. (© Google)

Et af internetgiganten Googles helt store tidsrøvere er atlas-programmet Google Earth. Utallige timer er brugt på at udforske vores klodes mest ugæstfrie egne fra sofaens bekvemme svøb.

Efter to års ventetid kommer der nu endelig en opdatering til den satellitfoto-baserede globussimulator. Og den virker meget lovende.

Det lader til, at ambitionsniveauet for Google Earth er skruet ret meget op. Selv erfarne brugere af programmet kan med fordel tage en ny tur rundt på den seneste version af den digitale globe.

This is the new Google Earth

Her er de største nyheder i opdateringen:

1) Roret sender dig på en guidet tur

Google Earth er kommet et stykke vej siden den første simple udgave, hvor man bare blev præsenteret for en virtuel globus og muligheden for at flyve en tur.

Programmet er nu udstyret med ikonet for et skibsror. Et tryk på roret sender en til sektionen "Voyager" - en slags guidet tur, hvor Google fortæller en historie om et tema (fx Hemmingways yndlingssteder) via ture rundt på Jorden i gadeplan, i luften og gennem 360 graders video.

Google har indgået partnerskab med blandt andet BBC og DigitalGlobe for at levere de første historier. Indtil videre er der kun 40-50 af disse fortællinger, men flere er ifølge Google på vej.

Udover de store fortællinger åbner Voyager også for særlige rejseguides, hvor du kan få information om seværdigheder i byer rundt om i verden - og sende et digitalt postkort derfra.

Den nye Voyager-funktion fortæller historier gennem billeder og steder på Jorden. De første er lavet i samarbejde med bl.a. BBC Earth. (© Google)

2) Jeg føler mig heldig

Et andet nyt ikon er terningen. Den aktiverer en funktion, som mange måske kender fra Google-søgninger, nemlig "Jeg føler mig heldig", som sender én til en tilfældig hjemmeside under søgningen.

I Google Earth sammenhæng sender et tryk på terningen én til et tilfældigt sted på kloden, hvor man får serveret et kort med informationer om stedet. Dem er de i dag 20.000 af, Et antal der også kommer til at vokse.

Trykker du på papirflyveren på fakta-kortet, sendes du videre til et sted i nærheden med mere information om stedet.

3) 3D-udgaver af Jordens storbyer

Når man flyver rundt fra destination til destination - måske i stedet for at ordne vasketøj - kan man også afprøve den forbedrede 3D-funktionalitet.

Den gør fx visse storbyer meget mere realistiske ved at rendere dem i 3D-grafik, så b.la. New York ligner en slags udgave af computerspillet Sim City.

Kvaliteten er ikke perfekt endnu, og 3D-effekten kræver både en god internetforbindelse og en kraftig computer.

Men det er endnu et skridt hen imod en langt mere realistisk oplevelse af planeten Jorden.

New York City set fra oven med 3D-effekten slået til. Indtil videre er det ikke mange byer, som kan besøges på denne måde. (© Google)

4) Brug browseren i stedet for appen

Udover de nye spændende funktioner er den største omvæltning for Googles elektroniske kopi af Jorden ret kedelig: Den kræver ikke længere et stand-alone program at besøge.

Nyeste udgave fungerer i stedet gennem Googles egen internetbrowser Chrome. Til gengæld virker den kun gennem Chrome på desktop-computere - indtil videre i hvert fald.

På mobile enheder bruger man sin Android-app som altid, mens en ny app til Apple-telefoner er på vej.

Stadig en unik rejse

Alt i alt er Google Earth stadig et vanvittigt fascinerende og imponerende værktøj, som kan virke helt utroligt for dem, der voksede op før internetrevolutionen.

Med kun få klik kan man rejse fra Tokyos skyline til Amazonas jungle, zoome ind på naboens baghave og opsøge gamle minder i fjerne lande, man ikke har besøgt årtier.

Prøv det nye Google Earth her.