Nyt fra Googles Area 120: Tastaturløs chat og videoer med emoji

Area 120 er det noget kryptiske navn på Googles afdeling, hvor alternative projekter udvikles for senere at blive lakmustestet på den brede offentlighed.

Uptime appen er - ikke overraskende - rig på kattevideoer

I denne uge så to nye apps fra Area 120 dagens lys: Video-appen Uptime og Androidversionen af Supersonic Fun Voice Messenger - en chat-app uden tastatur.

Alternativ interaktion

Video- og chatapplikationer er populære kategorier inden for smartphone apps. Både Uptime og Supersonic Fun Voice Messenger hører til i den endog meget alternative ende af spektret med en brugerinteraktion, der er anderledes, end hvad vi hidtil har set.

Uptime
Uptime er en ny måde at se og dele videoer med vennerne på. En YouTube-video afspilles på skærmen, og langs kanten er en tidslinje, hvor profilbilledet fra de personer, der ser videoen, bevæger sig.

Applikationens særlige funktion består i, at man kan kommentere på videoen ved hjælp af tekst eller emoji, hvilket markeres på tidslinjen. På den måde kan man dele videooplevelsen med sine venner, mens man sidder bag hver sin skærm.

Uptime er udkommet til iOS, og man skal på nuværende tidspunkt have en amerikansk iTunes konto og en invitationskode, for at få adgang (koden PIZZA fungerer muligvis).

Supersonic Fun Voice Messenger
Chatapplikationen Supersonic Fun Voice Messenger udmærker sig ved manglen på tastatur på skærmen. I stedet skal brugeren indtale beskeder, der ved hjælp at talegenkendelse omsættes til ord eller emoji på skærmen.

Modtageren af beskeden kan ikke bare læse (forudsat hun kan læse emoji, forstås) beskeden, men også høre selve indtalingen. Og efter beskeden er læst eller aflyttet, forsvinder den; en funktionalitet Snapchat for alvor har gjort populær.

Supersonic Fun Voice Messenger er indtil videre kun tilgængelig i den amerikanske udgave af både App Store og Play Store, så man skal gøre krumspring for at få lov at prøve den på hjemlige breddegrader.

App eller gimmick

De to apps er begge interessante bud inden for hver deres populære app-kategori og kan være med til at give os en idé om, hvad vi kan forvente fra Area 120 i fremtiden.

Omdrejningspunktet er dog i begge tilfælde begrænset til den særlige interaktion mellem brugeren og indholdet, henholdsvis videoen og chatsamtalen, og i begge tilfælde kunne man derfor kritisere applikationerne for at være mere funktionalitet - eller gimmick, set med kritiske briller - end en egentlig fuldblodsapp.

En lys fremtid?

Hvad fremtiden bringer for Uptime og Supersonic Fun Voice Messenger vil tiden vise. Måske får de lov at eksistere som selvstændige apps, måske bliver de en del af allerede eksisterende produkter, og måske forlades de af både brugere og ejermænd, når den første interesse har lagt sig.