Presset musiktjeneste får kapitalindsprøjtning

Franske Deezer droppede sidste år en børsnotering på grund af svigtende interesse. Nu rejser selskabet ny kapital for at kunne konkurrere med Spotify og Apple.

Musikken strømmer fortsat fra den franske streamingtjeneste Deezer, der nu får en kapitalindsprøjtning på 110 mio. dollars efter floppet børsnotering. (Foto: Christian Liliendahl © Scanpix)

Det går lidt den ene vej, lidt den anden vej og så lidt den ene vej igen på markedet for musikstreamingtjenester.

Mens brugertallet er i vild vækst, er flere tjenester klemt på økonomien, og sidste år var det så den franske tjeneste Deezer, der måtte droppe sine planer om en børsnotering, fordi der ikke var nok interesserede investorer.

Nu får tjenesten alligevel en kapitalindsprøjtning fra investorer - dog kun 110 mio. dollars mod de 330 mio. dollars som tjenesten havde håbet at rejse ved børsnoteringen.

Skarp konkurrence

Deezer angiver at have omkring seks mio. betalende brugere, men ifølge selskabets egne tal, der blev offentliggjort med børsprospektet, får et stort antal af disse tjenesten leveret sammen med et telefonabonnement, og bruger den slet ikke.

Den største tjeneste, Spotify, angiver at have 20 mio. betalende brugere, men har også over 55 mio. gratis-brugere, der betaler ved at lytte til reklamer. Det har tidligere været fremme, at det nyeste skud på streaming-stammen, Apple Music-tjenesten, nu har 10 mio. brugere.

Apple Music adskiller sig ikke væsentlig fra konkurrenterne på pris og indhold, men har fordel af, at ligge helt fremme på hylden for iPhone-ejerne.

Svigtende investeringer

Uagtet at Deezer rejser mindre kapital end planlagt, er bedriften alligevel værd at bemærke. I slutningen af 2015 gik den ellers så afholdte tjeneste Rdio i betalingsstandsning med et brag, da det kom frem at indtjeningen ikke kunne forrente den gæld, der var ophobet i selskabet.

Konkurrenten Pandora meddelte samtidig, at selskabet var klar til at overtage en god bid af Rdio.

Tjenesten var oprindelig stiftet af Skype-bagmændene Niklas Zenströmm og Janus Friis, og var en af de bedst kendte af sin art.

For høje vurderinger ?

De senere måneder har imidlertid budt på flere sorte skyer over den tidligere så rødglødende tech-branche. I går viste en ny rapport fra KPMG et skarpt faldt i mængden af de investeringskroner, der tilflyder tech-iværksætterne, og flere af de lysende kometer har måtte sluge slemme nedvurderinger.

Blandt andet har kapitalforvalteren Fidelity skruet 25 procent ned for værdien af Snapchat-tjenesten, og senest har flere medier rapporteret om spredte bekymringer for, om den kinesiske mobilkomet Xiaomi er kommet for højt op, rent vurderingsmæssigt.

Kongen af høje vurderinger er fortsat taxatjenesten Uber, der er blevet værdisat til at være op mod 450 milliarder kroner værd.

Både venturekapitalister, medier og sågar tech-branchen selv har flere gange udtrykt bekymring for, om vi er røget ind i en ny dotcom-boble, hvor vurderinger af nye selskabers værdi slet ikke står mål med deres indtjening.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve