Reklamerne jagter dig: Rykker ind i dine private beskeder

Vi flytter os fra sociale medier som Facebook til messenger-apps. Og reklamerne flytter med, forklarer ekspert.

Langt over halvdelen af danskerne vil hest være fri for reklamer på tv, i radioen og på nettet, viste en YouGov måling i 2013. (Foto: Kasper palsnov © Scanpix)

- Skal du med ind og se Scarlett Johansson som cyborg i Ghost in the Shell i påsken?, skriver din ven i Facebooks Messenger til dig.

- Ja, men så skal du bestille nu, for jeg gider ikke sidde dårligt, svarer du.

Sådan en korrespondance kan du lige nu have uforstyrret på Messenger.

Men nyd det, så længe det varer.

Vores aktivitet på de sociale medier rykker ind i messenger-apps. Derfor giver det mening at reklamere der

Rasmus fisker, ekspert i sociale medier

I fremtiden vil der i tilfælde som dette lynhurtigt komme fx en reklame fra din lokale biograf direkte i samtalen eller som en reklame i skærmens margen.

Det forklarer foredragsholder i sociale medier og strategisk direktør i mediebureauet MediaCom, Rasmus Fisker:

- Vores aktivitet på de sociale medier rykker ind i messenger-apps. Unge er fx blevet mere passive og observerende på Facebook, men bruger i høj grad messenger-apps. Derfor giver det mening at reklamere der, siger han.

Facebook Messenger har globalt cirka en milliard aktive brugere og WhatsApp har 1,2 milliarder aktive brugere. (Foto: Phil noble © Scanpix)

Vi vænner os til reklamerne

Der er omkring en milliard aktive brugere af Facebooks Messenger-app verden over. Det viser en statistik fra 2017 fra statistik-portalen Statista.

Lige nu har man mulighed for at bestille annoncer, som ligger i selve menuen for Messenger. Vi har stadig til gode at se deciderede reklameformater i Messenger.

Men så snart virksomhederne får mulighed for det, vil de gribe chancen for at reklamere helt tæt på os brugere.

Brugerne af messenger-apps kommer ikke til at tage godt imod reklamerne. De bliver lige så sure, som da TV3 kom med reklamer midt i film, og da Instagram begyndte at have reklamer. Men de vænner sig også til det

Rasmus Fisker, ekspert i sociale medier

- Brugerne af messenger-apps kommer ikke til at tage godt imod reklamerne. De bliver lige så sure, som da TV3 kom med reklamer midt i film, og da Instagram begyndte at have reklamer. Men de vænner sig også til det, siger Rasmus Fisker.

Messenger er dog lidt anderledes end fx Instagram, fordi det er tættere på, da det er i vores private samtaler, reklamerne kan dukke op i.

Rasmus Fisker mener, at første step bliver, at vi - ved fx at chatte med virksomhederne via en chatbot - kan skrive os op til, at de må kontakte os.

På den måde flytter virksomhederne ind i vores messenger-apps, ligesom de flyttede ind i vores mail-indbakke med nyhedsbrevet.

Mere relevante reklamer

Inden du ryger helt op i røde delete-felt og på forhånd smider smartphone og laptop i skraldespanden af reklame-lede, så er der måske én god ting at sige:

For selvom reklamer på fx Facebook er udvalgt til os efter algoritmer, der eksempelvis ser på, hvad vi liker og deler, så rammer reklamerne ikke altid deres målgruppe.

SMS’erne forsvinder

En ting er Facebook og under-app'en Messenger. Noget andet er de gode, gamle sms'er.

Sammenligner man første halvår af 2015 med første halvår af 2016, gik danskerne fra at sende 3.982 millioner sms’er til 3.200.

Et fald på næsten 20 procent.

Kilde: Energistyrelsen

Men når reklamerne rykker ind i vores messenger-apps, så er der mulighed for, at den målrettede markedsføring bliver bedre. Og det kan betyde, at reklamerne kommer til at larme mindre, fordi de er mere relevante for os.

- Folk oplever garanteret reklamer på Ekstra Bladets hjemmeside som mere larmende, end dem de ser på Facebook, siger Rasmus Fisker.

Omvendt betyder det, at vi kommer til at give mere data om os selv væk.

- Men jeg tror på, at der kommer mere fokus på dette. I fremtiden tror jeg, vi vil have mulighed for selv at bestemme, hvilke data vi vil dele, siger Rasmus Fisker.