Rygtebørsen: Google vil selv lukke for reklamer i Chrome

En eventuel adblocker i Chrome-browseren er for at beskytte sin markedsposition for digitale annoncer, mener dansk ekspert.

Google er måske på vej med en ny indbygget funktion til Chrome, der kan filtrere reklamer. (Foto: © Lucy Nicholson / Reuters © Scanpix)

Internettets økosystem ser ud til stå overfor en større forandring, hvis rygterne får ret. Rygterne siger nemlig lige nu, at internet-browseren Google Chrome får en indbygget mulighed for at blokere reklamer. Det skriver bl.a. Wall Street Journal. Google har selv valgt ikke at kommentere nærmere på rygterne.

Google Chrome er pt. den mest brugte browser med en markedsandel, der er over 50 procent. Chrome er derfor en vital spiller for alle de virksomheder, der er afhængige af reklameindtægter på internettet.

Dataetisk rådgiver Pernille Tranberg mener, at hvis rygtet taler sandt, så er det et modtræk fra Google, fordi der er op mod 600 millioner mennesker på verdensplan, der bruger andre adblockere:

- Hvis Google introducerer funktionen, så er det et modspil mod den stigende brug af adblockere for at bevare sin position inden for digital annoncering, fortæller hun.

Ved at Google selv kan være med til at filtrere de værste reklamer væk, kan de potentielt begrænse spredning af andre firmaers adblockere betydeligt. En undersøgelse fra Pagefair fra 2014 viste, at 63 procent af installerede adblockere er installereret på Google Chrome.

Det er ikke en ægte adblocker

Men faktisk er det reelt ikke tale om en adblocker, hvis funktionen kommer til at fungere, som Wall Street Journal beskriver den, fortæller Pernille Tranberg.

Funktionen i Google Chrome kommer nemlig kun til at skulle blokere den kategori af reklamer, som brugerne finder mest generende. Det er reklamer, der ikke hører under den standard, som reklame-samarbejdet Coalition for Better Ads har udarbejdet. Det er i øvrigt et samarbejde som Google og Facebook er en del af.

Standarden beskriver bl.a. popup-reklamer og reklamer med videoer, der automatisk spiller, som uacceptable for brugeroplevelsen. Reklamer af den slags vil potentielt automatisk bliver filtreret væk med Googles egen “adblocker”.

Derimod bliver reklamer, der overholder reklame-standarden, stadig vist.

- Den beskrevne adblocker er i virkeligheden et adfilter, fortæller Pernille Tranberg og sammenligner Googles løsning med den populære tyske reklameblokeringsvirksomhed og app “Adblock Plus”, der fungerer som adblocker, men som samtidig gør det muligt, at nogle annoncører kan betaler Adblock Plus for at blive vist alligevel.

Ret beset har Google da heller ikke selv endnu betegnet funktionen som adblocker (eller bekræftet, at funktionen kommer til at blive en del af Chrome).

Hjælper ikke for at beskytte privatlivet

Måske kan en adblocker/adfilter-funktion i Google Chrome være med til at mindske irritationen ved nogle reklamer og dermed begrænset antallet af installerede adblockers globalt. Hvilket på sigt kan være sundt for de websites, der er afhængige af reklamer.

Men hvis man har installeret sin adblocker for at beskytte sit privatliv og øge it-sikkerheden, så er det ikke en effektiv løsning at stole på den beskrevne funktion, fortæller dataetisk rådgiver Pernille Tranberg.

Og der er stadig mange, der installerer en adblocker for sikkerhed og privatliv. I hvert fald hvis man skal tro en undersøgelse fra Pagefair, der bl.a. analyserer webadfærd og adblockers.

I deres seneste undersøgelse fra februar 2017 fremgår det, at 30 procent bruger adblockers for sikkerhed og 6 procent for privacy.

Er man mest interesseret i bibeholde sit privatliv og være samtidigt reklamefri, foreslår Pernille Tranberg, at man i stedet bruger fx. tjenester som Adblock Fast, Disconnect.me eller webbrowsere som Brave eller Cliqz.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve