Sensorteknik skal hjælpe kontorplanter med at overleve

Vande potteplanter? Det har vi teknik til ordne her på kontoret.

- Vi indfører “den stærkeste overlever” for potteplanter i kontormiljøer, siger Mads Boserup Lauritsen, der har stiftet firmaet Tagtomat.

Det handler om, at man finder de planter, som kan holde sig bedst indendøre.

- Det er jo ærgeligt, hvis man har købt en masse bregner, som går ud efter en måned, fordi luftfugtigheden i lokalet har ændret sig, siger han.

Fra tag til kontor


Tagtomat har de sidste fire år slået sig op på at lave taghaver og byhaver til stenbroens beboere i København, men nu rykker de ind på kontorer under navnet Kontortomat.

Tagtomat laver beholdere med en vandtank i bunden og jord ovenpå i to adskilte rum, så haven er et lille uafhængigt økosystem.

Men planter skal have vand og lys, og forholdene er anderledes indendørs end udendørs.

Derfor er Kontortomat i gang med at bygge et vandingssystem, der består af en boks med sensorer, som kan måle lys, luftfugtighed og mængden af partikler i luften. Den bliver suppleret med en vandmåler, som ligner oliemåleren fra en bilmotor.

Man slipper for vandkanden

- Den kan automatisk fortælle os, at vi skal hen og tjekke kasse 13, men ellers passer systemet sig selv og tænder for pumpen, der vander eller LED-lampen, der er indendørs sollys, forklarer Mads Boserup Lauritsen, der gerne vil undgå det kedeligste i verden; at vande potteplanter.

Systemet kan også bruges i en testperiode til at finde ud af hvilke typer planter, der overlever bedst i bestemte kontormiljøer, hvor man ofte glemmer at vande.

Open source projekt

Ideen er at bruge Open Source-teknologi til at lave et “simpelt” produkt, som kan tænde og slukke for lamper og pumper, når planterne har brug for enten mere vand eller mere lys.

Hvis alt går godt, bliver prototypen lanceret via en crowdfundingkampagne på globalt plan, som vil gøre det muligt at få produceret til en pris, der gør det interessant for privatforbrugere.

Prototyperne koster cirka 1.000 kr. eller 130-140 dollar. Tagtomat forventer at kunne producere det færdig system for cirka 200 kr. med billige komponenter fra Kina.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve