SingularityU: Tech-optimistisk tænketank åbner i Danmark

Singularity University's danske afdeling skal forsøge at få verdens mest lovende teknologier til at mødes.

Et biologilaboratorium hvor gæster kan få lov at eksperimentere, er et af tilbuddene på SingularityU Denmark. Her et billede fra den amerikanske afdeling. (© Singularity University)

Den amerikanske tænketank Singularity University har, hvis man spørger dem, verdens mest lovende teknologier og deres potentiale som sit omdrejningspunkt.

Tænketankens navn udspringer af begrebet singularitet, der i dag især henviser til forestillingen om, at kunstig intelligens kan få så stor indflydelse på den teknologiske udvikling, at den accelererer hurtigere og hurtigere - og dermed forandrer vores samfund og vilkårene for menneskeheden på måder vi ikke er i stand til at forestille os.

Helt så dramatisk definerer SingularityU Denmark sig nu ikke.

Når SingularityU Denmark åbner, handler det om at bringe teknologioptimismen og begejstringen for teknologierne i spil i Danmark og de nordiske lande.

Det lyder måske lidt luftigt. Men det handler i bund og grund om det, der kaldes eksponentielle teknologier.

Hvad gør vi når udviklingen eksploderer

Betegnelsen dækker over lovende teknologier, som blandt andet kunstig intelligens, biotek og nanoteknologi.

Det, der kendetegner dem som "eksponentielle", er, at ydelsen - for eksempel regnekraft eller hastighed - fordobles inden for en kort periode, og/eller at prisen for samme ydelse halveres.

Ifølge teorien vil den teknologiske udvikling gå stadigt hurtigere år for år, og når teknologierne begynder at arbejde sammen, er perspektiverne store, fortæller Laila Pawlak, direktør for SingularityU Denmark:

-De seneste tyve år har vi eksempelvis haft to helt banebrydende teknologiske opfindelser: Internettet og smartphones. De næste tyve år vil byde på mange flere af denne type opfindelser, der tilmed kan kombineres, nærmest som LEGO-klodser, siger hun.

Hjælp til at tackle store problemer

Med denne teori som sit udgangspunkt vil tænketanken forsøge at uddanne ledere og andre udvalgte i at tackle store problemstillinger inden for for eksempel sundhedssektoren, miljø og fødevareproduktion.

Tænketanken arbejder ud fra devisen om, at problemstillingerne, når de kobles med ny teknologi, kan være muligheder for at opdyrke nye forretningsområder og samtidig gøre en positiv forskel.

Dansk singularitet i Science City

SingularityU Denmark bliver placeret på Nørrebro ved Copenhagen Science City, der huser studerende, forskere og opstartsvirksomheder inden for medicin og natur- og sundhedsvidenskaberne.

Her skal den danske arm af tænketanken råde over 5.000 m2, der skal fyldes af startups og store virksomheders udviklingsafdelinger.

Der bliver dog også plads til græsrodsinitiativer som for eksempel et såkaldt makerspace med 3d printere og andre værktøjer, der bruges til fysiske prototyper.

Konceptet "biologigaragen", et åbent værksted hvor borgere kan lave biologieksperimenter og -forsøg, får også plads hos SingularityU Denmark.

Laila Pawlak mener, at fællesskabet er afgørende:

- Det væsentlige er ikke at samle en masse folk i en bygning. Vi skal skabe et community - det er nøglen, siger hun.

- Det sker gennem alt fra afvikling af store events til at sørge for, at de rigtige personer sidder ved siden af hinanden til frokosten. Og til at få store virksomheder og startups ind i det samme lokale og tænke sammen.

Kurser og konferencer

På nuværende tidspunkt planlægger tænketanken kurser for ledere, specialister og talenter fra danske og skandinaviske virksomheder, der skal lære om mulighederne i de eksponentielle teknologier.

En af samarbejdspartnerne er Danske Bank, der ifølge HR direktør Henriette Fenger Ellekrog, er der for at sikre, at deres teknologiske udvikling er med helt fremme:

- Det er i tråd med vores ambitioner om at være helt i front inden for teknologi og digitale løsninger, der skaber værdi for vores kunde, siger hun.

- Med partnerskabet får vi adgang til viden og inspiration, som er essentiel i vores arbejde med at bruge teknologien til at skabe nye services og løsninger til vores kunder.

Ud over kurserne planlægges en konference - SingularityU Denmark Summit - der finder sted i København i oktober med danske og udenlandske talere inden for blandt andet biomedicin og robotter, der hjælper med kræftforskning.

Globale udfordringer og konkrete problemer

De globale udfordringer og muligheder er en hjørnesten hos SingularityU Denmark, men det er helt legitimt for kunderne at byde tænketanken en konkret problemstilling, man mener kan løses ved hjælp af teknologi.

Dog håber Laila Pawlak, at den rådgivning kan føre mere med sig:

- Vi vil ikke tvinge folk til at have en holdning (til verdens store problemstillinger, red.), men vi mener, at vi kan inspirere virksomheder til at tænke deres konkrete problemstilling i en større kontekst og se mulighederne i deres produkt, siger hun.

Selv om præmissen for SingularityU Denmark er, at teknologi kan løse selv de største udfordringer, er det ifølge Laila Pawlak vigtigt, at teknologioptimismen ikke tager overhånd:

- Det må ikke være teknologi for teknologiens skyld. Teknologien skal omsættes til ydelser og services - noget der giver værdi for kunderne i deres daglige liv, forklarer hun.