Studerende bygger kæmpedrone til fremtidens forlystelsesparker

"Snowstorm" er bygget af et hold studerende fra universitetet i Singapore, der drømmer om at give alle oplevelsen af at kunne flyve selv.

Det sekskantede monstrum under en testflyvning i december 2015. Nu arbejder de studerende på at bygge næste version. (© National University of Singapore)

- Snowstorm er ikke bare en stor drone med 24 propeller, det er en ‘personlig flyvende maskine,’ siger Martin Henz, professor på National University of Singapore.

Sammen med et par kolleger og et hold af 8 ingeniør-studerende stod han sidste år bag projektet, som kulminerede med en testflyvning i december.

Ideen med Snowstorm er at kunne give alle - også de mange som ikke lige har et pilot-certifikat - en flyveoplevelse, hvor man selv sidder bag kontrollerne.

Larm gav idé til navnet

Snowstorm er lidt af et monstrum, selv når man bare ser maskinen på billeder. Men det er også nødvendigt med en konstruktion af en vis størrelse, hvis den skal kunne løfte et menneske, siger Martin Henz.

Fakta om Snowstorm
  • Konstruktionen er er knap 2 meter høj, og 4,5 meter bred
  • Den er udrustet med hele 24 rotorer
  • Hver rotor drives af en elektrisk motor på 2.2 kW
  • Strømmen kommer fra 3 lithium-batterier
  • Prototypen kan løfte cirka 80 kg
  • Flyvetid p.t cirka 5 minutter

Og navnet?

- Maskinen er sekskantet i sin grundform, og det fik os først til at tænke på sneflager, men da vi tændte alle motorerne og maskinen lettede, larmede den så meget at vi fandt på navnet Snowstorm istedet, fortæller Martin Henz.

Kan løfte 80 kilo

Som med alle flyvende maskiner har holdet bag Snowstorm skullet slås med balancen mellem kraft og vægt. Jo tungere maskinen er, jo mere energi skal der bruges for at løfte den.

De fleste droner vi møder i hverdagen kan kun bære et lille kamera eller måske løfte op til et par kilo, hvis de overhovedet er i stand til at flyve med så meget som et gram mere end deres egen vægt.

Det er også en af grundene til, at Martin Henz ikke selv har prøvet at flyve.

Selvom han er en slank herre, der nok kun lige er oppe og hilse på de 80 kilo som Snowstorm burde kunne løfte, så ville flyvningen blive for ustabil, mener han.

Sikkerhed har højeste prioritet, og derfor er det foreløbig kun den letteste af de studerende, der har prøvet at flyve i dronen, og den blev fjernstyret af en af de andre studerende.

NUS Snowstorm

Studenterprojekter til lands, til vands og i luften

Snowstorm-dronen er resultatet af to semestres arbejde på universitetets såkaldte FrogWorks-program, der tidligere også har ombygget en motorcykel og en båd med elektriske motorer.

Man kan også godt fornemme, at der er blevet taget nogle genveje i bygningen af maskinen.

- Vi har ikke kunne vælge de bedste motorer, og understellet bruger seks yoga-bolde for at give dronen en blød landing, fortæller Martin Henz.

Men ambitionerne fejler ingenting. Martin Henz og et nyt hold studerende er allerede igang med Snowstorm version 2, der skal kunne løfte mere og flyve mere stabilt.

Den første prototype var i øvrigt for stor til at kunne komme ud af test-hallen i ét stykke, og er derfor skilt ad og pakket ned, mens den "venter på nye eventyr," som Martin Henz siger.

Flyvning i fremtidens forlystelsesparker

Martin Henz insisterer på, at det handler om mere end “bare” at give de studerende en sjov udfordring.

Han forestiller sig, at Snowstorm - eller kommende versioner af maskinen - vil kunne opleves i forlystelsesparker, hvor de besøgende så kan opleve at flyve, helt selv, enten i en stor hal eller ude i fri luft.

- Vi vil selvfølgelig gøre det helt sikkert, så autopiloten hele tiden overvåger på flyvningen og kan skride ind hvis der skulle opstå problemer, siger Martin Henz.

Man kan også sagtens forestille sig, at softwaren til at begynde med kontrollerer mere, og at piloten så gradvist tager over, når han eller hun har vænnet sig til fornemmelsen af at flyve.

Flyvende maskiner i fremtiden

Som nævnt er Martin Henz og hans kolleger på National University of Singapore i gang med at bygge en ny version af Snowstorm, og de satser på at den vil kunne bruges til at vække interesse hos forlystelsesparker rundt om i verden.

Version 2 af Snowstorm forventes at stå klar til offentlig testflyvning henne omkring oktober-november 2016.

Den er dog ikke alene på markedet, som byder på både flyvende biler, multirotor-fartøjer, en slags selv-flyvende taxa-koncept og jetvinger…

Flying with Jetman

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve