Svensk skepsis over 16-års grænse for sociale medier

Svenskerne er lunkne overfor EUs anbefaling om en aldersgrænse på 16 år, hvis man skal bruge dataindsamlende tjenester uden samtykke fra forældrene. 13 år er mere sandsynligt.

Svenske unge kan måske ånde lettet op. Aldersgrænsen for sociale medier bliver 13 år i Sverige, ser det ud til. (Foto: ERIC THAYER © Scanpix)

Mens Danmark endnu ikke har taget stilling, erklærer den svenske forbrugerminister sig nu klar til at gå den moderate vej, og droppe EUs anbefalede aldersgrænse for brug af tjenester, der indsamler data om brugerne.

Det betyder, at 14-16 årige svenskere kan ånde lettet op, og fortsat kan oprette en konto fx Facebook, Instagram eller Gmail, uden at skulle have tilladelse fra deres forældre.

Den kommende persondataforordning, der indføres om lidt over to år, indeholder ellers en meget omdiskuteret aldersgrænse på 16 år. Men reglerne giver samtidig lov til at man nationalt kan bestemme sig for noget andet, helt ned til 13 år.

Skærpelse af rettigheder

I USA er grænsen 13 år, og da de fleste store internettjenester er herfra, er 13 år indtil videre det mest udbredte.

Selve forordningen udgør en betydelig skærpelse af de rettigheder, europæere får overfor nettets giganter. Blandt andet indeholder forordningen en ny formulering af 'retten til at blive glemt' - altså slettet fra tjenesterne, og den lidet mundrette ret til dataportabilitet, der betyder, at man skal kunne få sine data ud af en tjeneste, så man kan bruge dem andre steder.

Samtidig forpligtes virksomheder til at rapportere, hvis de bliver hacket og brugerdata slipper ud.

Reglerne har været undervejs siden 2012, og har været genstand massiv lobbyisme fra de amerikanske tech-giganter, der har ønsket lempelser og mindre vidtgående regler. Mange andre påvirkes dog også af reglerne, fx skoler, kommuner og små, europæiske virksomheder.

Ikke et krav

16-års grænsen var dog en af de ændringer, der dukkede op i sidste øjeblik - men som altså ikke blev vedtaget som et krav. I stedet valgte EU at gå den mere moderate vej, hvor 16 år er aldersgrænsen, medmindre de enkelte lande mener noget andet.

- Fra Miljøpartiets side, vil vi have, at det skal være så generøse vilkår, som muligt. Vi støtter en 13-års grænse, siger den svenske forbrugerminister, Per Bolund til avisen Dagens Nyheter.

Samtidig udtrykte Per Bolund skepsis overfor, om sådanne regler overhovedet giver mening.

I går opstod der ellers kortvarig forvirring om ministerens holdning, da han til svensk TV sagde, at:

- Ja, den forordning, som man har vedtaget på EU-niveau, siger, at der skal være en 16 års-grænse med mulighed for at gå ned til en 13-års grænse. Det er en bindende forordning, så deromkring kommer de svenske regler til at ligge.

DR har spurgt Justitsministeriet om den danske holdning til aldersgrænsen, men har foreløbig ikke fået svar.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve