Tablet-salget høvler ned

Apples iPad er hårdt ramt - men hele markedet er i frit fald.

Apple solgte 5,3 mio. færre iPads i fjerde kvartal. Men faldet rammer alle producenter. (Foto: Josh Edelson © Scanpix)

For blot en håndfuld år siden var iPads og andre tablets blandt de mest rødglødende gadgets, man kunne få.

Men nu er markedet i frit fald - og for femte kvartal i træk, rapporterer IT-analysehuset IDC nu om faldende tabletsalg. Et fald, der tilmed ser ud til at tage til i fart.

Således faldt salget i fjerde kvartal af 2015 med 13,7 procent - et fald på 10,5 mio. enheder, som især har ramt Apple og Samsung.
De to selskaber er størst på tabletmarkedet, og får derfor de største øretæver.

Apples iPad-salg er faldet 24,8 procent, Samsungs 18,1 procent. Amazon er tredjestørst med en vækst på 175,7, men fra et lille udgangspunkt.

På årsbasis faldt antallet af solgte tablets i 2015 med 23,3 mio. styks - svarende til et fald på 10,1 procent.

Interessen i tilbagegang

Tilbagegangen for tablets er løbende blevet forklaret med at enhederne har et længere liv end smartphones, og at der ikke rigtig er nogen grund til at købe en ny, hvis man i forvejen har en.

En anden forklaring er, at mobiltelefonerne vokser og vokser, og derfor gør en tablet overflødig.

IDC angiver dog, at den type tablets, der også kan være en PC, blev næsten fordoblet i perioden. Jean Phillippe Bouchard fra IDC forklarer at denne type tablet kan erstatte en PC, hvilket forklarer interessen.

IDC vurderer, at Apple har solgt to mio. iPad Pro, mens Microsoft vurderes at have solgt omkring 1,6 mio. Surface-maskiner.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve