Tech-giganter bakker Apple op i iPhone-balladesag

Microsoft, Facebook, Alphabet (Google) og flere andre bakker nu Apple op i kampen mod FBIs krav om at Apple skal hacke sine egne telefoner for at hjælpe politiet.

Sagen har udløst demonstrationer blandt privacy-aktivister, der kæmper mod bagdøre og huller i privatlivsbeskyttelsen. (Foto: JOHN G. MABANGLO © Scanpix)

Den højspændte og yderst principielle kamp mellem Apple og det amerikanske justitsministerium, får nu en spand kul ekstra, efter at en lille håndfuld tech-giganter nu har valgt at give Apple deres udelte opbakning.

Det er Googles moderselskab Alphabet, Microsoft, Facebook, Verizon - og måske også Twitter og flere, der stiller sig bag Apples kamp for ikke at blive tvunget til at hacke sin egen software. Det skriver The Wall Street Journal.

Sagen har skabt overskrifter i efterhånden et par uger og omhandler mindst een iPhone fra sagen om terrorangrebet i San Bernadino i Californien i december, hvor 14 mistede livet og 22 blev hårdt såret.

Krypteret mobil

FBI kan ikke låse iPhonen op, fordi den - måske - er indstillet til at slette alt indhold, hvis adgangskoden tastes forkert for mange gange. FBI kan ikke komme forbi Apples standard-kryptering - medmindre politiet altså kan tvinge eller overtale Apple til at lave en opdatering til iOS, der rummer en bagdør, som FBI kan benytte.

Mens det officielt hedder sig, at der kun er tale om den ene telefon, har Apple fremhævet, at softwaren i så fald vil kunne benyttes til alle lignende telefoner, hvorved selskabet i praksis helt bevidst har sluppet en bagdør løs, som alle kan benytte.

Apple afleverede torsdag sit officielle svar til retten, hvor selskabet afviser FBIs krav under henvisning til, at FBI-kravet faktisk er en overtrædelse af den amerikanske forfatning. Selskabet hævder desuden, at et nederlag i retten i denne sag vil være et rettesnor i andre sager, hvor man på samme vis vil tvinge selskabet til at hacke sine egne produkter.

Snowden afsløringer satte fart i kryptering

iOS er som standard krypteret, og Apple har bygget systemet på en måde, så selskabet ikke kan komme ind på enhederne. Det træk kom efter at whistlebloweren Edward Snowden i 2013 afslørede, at spiontjenesten NSA masseovervåger stort set alt, der har en netforbindelse.

Google var blandt de første til at støtte Apple - ikke mindst fordi Google selv udgiver verdens mest udbredte mobilsystem, Android, der driver mere end otte ud af ti smartphones over hele verden.

Apples og Googles kryptering af mobilerne har gennem længere tid været en torn i øjet på politiet, der pludselig ikke længere kan komme ind i mistænkes telefoner. Det har i USA skabt en ophedet debat om balancen mellem retten til et privatliv, og politiets behov for at kunne efterforske kriminalitet.

Ingen af tech-virksomhederne ønsker dog at rette ind, da bagdøre og svag kryptering således også vil sætte NSA i stand til at spionere på millioner af mennesker, der ikke er mistænkt for noget.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve