Tre virtuelle videoer til weekenden

Virtual og augmented reality lader dig blandt andet spille Mario i en kagebutik

Nintendos Mario på spil i en japansk kageforretning. Stillbillede fra videoen.

Virtual og augmented reality er endnu ikke slået igennem hos forbrugerne, men der skabes mange oplevelser af både store virksomheder og små udviklere.

Nogle af disse oplevelser er eksperimenter, der udforsker hvad der kan lade sig gøre med den nye teknologi og dens tilhørende produkter såsom Oculus Rift, HoloLens og HTC Vive. Andre er deciderede produktioner, for eksempel i form af computerspil, mens andre igen er skræddersyede oplevelser, der fungerer som reklame for et produkt eller varemærke.

Her er tre nye eksempler på de oplevelser, der kan skabes med virtual og augmented reality (hhv. VR og AR).

Rumræs til du kaster op

Firmaet Aorus, der laver computere og computertilbehør har skabt en simulator til VR, der bevæger sig i forhold til computerspillets forløb. Simulatoren er på størrelse med et betalingstoilet og spilleren sidder fastspændt i et sæde med VR-briller og sele på.

Herunder ses journalisten Yvette Tan fra hjemmesiden Mashable, der prøver racerspillet Redout og efter eget udsagn måtte gå direkte ud på toilettet og kaste op, efter den oplevelse.

Den reaktion er til at forstå, når VR-oplevelser selv uden medfølgende simulationsmaskine kan medføre kraftig kvalme og svimmelhed.

VR-simulatoren er ikke tilgængelig for offentligheden, men kan opleves på messer, hvor den fungerer som reklamestunt for firmaet bag. Ifølge Mashable kommer den muligvis til at kunne prøves i arkadehaller i fremtiden.

Spil Mario i den virkelige verden

I et mere adstadigt tempo finder vi den japanske Twitterbruger niusounds eksperiment, der foregår på Microsofts HoloLens, som kan lægge et digitalt lag mellem virkeligheden og brugeren. Det er en teknik der er kendt som augmented eller mixed reality (MR) og som mange nok kender i en light-udgave fra sidste sommers Pokémon Go dille.

Eksperimentet lader spilleren styre en virtuel Mario rundt i den virkelige verden på borde, gulve og - som man kan se i videoen - hylder med japanske kager. Mulighederne er forholdsvis begrænsede, idet man kun kan gå og hoppe, men til gengæld har udvikleren fået den autentiske lyd med, hver gang Mario hopper.

Kortlægning af omgivelserne

Occipital er et amerikansk firma, der udvikler teknologi som kan kortlægge rum, eller bruges til at scanne mennesker eller andre objekter. Den seneste demonstration af deres teknologi viser, hvordan et rum kan kortlægges og derefter indgå i en virtuel verden.

Det betyder at brugeren kan bevæge sig rundt i rummet med VR-briller på, uden at være nervøs for at støde ind i noget, for systemet advarer brugeren, hvis hun er ved at gå ind i noget.

Metoden kaldes inside-out tracking, fordi kameraet på VR-brillerne scanner rummet - fra brillerne og ud mod rummet. Det har en fordel over outside-in tracking hvor sensorer placeret i rummet registrerer spillerens position, altså fra rummet og mod brillerne/brugeren. Det skyldes at inside-out tracking ikke kræver ekstra hardware og kalibrering.

Det er muligt at købe et udviklingssæt hos Occipital, men firmaets forretningsmodel er at sælge til firmaer der producerer VR-headsets. Derfor går der nok et stykke tid, før vi ser deres teknologi i forbrugerprodukter. Der findes dog et alternativ, nemlig Lenovos Phab 2 Pro-smartphone, der kan køre Googles lignende Tango-teknologi, som også er i stand til at kortlægge de fysiske omgivelser.

Om de virtuelle teknologier slår igennem på massemarkedet i 2017 er uvist, men det skorter i hvert fald ikke på opfindsomhed fra producenterne.