Uber må indkassere bøde for at overvåge brugerne

Det omdiskuterede 'Gud'-værktøj satte selskabet i stand til at overvåge brugerne uden tilladelse.

Uber må betale en symbolsk bøde i et forlig, hvor selskabet får kritik for at overvåge brugerne (Foto: Eduardo Muñoz © Scanpix)

Den kontroversielle taxatjeneste Uber må nu til lommerne og betale en symbolsk bøde på 20.000 dollars efter et nederlag i en efterhånden temmelig gammel sag om overvågning af brugerne.

Sagen, der begyndte i 2014, handlede om Ubers værktøj 'God View' - altså det totale overblik over hvor selskabets chauffører og kunder opholder sig på et hvilket som helst givet tidspunkt.

Uber kan foretage denne overvågning, hvis man har hentet selskabets app og oprettet en konto.

Afslørede det selv

Det var en Uber-direktør, der kom til at afsløre værktøjet overfor en journalist fra mediet BuzzFeed, som han skulle mødes med til interview.

Direktøren sagde henkastet, at han havde tracket journalisten for at se, hvornår hun ville være fremme til interviewet. Journalisten var imidlertid ikke blevet oplyst om, at Uber trackede hende - og hun havde heller ikke godkendt trackingen.

Selskabet erkendte allerede dengang sin brøde og forklarede i et brev til en kritisk amerikansk senator, at trackingen var et udslag af dårlig dømmekraft.

Sagen udløste dengang en mindre skandale, ikke mindst fordi den kom i umiddelbart forlængelse af et andet stormvejr, hvor en anden Uber-direktør havde udtalt, at han kunne tænke sig at investere i en fond, hvis formål var at grave i kritiske journalisters privatliv.

Kryptering påkrævet

Den udtalelse faldt efter at mediet Pandodaily igennem længere tid havde sat fokus på blandt andet kvinders risiko for voldtægt og overgreb, når de kørte med Ubers freelance-agtigt ansatte chauffører.

Forliget med statsanklageren i New York byder dog på mere end blot den symbolske bøde. Uber forpligter sig også til at kryptere og beskyttede lokationsdata, der indsamles fra chaufførers og brugeres telefoner, og stoppe med at give ansatte adgang til at se alt på en gang i God View-tilstanden.

Samtidig må Uber fremover kun bruge sådanne data til 'legitime forretnings-behov' - uden at der gives detaljer om, hvad det betyder.

Tårnhøj værdi og kold skulder

Selskabet er det mest værdifulde af de såkaldte Unicorns - altså relativt nystiftede tech-selskaber med en værdi på over en milliard dollars, og er tidligere blevet værdisat til at være op mod 450 milliarder kroner værd.

Uber har de seneste par år ekspanderet internationalt, og er mange steder blevet mødt af med en kold skulder. Også i Danmark er tjenesten blevet politianmeldt for at køre med passagerer i strid med loven, og politiet har senest meddelt, at Uber-chauffører nu kan se frem at at få klippet pladerne.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve