Verdensberømt futurist: Maskinerne matcher os i 2029

Futuristen Ray Kurzweil forventer, at maskinerne har personlighed og følelser allerede om 13 år. Bill Gates er bekymret.

Allerede i 2029 vil robotterne kunne udtrykke følelser, mener futurist. (Foto: lluis Gene © Scanpix)

Hvis din smartphone siger, at den elsker dig og kalenderen viser 2029, kan det sagtens være, at der er noget som snakken.

Til den tid vil maskiner nemlig kunne udtrykke både følelser og humor - og måske på nogle områder helt have overhalet den menneskelige hjerne.

Det mener den berømte futurist og opfinder, Ray Kurzweil, der mandag blev interviewet i forbindelse med konferencen '7 days of Genius'.

Kurzweil har gennem en del år markeret sig som en skarp iagttager af, hvor den teknologiske udvikling er på vej hen, og med hensyn til robotter og AI, er han ikke i tvivl: De kommer, og de bliver gode.

Cutting edge-intelligens, ikke kun logik

- Når jeg taler om, at computere når et menneskeligt niveau for intelligens, taler jeg ikke om logisk intelligens. Det handler om at være sjov, og om at kunne udtrykke kærlighed. Det er det mest avancerede inden for menneskelig intelligens, sagde Kurzweil på konferencen, et indlæg, der blandt andet bringes af CNN.

Han forestiller sig, at vi i 2029 vil have nanorobotter i kroppen, der vil sørge for at vi altid er forbundet til nettet, hvor de - indefra hjernen - også vil kunne skabe oplevelser, vi slet ikke kan forestille os i dag.

Samtidig bekymrer Kurzweil sig ikke om tab af jobs, der ellers normalt forbindes med den såkaldte 4. industrielle revolution, hvor robotter og intelligente maskiner overtager mere og mere af menneskets arbejde. De nye muligheder skaber nye jobs, lød det.

Computer slog menneske i brætspil

Kunstig intelligens (AI) er kommet stadigt kraftigere på radaren de seneste par år, ikke mindst fordi flere store tech-selskaber har fattet interesse for området.

Heriblandt Google, der har købt adskillige AI-selskaber, og hvis kunstigt intelligente AlphaGo-computer natten til onsdag i denne uge slog verdensmesteren i brætspillet Go.

Flere kendte navne har dog luftet bekymring for at mennesker mister kontrollen, når maskiner bliver intelligente. Især har Tesla-stifteren Elon Musk og den berømte fysiker Stephen Hawking i skarpe vendinger advaret om potentielle problemer ved at slippe trolden ud af æsken uden den nødvendige omtanke og regulering.

Bill Gates efterlyser regulering

I går kunne også Microsoft-stifter og nuværende filantrop, Bill Gates, melde sig under fanerne i den bekymrede lejr.

Gates gav et skriftligt interview med brugerne af det sociale medie Reddit, hvor han - blandt utrolig meget andet - også forholdt sig til fremtidsudsigterne for netop AI.

- Jeg har ikke set et konkret forslag til hvordan man kan regulere området. Jeg mener, at det er værd at diskutere, for jeg deler Musks og Hawkings synspunkt, at når kun en håndfuld mennesker kontrollerer en platform med ekstrem intelligens, skaber det farer i forhold til magt og med tiden også kontrol, skrev Gates.

Det lange skriftlige interview - og også de underholdende og til tider syrede kommentarer - kan findes her, hvor Gates også afslører, at robotter, der kan bevæge sig lige så godt som et menneske, er tættere på, end vi tror - og at han aldrig har prøvet et hoverboard og en del mere.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve