VIDEO Menneske-robot stavrer rundt i skoven

Robotfirmaet Boston Dynamics præsenterede opdaterede udgaver af deres robotter ved Fab 11-konferencen, der for nyligt blev afsluttet i Boston.

Atlas-robotten bevæger sig ligesom et menneske, men er stadig begrænset af et kabel.

Robotterne kommer - nærmere.

Ved den nyligt afsluttede Fab 11-konference præsenterede Marc Raibert robotproducenten Boston Dynamics fremskridt på robotområdet.

Firmaet er kendt for deres meget livagtige robotter Big Dog og LS3, der blandt andet udvikles til militæret, hvor de skal agere pakdyr og meget andet.

- Mit mål er at bygge robotter, der er lige så gode til - eller måske kan overgå - dyr og menneskers evne til at bevæge sig, manipulere ting og opfatte verden omkring dem, sagde Marc Raibert ved Fab 11.

Vandrer rundt uden at falde

Atlas-robotten, der er Boston Dynamics mest menneskelignende robot, er i stand til at gå på to ben over meget kuperet terræn.

I videopræsentationen viste Marc Raibert Atlas-robotten blive testet udendørs for første gang. I videoen vandrer robotten noget forvirret rundt mellem træerne. Men den falder ikke og den kan navigere mellem træerne.

Den får dog stadig strøm via et tykt kabel, hvilket selvfølgelig giver en række begrænsninger.

- Vi arbejder på en udgave, der ikke er hæmmet af et kabel, forklarer Marc Raibert i videoen.

Atlas-robotten udvikles for DARPA, som er det amerikanske militærs forskningsafdeling for fremtidig teknologi.

Spot-robot løber og åbner døre

Marc Raibert viste også et klip af en mindre, batteridrevet udgave af Big Dog-robotten, kaldet Spot, som også er blevet udstyret med en arm, så den kan åbne døre.

Spot blev præsenteret af Boston Dynamics første gang for et halvt år siden. Robotten bevæger sig stadigt mere flydende, som det kan ses i videoen her.

Boston Dynamics er et af verdens førende udviklere af avancerede robotter. Firmaet arbejder blandt andet på en stor pakdyrs-robot kaldet LS3, der lige nu testes af amerikanske marinesoldater.

Firmaets robot Big Dog er allerede verdenskendt for videoer, der demonstrerer dens næsten uhyggelige evne til at balancere.

Firmaet blev købt af Google i 2013.

Marc Raibert talte ved Fab 11 som en del af Making Robots-præsentationen, hvor en lang række robotforskere deltog. Du kan se en video af hele Making Robots her.