VIDEO: Se selvkørende Google-bil knalde ind i en bus

Et uheld af de sjældne ramte forleden en af Googles selvkørende biler. Nu viser video fra bussen, at det var bilens skyld.

Googles selvkørende biler kører normalt ualmindelig pænt - men midten af februar kvajede en bil sig og kørte ind i en bus. (Foto: ELIJAH NOUVELAGE © Scanpix)

Der sker overraskende sjældent uheld med Googles selvkørende biler - men i februar trak det overskrifter, da det kom frem, at en selvkørende bil var knaldet ind i en bus i Californien.

Bilen fik en del skrammer ved uheldet, men ingen kom noget til - og nu viser en ny video præcist hvad der skete i situationen.

Bilen skulle foretage et vognbaneskift for undvige nogle sandsække på vejbanen, men fik ikke set sig for, og trak derfor ud i siden på en bus, der var ved at overhale den.

Altså en situation, der ikke ville være usædvanlig med et menneske bag rattet.

Fra flere vinkler

I videoen, der består af samme episode fra forskellige vinkler, ses bilen først blinke til venstre ud foran bussen. Omkring 15 sekunder inde i videoen ses en anden vinkel, hvor passagerene overraskes af påkørslen, der kan skimtes ud af vinduerne.

Videoen blev frigivet af de lokale trafikmyndigheder denne uge.

Google har anerkendt, at uheldet skyldtes bilen, der i øvrigt havde en menneske-chauffør om bord. Den kørte dog af sig selv, da uheldet indtraf.

Begivenheden er opsigtsvækkende, fordi Googles selvkørende biler generelt meget sjældent er indblandet i trafikuheld - og dette er første gang, hvor bilen med sikkerhed har været skyld i ulykken. En fejl, Google har forklaret med at bilen troede, at bussen ville give den plads til at skifte vognbane.

Tidligere uheld er ofte sket fordi Googles biler har kørt så pænt, at andre bilister er blevet overrasket.

Blandt andet er det flere gange sket, at Googles biler er blevet påkørt bagfra, når de stoppede for gult lys, hvor en menneskelig chauffør måske ville være smuttet over.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve