Verdens største kløft kan være gemt under ismasserne i Antarktis

Kløften er 1000 km lang og over en kilometer dyb. Det gør den væsentligt større end Grand Canyon.

Netværket af kløfter, og en stor sø, befinder sig under flere kilometer is i Antarktis østlige del. (© Imperial College London)

En kløft der er mange gange længere end Grand Canyon i USA, ligger måske skjult under Antarktis ismasser.

Det viser analyser af satellit-billeder foretaget af forskere fra de engelske universiteter i Durham og Newcastle, samt Imperial College i London.

Deres resultater er publiceret i nyeste udgave af tidsskriftet Geology.

Forskerne vil nu bekræfte deres opdagelser ved måle direkte på kløften gennem indlandsisen.

- Lige nu overflyver geologer fra Kina og USA området med en radar. Radar er rigtig god til at måle isdybden og dermed undersøge grundfjeldet, siger professor Martin Siegert til DR Viden.

Begravet under flere kilometer is

Systemet af kløfter ser ud til at være sammensat af en kæde af både bugtende og lineære elementer, som er begravet under flere kilometer is.

Kløfterne befinder sig i Prinsesse Elizabeth Land i det østlige Antarktis, et området der er ringe udforsket. Kun få målinger af istykkelsen er blevet udført her.

Ifølge forskerne er landskabet under isen er skabt af flydende vand. Enten er det ekstremt gammelt og skabt før Antarktis blev dækket af is, eller også er kløfterne skabt af vand og sten, der har bevæget sig under isen.

Området hvor kløften er fundet ligger i den østlige del af Antarktis, kaldet Prinsesse Elizabeths Land. (© Imperial College London)

En stor sø under isen

Små spor efter kløfterne blev opdaget ved at observere isens overflade, hvorefter forskerne brugte radiobølger, som blev sendt gennem isen for at finde grundfjeldet under den.

Undersøgelserne tyder også på, at området kan gemme på en 1250 kvadratkilometer stor sø.

- Vores analyser præsenterer de første beviser for en enorm kløft og muligheden for en sø, som begge er gemt under isen ved Prinsesse Elizabeths Land. Det er utroligt at forestille sig, at så store landskabsmæssige træk, har været gemt så længe, siger Dr Stewart Jamieson fra Durham Universitet i en pressemeddelelse.

Nu skal radarundersøgelserne så afgøre om de indledende data er korrekte.

Forskerne regner med at offentliggøre deres endelige opdagelser ved et møde i ICEPAC2-samarbejdet senere på året.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve