VIDEO Dækfirma: Fremtidens hjul er en magnetisk kugle

Dækfirmaet Goodyear forestiller sig, at fremtidens førerløse biler skal have kugleformede hjul, der svæver på puder af magnetisme.

Dækket Goodyear Eagle-360 er tiltænkt fremtidens selvkørende biler.

Ved den kæmpestore bilmesse i Geneve i Schweiz, Geneva Motor Show, har dækgiganten Goodyear hevet noget af en joker frem.

Bildækket har ellers ikke ændret sig markant igennem årtier - den perfekte cirkel er svær at forbedre på.

Men nu kigger Goodyear dybt i krystalkuglen og forestiller sig hvordan dækket kan tænkes, hvis alt kan lade sig gøre.

Resultatet er det kugleformede koncept-dæk Eagle-360, som ligner noget fra en science fiction film - og som ikke umiddelbart kan monteres på nogen eksisterende biler.

Dækket er da også designet til fremtidens selvkørende biler, hvor meningen i følge Goodyear er, at magnetfelter skal gøre det ud for aksler, affjedring og fremdrift.

Se hvordan det kugleformede dæk fungerer i videoen i toppen af artiklen.

Kugler der svæver på magnetfelter

På en måde minder dækket om teknologi man kender fra de såkaldte maglev tog, der svæver på puder af magnetfelter. Magnetfelterne sørger også for at skubbe hjulene rundt og bremse dem igen.

Kunne man få det til at fungere i virkeligheden, ville en sådan løsning faktisk bringe mange fordele med sig.

Uden en direkte forbindelse mellem hjulene og de drivende aksler og ophæng, kommer der langt mindre larm fra vejen ind i bilen.

Goodyear hævder også, at det luftige ophæng og vil forbedre komforten dramatisk forbedret. Bilen svæver jo så at sige.

Men den måske mest centrale fordel er nok, at en bil udstyret med kugledæk og magnetisk ophæng vil kunne bevæge sig i alle retninger.

Og dermed bliver det måske snart slut med irriterende parallelparkeringer.

Da kugledækket kan bevæge sig i alle retninger, er det slut med at parallelparkere. (Foto: DR Viden/Screengrab)

Intelligent dæk kan rulle i alle retninger

Dækket skulle også være spækket med sensorer, der fx kan mærke ispletter på vejen og hvordan underlaget opfører sig - og endda kommunikere med myndighederne om skader på vejen og meget andet.

Dækmønstret er inspireret af koraller, mens særlige materialer i dækkets riller ændrer sig alt efter om der er tørvejr eller regnvådt. Et lag af skum under gummiet sørger for en stor kontaktflade med vejen.

Samtidigt sørger det magnetiske ophæng for, at hjulet ikke behøver være fyldt med luft - og derfor ikke kan punktere.

Og samme ophæng betyder også hjulene kan rulle i alle retninger - uafhængigt af hinanden - for at modvirke huller i vejen, aquaplaning og meget andet.

Kræver et kvantespring at realisere

Ideen er vild. Og meget fascinerende.

Men den vil også kræve et mindre kvantespring at føre ud i livet. For det vil kræve et totalt redesign af alle biler.

Derfor fokuserer Goodyear nok også på de kommende - forventede - horder af robotbiler. En udvikling der ligger trygt og godt et langt stykke ude i fremtiden.

For man bliver let en smule skeptisk, når noget er så radikalt anderledes.

Se fx So Ein Ding værten Nikolaj Sonnes reaktion på kugledækket fra messen i Schweiz her:

So Ein Ding Geneva Motor Show Goodyear 360.mp4

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve