VIDEO Nyt VR-headset fra AMD blander virkelighed og fantasi

Sulon Q er et ledningsfrit headset, der både tilbyder augmented reality og virtual reality. Det kan dog blive en tung og varm oplevelse.

AMD har fremvist deres Sulon Q VR-headset, der kombinerer virtual reality og augmented reality.

Oculus Rift, Samsung Gear VR, HTC Vive, LG 360 VR, PS VR, Google Cardboard og Microsoft HoloLens.

Det vrimler efterhånden med virtual reality-tilbud, der enten allerede er her eller er på vej i nærmeste fremtid.

Og nu blander grafikkort- og processorproducenten AMD sig i striden. De præsenterede i forbindelse med Game Developer Conference headsettet Sulon Q, som smider nogle helt nye boller i suppen.

Headsettet kræver nemlig hverken ledninger, gaming-computer eller en dyr smartphone. Al computerkraften er nemlig indbygget i brillerne. Og ifølge AMD er Sulon Q det første ledningsfrie headset, der indeholder "ægte gaming-muskler".

Det styres af Windows 10 og skulle angiveligt kunne levere grafik i konsolkvalitet ved hjælp af DirectX 12 og AMD's LiquidVR teknologi. Man skal bare tage det på og så kører det. Samtidig skulle speciel "spatial redirection" software gøre det muligt at gå lange virtuelle ture på stuegulvet - uden at man opdager, at man går i cirkler.

Kræfterne leveres af en AMD FX-8800P CPU og et Radeon R7 grafikkort, samt 8 gigabyte RAM, der tilsammen smider billeder op på et 2560x1440 OLED display.

Introducing Sulon Q powered by AMD

Kameraer optager virkeligheden

Det we billederne, der er mest afgørende ved Sulon. Headsettet blander nemlig virtual reality med augmented reality, lidt ligesom Microsoft Hololens.

Augmented reality er når et lag af computergenereret grafik og billeder "lægges oven på" virkeligheden, når man kigger ud igennem glasset.

AMD løser det dog anderledes end fx Microsofts HoloLens. I stedet for at have et halv-gennemsigtigt display, er Sulon Q udstyret med højtopløselige 3D-kameraer, der optager video af virkeligheden og viser det på headsettets skærme - hvis man ønsker det.

AMD præsenterede i den forbindelse en temmeligt imponerende video, hvor Sulons augmented reality-egenskaber bliver vist frem ved hjælp af en demo af en levende udgave af bogen Hans og Bønnestagen.

Se videoen af demoen øverst i artiklen.

Sulon Q kræver ingen ledninger. Det er udstyret med ret kraftige komponenter. Hvor tungt det bliver vides endnu ikke. (© AMD)

Vejer og koster nok en bondegård

Umiddelbart er der meget ved Sulon Q, der lyder lovende. Men præsentationen efterlader også en del spørgsmål.

Der er ingen tvivl om, at det er en kæmpe fordel med et ledningsfrit headset, men fordi det betyder, at alt hardwaren er "on board", kan man også frygte, at headsettet bliver meget tungt.

En anden bekymring er, at headsettet bliver meget varmt - noget specielt AMD's grafikkort tidligere har haft lidt problemer med.

Varmen kender vi ikke, vægten er indtil videre ikke offentliggjort - og det er prisen heller ikke.

Men måske kan Sulon Q være med her. Det kræver jo ikke en telefon til 5000-7000 kroner oveni headsettets pris.

Men billig bliver løsningen nok ikke. Et styk Oculus Rift koster 600 dollars - omkring 4000 kroner - og er ikke udstyret med indbygget gaming-hardware.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve