VIDEO Revolutionerende dronefly letter lodret

USA's militærs opfinderværksted DARPA vil udvikle et fly, der bruger elmotorer til at opfylde en gammel drøm.

Prototypen LightningStrike letter og lander lodret ved hjælp af 24 elektriske propeller, som får energien fra en tre megawatt kraftig generator.

Fly der letter lodret fra jorden helt ubesværet er en klassisk science fiction drøm. Men forsøg på at bygge dem i virkeligheden har - udover den brændstoftørstige Harrier Jump Jet - været præget af de rene udviklingsmæssige mareridt - både teknologisk og økonomisk.

Nu har det amerikanske militærs teknologiafdeling DARPA dog fået en ny ide til et såkaldt VTOL - som står for Vertical Take off and Landing - et fly der letter og lander lodret.

Flyet er indtil videre kun tegninger til en ubemandet prototype, som har fået navnet LightningStrike. Det er en del af VTOL X-Plane-projektet, der nu er gået ind i anden udviklingsfase.

Planen er dog at bygge flyet, som er en kombination af en række innovationer, der tilsammen får det til at se meget anderledes ud end de fly, vi er vant til at se.

LightningStrike er udstyret med en centralt placeret gasturbinemotor, der leverer omkring tre megawatt elektrisk energi.

Det enorme elektriske output skal drive hele 24 elektriske propeller af typen ducted fan, hvor hver enkelt propel er integreret i hver sin specialdesignede aerodynamiske celle, der optimerer skiftet mellem lodret opstigning og horisontal flyvning.

Propellerne er fordelt på to vinger, og to små vinger foran, som alle kan rotere og vippe.

Flyver 700 kilometer i timen

Flyet kommer til at kunne flyve omkring 700 km/t med en lasteevne på omkring 40 procent af sin egen vægt - cirka seks tons.

Ideen med VTOL X-plane er ikke at udvikle et fly til produktion men at videreudvikle og modne nye teknologier, som kan overføres til andre fly i fremtiden.

Og der er mange fordele ved en central generator i et fly, med modulære elektriske motorer, som kan lande stort set hvor som helst.

Ifølge teknologimediet Foxtrot Alpha, der har interviewet Ashish Bagai, der er projektleder på LightningStrike, er teknologien endda skalerbar, så den kan flyttes til langt større fly.

Bagai er slet ikke i tvivl om, at VTOL-revolutionen begynder nu.

- Forestil jer elektriske fly der er mere stille, energieffektive, tilpasningsklare og som kan udføre opgaver uden en landingsbane, skriver han i en pressemeddelelse.

Opdateret: Artiklen blev oprindeligt udgivet uden nævnelse af Harrier Jump Jet. Den er tilføjet som et positivt eksempel på en VTOL-flyvemaskine på flere læseres opfordring.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve