Tema Årsdag for Charlie Hebdo

Et år efter Charlie Hebdo: Præsident Hollande ventes at stramme terrorloven

Det er præcis et år siden, at satiremagasinet Charlie Hebdo blev angrebet. I dag roser Frankrigs præsident politiets indsats. Dr.dk sender live kl. 11.30.

For præcis et år siden i dag blev det franske satiremagasin Charlie Hebdo angrebet.

Flere steder i Paris bliver de dræbte i dag og de kommende dage mindet. Frankrigs præsident Francois Hollande besøger politiets hovedkvarter i Paris for at rose dem for deres indsats, og forleden afslørede han en mindeplade til ære for de dræbte.

Præsident Hollande taler til medlemmer af antiterrorstyrkerne i politiets hovedkvarter i Paris. I talen ventes Hollande at have fokus på nye lovstramninger mod organiseret kriminalitet og terrorisme.

Flere dages drama

For et år siden slutter det hele efter efter godt to døgn. I alt mister 20 mennesker livet - inklusiv tre terrorister - på fire forskellige steder i og omkring Paris.

I dag kl 11.30 sender dr.dk live fra årsdagen for angrebet.

Angrebet

Angrebet starter kl. cirka 11.30, hvor to maskerede terrorister bevæbnet med kalashnikov-geværer stormer Charlie Hebdo. Det er brødrene Saïd Kouachi, 34 år, og Chérif Kouachi, 32. De dræber ti mennesker, heriblandt chefredaktøren, flere tegnere og en gæst på redaktionen.

Under flugten skyder og dræber de politimanden Ahmed Merabet.

DR's korrespondent Bjørn Villum var i Paris for et år siden - og det er han også i dag, hvor han vil rapportere live.

I studiet kommer Lars Refn, formand for danske bladtegnere, Dennis Meyhoff Brink, forsker i religionssatire, Manni Crone, forsker i terrorisme og Frankrigs indenrigs- udenrigs- og sikkerhedspolitik, samt Frederik Hjort Gernigon, der har boet 15 år i Paris og befandt sig der, da angrebet skete.

I videoen i toppen af artiklen kan du se TV Avisens overskrifter fra de to dages tragiske begivenheder