Sneen er begyndt at fyge ind over Detroit, men nikotintrangen får Craig Fahle til at trodse den bidende kulde for at pulse på en smøg.

Han slår ud med armene og peger mod art deco-bygningerne, der kæmper om at nå tættest på himlen.

– For fem år siden var der fuldstændig øde her, siger Craig Fahle, der er PR-chef for Detroit Land Bank Authority.

– Alle butikkerne og cafeerne var lukket, og selv nogle af kontorbygninger stod tomme, men det er ikke til at se nu.

For næsten tre år siden gik Motor City konkurs, men nu er byen genopstået som et symbol på den amerikanske industris op- og nedture med det nye kælenavn: America’s comeback city.

Det er historier som Detroits, den republikanske rigmand Donald Trump hentyder til, når han under sloganet ’make America great again’ prædiker for, at USA igen skal til at fremstille ting fra bunden frem for at outsource.

Om hans budskab når igennem til indbyggerne, finder vi ud af i nat, når Detroit og resten af staten Michigan skal stemme om, hvem der skal være præsidentkandidat for republikanerne og demokraterne.

Detroits storhed er bygget på knofedt og smøreolie på fabriksgulvet.

I begyndelsen af 1900-tallet blev bilfirmaerne General Motors, Ford og Chrysler grundlagt her, og i takt med at bilerne rullede ud på samlebånd, etablerede Detroit sig som verdens bilby nummer et.

Det var her, USA byggede ting, og de mange jobs inden for produktion lokkede hundredtusinder af folk til Motor City.

På sit højeste i 1950’erne havde byen 1,8 millioner indbyggere og var USA’s fjerdestørste by. Folk havde penge mellem hænderne og kunne prale af USA’s højeste gennemsnitsindkomst. Detroit var et industrielt mirakel.

Men langsomt rykkede fabrikkerne til forstæderne, og da befolkningen flyttede med, begyndte Detroit en lang og pinefuld nedtur, der kulminerede under finanskrisen i 2008.

Mens bilbranchen fik kunstigt åndedræt, skød arbejdsløsheden og kriminaliteten i vejret, mens butikker og fabrikker gik nedenom og hjem.

En tredjedel af alle boliger røg på tvangsauktion, og de titusinder af tomme boliger fik byen til at fremstå som en spøgelsesby.

Fra 2009 til 2010 flyttede næsten 200.000 indbyggere væk fra Detroit, og i dag er der færre end 700.000 beboere — under halvt så mange som i storhedstiden i 50’erne.

Nogle lokale sammenlignede det med New Orleans efter orkanen Katrina med den eneste forskel, at katastrofen her var menneskeskabt.

Byen havde en gæld på omkring 100 milliarder kroner, og i 2013 gik Detroit konkurs som den største by i USA’s historie.

40 procent af gadelamperne gik ud, affaldet blev ikke hentet, to tredjedele af ambulancerne stod stille, og politi og brandvæsen var så underbemandet, at det kunne tage op mod en time at rykke ud. Så Detroits beboere er vant til modgang. Der er noget næsten trodsigt og masochistisk over, hvor stolte de er over deres hjemby symboliseret af de populære t-shirts og hættetrøjer med ordene ’Detroit hustles harder’ skrevet hen over brystet.

Men det var nødvendigt, at udefrakommende ligeledes begyndte at tro på mottoet, hvis byen skulle genrejses. Det gjorde Dan Gilbert.

Hvis Detroit har en frelser, så er det ham.

I slutningen af 1990’erne grundlagde Dan Gilbert sin formue ved at tilbyde huslån på nettet, og han så Detroits forfald som en mulighed.

I 2010 rykkede han sit firma Quicken Loans’ hovedkvarter fra forstaden Livonia til downtown Detroit, hvor han begyndte at opkøbe forfaldne kontorbygninger og skyskrabere gennem sit andet selskab Bedrock Real Estate Services.

Efter at have brugt næsten 15 milliarder kroner på at erhverve og istandsætte 80 bygninger er downtown som forvandlet.

Fra et mennesketomt sted med barrikaderede butiksvinduer er det nu et livligt centrum med en skøjtebane foran Quicken Loans’ hovedkvarter, hvor 15.000 ansatte arbejder.

Derudover er 150 virksomheder, fra Microsoft til Twitter, Nike og John Varvatos rykket ind i de nyrenoverede bygninger.

– Det hele er sket så hurtigt, siger Dan Mullen, Bedrocks vicedirektør.

Han mener, at Detroits konkurs var god for Detroit.

– Vi var nødt til at stoppe blødningen og omstrukturere, siger han.

Downtown Detroits genfødsel kan ses som en større tendens, hvor amerikanerne, efter i årtier at være rykket til forstæderne, nu er begyndt at flytte tilbage til byerne.

I området Captiol Park, hvor ingen ville bo for tre-fire år siden, betaler folk nu glædeligt 13.000 kroner i husleje om måneden.

– 99 procent af vores lejligheder i downtown er lejet ud, og vi kan ikke bygge boliger hurtigt nok. Der er tusindvis af folk på venteliste, og butikker og restauranter tripper for at rykke ind, siger Dan Mullen.

Kører man langs de brede boulevarder en smule nord for downtown, forsvinder byggekranerne dog og giver plads til en anden virkelighed.

Gabende tomme huse med døde øjne og sammenfaldne mure står side om side.

Når en by mister en million indbyggere, er husene som gravsten, der konstant minder folk om, at Detroit stadig har lang vej endnu.

Det forsøger Craig Fahle at gøre noget ved.

Som PR-chef i Detroit Land Bank Authority har han til opgave at luge ud i de faldefærdige boliger.

Craig Fahle klikker sig ind på hjemmesiden Buildingdetroit.com. Her har Detroit Land Bank sat tusindvis af huse på auktion i håb om, at de kan finde nye ejere, der vil give dem en kærlig hånd.

– Se det her hus, siger han og klikker på et rødt murstenshus i to etager med brædder for vinduerne, som selv en ejendomsmægler ville være flov over at kalde et håndværkertilbud.

Prisen er til gengæld også derefter – det vindende bud lyder på omkring 7.000 kroner.

– Ja, der er meget, der skal sættes i stand, men hvor kan du ellers få et fireværelses hus på 185 m2 for 7.000 kroner, siger Craig Fahle.

Interessen for auktionerne er stigende.

Nogle huse indbringer lidt over 200.000 kroner, og huse, som han ikke ville have kunnet komme af med for et år siden, bliver nu solgt.

For Detroit Land Bank er det bedre at sælge husene til spotpris, så de sparer de godt 100.000 kroner, det koster at rive det ned.

Men ikke alle huse kan sælges, så sideløbende har Detroit Land Bank startet USA’s største nedrivningsprojekt.

Hver uge jævner de 100-150 huse med jorden. På halvandet år har de revet 7.800 huse ned. Men der er stadig 32.000 huse tilbage og yderligere 38.000 i farezonen.

– Det illustrerer meget godt det enorme tab af indbyggere, byen oplevede, siger Craig Fahle.

Nedrivning

Hvert år fjerner Detroit flere huse end der er på Ærø.

Hele kvarterer er næsten forsvundet, efter at bulldozerne har været forbi, og på gader, hvor der før stod 40 huse, er der nu kun tre tilbage.

– Det mærkelige er, at forladte bygninger næsten er som kræft. De breder sig, siger Craig Fahle.

Derfor sætter Detroit Land Bank bulldozerne ind, før det er for sent. Og planen er lykkedes. I gennemsnit er huspriserne steget med 13,4 procent de steder, hvor øjebæerne er blevet fjernet. Enkelte steder er huspriserne fordoblet på bare et år.

– Inden da var huspriserne faktisk faldende, så vi har vendt den tendens, siger Craig Fahle.

De tomme grunde tilbyder de til naboen for 700 kroner i håb om, at de gør noget ved den – en ny garage, en udbygning eller en enorm have.

Andre steder omdannes grundene til grønne områder eller offentlige urtehaver, som der efterhånden er hundredvis af i Detroit.

Hvor der før var asfaltjungler, spirer der nu agurker, tomater og grønkål op.

– De gode nyheder er, at hvis det her kan lykkes i en by som Detroit, så er der håb for alle andre byer i USA i en lignende situation, siger Craig Fahle.

I et gråt industrikvarter i Corktown troner en kasseformet lagerbygning op som en forstørret legoklods.

Udefra ligner den en af de utallige øde lagerbygninger, men bag de fire vægge arbejder folk på igen at slå Detroits navn fast som et produktionscentrum.

Ponyride er et kreativt samlingspunkt for iværksættere, og en af de organisationer, der gentænker, hvordan fremtidens Detroit skal se ud.

Ponyrides grundlægger, Phil Cooley, købte lagerhallen på tvangsauktion for cirka 700.00 kroner og lejer pladsen ud til nystartede firmaer til langt under markedsprisen.

– Det er et sted, hvor små forretningsdrivende kan prøve nogle ting af, siger Stella Safari, Ponyrides daglige leder.

I et hjørne af de 2.800 m2 sidder to dusin kvinder og arbejder foran summende symaskiner. De laver jakker, der kan omdannes til soveposer, som de giver til hjemløse.

I et andet hjørne designer Detroit Denim Co. jeans. Under trappeopgangen har Beard Balm, der kan tæmme selv det mest viltre fuldskæg, hjemme, og i træværkstedet arbejder en ung gut på nogle bærbare højttalere af træ.

De fleste af firmaerne slår på, at deres produkter er ’made in Detroit’.

Ponyride er så populært, at de har en lang venteliste af folk, der håber på at leje sig ind. Derfor er de på udkig efter flere billige lagerbygninger.

– Vi har brug for flere iværksættere, og det her er en god måde at kanalisere den kreative energi, der er i Detroit, og skabe økonomisk fremgang, siger Stella Safari.

Ponyrides grundlægger, Phil Cooley, har flere gange understreget, at Detroit ikke har brug for at blive reddet – det klarer indbyggerne fint selv.

Efter år uden de mest basale ydelser har mange lokale følesen af, at hvis der skal ske noget, så kan de ikke regne med myndighederne for at få hjælp. I stedet må de selv tage affære. Det har skabt en særlig iværksætterånd.

– Efter finanskrisen var der en følelse af, at Detroit var det næste grænseland. Det var lidt lige som det vilde vesten, hvor folk var pionerer, siger Stella Safari.

Alt er dog langt fra rosenrødt.

Selv om arbejdsløsheden er faldet drastisk, er den stadig næsten dobbelt så høj som i resten af USA, og 40 procent af indbyggerne lever under fattigdomsgrænsen, hvilket gør Detroit til den fattigste storby i USA.

Nogle lokale er nervøse for, at udviklingen går for hurtigt og tromler over samfundets bund i fremskridtets navn.

Og det fremskridt kan man næsten tage og føle på i kvarteret Midtown.

I det såkaldte TechTown sidder hundredvis af computerprogrammører foran deres skærme og arbejder på morgendagens teknologi sammen med en række andre startups.

Det er heller ikke tilfældigt, at den hippe urfabrikant Shinola har placeret deres hovedbutik her i Midtown, hvor deres eksklusive ure, cykler og lædertasker udstilles, som var det et museum.

I lokalet ved siden af har rockstjernen Jack White åbnet pladebutikken Third Man Records, mens folk på den anden side af gaden prøvesmager dyre dråber på mikrobryggeriet Motor Town Brewing.

Det mondæne supermarked Whole Foods er endda rykket ind i Midtown - om noget et tegn på, at tingene er ved at ændre sig i Detroit.

Trods bekymringerne er byen trådt ud af konkursen og sluppet af med størstedelen af gælden.

Et nyt ishockeystadion er ved at blive bygget, skinnerne til Detroits første seriøse forsøg på at skabe et robust offentlig transportsystem er lagt.

Og gadelamperne er tændt igen.

Fremtiden ser lysere ud – bogstavelig talt.

Credit


Tekst, video og foto: Sole Møller

Grafik: Morten Fogde Christensen

Webdokredaktør: Hans Christian Kromann

Udgivet 7. marts 2016.