Leonardo DiCaprio er en af verdens mest berømte skuespillere.

Han kan tage mere end 150 millioner kroner for en filmrolle, han kan vælge sine kærester blandt verdens smukkeste modeller (og gør det), og han har modtaget et utal af priser.

Men han har aldrig vundet en Oscar.

Fire gange tidligere har han forgæves været nomineret, men med rollen som pelsjægeren Hugh Glass i ’The Revenant’ vender det endelig. Det er både anmeldere, filmbranchefolk og bookmakere enige om.

Et interview med Leonardo DiCaprio er derfor oplagt. Det er til gengæld ikke så nemt. Faktisk er det næsten umuligt at trænge igennem skuespillerens værn af agenter, supermodeller og bedre ting at tage sig til.

I stedet må man gøre det næstbedste: Snakke med dem, som har spillet sammen med ham.

Leonardo DiCaprio blev født i 1974 og begyndte sin karriere med roller i tyggegummireklamer og tv-serier som ’Lassie’, ’Roseanne’ og ’Vokseværk i Familien’.

Hans første store filmrolle var i filmen ’This Boys Life’, men det var rollen som den evnesvage Arnie i ’Hva’ Så Gilbert Grape’ fra 1993, der gjorde Leonardo DiCaprio til en ny amerikansk ungdomsstjerne og indbragte ham hans første Oscarnominering.

Darlene Cates spillede Leonardo DiCaprios svært overvægtige mor i filmen:

- Leo var bare et barn. Han havde altid gang i et væddemål med Johnny Depp. Engang blev Leo overtalt af Johnny til at spise et råddent, syltet æg. Først nægtede han, men præmien steg hele tiden, og da Johnny tilbød ham 25.000 dollars for det, gjorde Leo det. Han tog en bid af ægget og blev virkelig dårlig. Så han endte med at måtte spytte det ud.

- Leonardo forstod, at det var meget svært for mig at spille rollen som hans mor. Jeg blottede mig. Min karakter Bonnie og jeg havde ikke særlig meget til fælles, men vi havde vores størrelse, og det var svært for mig, at så mange skulle se mig. Han var altid utrolig omsorgsfuld over for mig. Han forlod aldrig optagelserne uden at kysse mig farvel på kinden og sige: ”Vi ses i morgen, Momma”.

- På et tidspunkt i filmen dør Momma, og det er Arnie, der finder hende. Han begynder at råbe og skrige for at vække hende. Og jeg siger dig, det var højt. Jeg troede, jeg ville falde ned fra sengen, jeg lå på. Så snart der blev råbt ”cut”, tog jeg mig til ørerne og bad Leo om ikke at skrige mig direkte ind i øret. Han blev helt ked af det. ”Det var ikke med vilje, skal jeg hente lægen?” spurgte han. ”Nej”, sagde jeg. ”Du skal hente en øreprop til næste gang, vi optager scenen”. Og så løb hen af sted for at finde en øreprop.

Leonardo DiCaprio skrev dette brev til sin "film-mor" på bagsiden af et manuskript under optagelserne:

Fire år efter ’Hva’ Så Gilbert Grape’ indspillede Leonardo DiCaprio ’Titanic’. Filmen fra 1997 vandt 11 Oscarpriser og gjorde Leonardo DiCaprio til stjerne og fast plakatinventar på pigeværelser verden over.

Jason Barry brugte seks måneder sammen med Leonardo DiCaprio under optagelserne til ’Titanic’. I filmen spiller Jason Barry Leonardo DiCaprios ven Tommy:

- Vi optog filmen i en lille mexicansk by, hvor der ikke rigtig var noget at lave. Der var et par restauranter, hvor man ret hurtigt blev træt af maden, og det var det. I stedet blev vi på hotellet og spillede computerspil sammen. Jeg har aldrig spillet så meget computer, som jeg gjorde med Leo i de seks måneder. Vi spillede alle de mest populære spil fra 1996.

- Dengang kunne han sagtens gå rundt uden at blive genkendt. Der var aldrig nogen, der opdagede ham eller fulgte efter ham i byen. Et par enkelte gange dukkede der nogle piger op på hotellet, men det var ikke ofte. Til gengæld havde han tit Tobey Maguire og andre venner på besøg.

- Leo anede ikke, det ville blive så stort, som det endte med at blive. Men hvordan kunne han også det? Hvem kunne have forudset, at omtrent halvdelen af verden ville blive forelsket i filmens hovedrolleindehaver?

Efter ’Titanic’ led millioner af teenagepiger verden over af ”Leomania”. Skuespilleren var på forsiden af sladderblade, og lønnen fik et gevaldigt hop opad.

Leonardo DiCaprio var en af verdens mest eftertragtede skuespillere, da han i 2000 spillede en ung, amerikansk backpacker i jagten på et legendarisk hemmeligt samfund i ’The Beach’.

Norske Lars Arentz-Hansen spillede rollen som Bugs i ’The Beach’ og brugte seks måneder på optagelserne:

- Det, der gjorde mest indtryk, var alle paparazzifotograferne, der lå i både i vandet flere hundrede meter fra stranden, hvor vi arbejdede. Det, og så journalisterne fra tabloidaviserne, som forsøgte at blive venner med alle os skuespillere bare for at få nogle citater om Leonardo. De var der konstant. De sneg sig ind på filmsettet og ventede på ham på parkeringspladserne. De unge piger var der også med deres ’The Beach’-bøger og håbede at få et glimt af ham.

- Vi så ikke så meget til ham. Mens resten af os skuespillere boede på femstjernede hoteller, boede han for sig selv på en grund med seks huse og flere swimming pools. Leonardo holdt sig mest for sig selv og fik sine venner og sin kæreste fløjet ind, så han kunne være sammen med dem.

- Vi optog en scene, hvor Leonardo og min karakter sloges. Scenen tog flere dage at optage, men det endte med, at den ikke kom med i filmen. Faktisk var der en masse voldelige scener og scener med sex, der ikke kom med i filmen. Det blev alt sammen slettet, fordi Leonardos fans var så unge. Det var vigtigt for filmselskabet, at filmen ikke blev forbudt for unge mellem 13 og 17 år. Halvdelen af alle mine scener i filmen røg på den konto.

- Mens vi optog vores scener sammen, småsnakkede Leonardo og jeg lidt, men faktisk ikke så meget. Sådan er det, når man arbejder på et Hollywood-projekt. Der er et hierarki. I Skandinavien opfører vi os i filmbranchen som om, alle er lige, men sådan er det bare ikke med amerikanske film.

- Leonardo var helt klar over, at folk altid håbede at få noget ud af at være sammen med ham. Vi var 30 skuespillere, og alle ville jo gerne være venner med ham, netop fordi de håbede, at der ville komme noget ud af det for dem.

Fire gange tidligere har Leonardo DiCaprio været nomineret til en Oscar for bedste mandlige hovedrolle eller birolle. Hver gang er han blev slået af andre store skuespillere:

12 år efter ’The Beach’ har Leonardo DiCaprio takket nej til roller som førsteelsker, og teenagepigerne har pillet plakaterne af ham ned. Med roller i ’Blood Diamond’, ’The Departed’ og ’Revolutionary Road’ er han vokset fra barnestjerne og teenageidol til karakterskuespiller.

I ’The Wolf of Wall Street’ fra 2013 spiller han hovedrollen i den sandfærdige historie om børsspekulanten Jordan Belfort og hans liv med stoffer, ludere, formuer og – til sidst – fængsel.

Stephanie Kurtzuba spillede rollen som den kvindelige børsspekulant Kimmie Beltzer og arbejdede fire måneder på ’The Wolf of Wall Street’:

- Alle prøvede at opføre sig normalt over for ham, men det var svært. Vi talte alt for meget eller blev alt for ivrige – det føltes som den gang, man forsøgte at gøre et godt indtryk over for de populære tilbage i ottende klasse.

- Den første dag på settet, var jeg ikke blevet introduceret til Leo, og jeg var lidt nervøs. Jeg stod sammen med en flok skuespillere og i scenen skulle Leo gå forbi os. Mens han var på vej imod os, blev der sagt ”cut” og så vendte han sig om mod mig og sagde ”Hej. Er du ikke Stephanie?”. Jeg syntes, det var meget fint og sødt af ham at gøre, for det havde han jo slet ikke behøvet.

- Hver gang Leo var færdig med en scene, gik han hen til en skærm for at se optagelserne, så han kunne gøre det bedre i næste forsøg. Han var utrolig dedikeret og var en af de mest velforberedte skuespillere, jeg nogensinde har set. Han kunne hvert eneste ord af alle sine monologer, der flere gange strakte sig over tre siders tekst.

Leonardo DiCaprios Oscar-chancer har måske aldrig været bedre end i år, hvor han er nomineret for sin rolle i filmen ’The Revenant’, der blev optaget under svære forhold. Leonardo DiCaprio har selv fortalt, at det er den hårdeste rolle, han nogensinde har haft.

Filmen fører årets Oscarkapløb med 12 nomineringer – blandt andet for bedste mandlige hovedrolle, bedste film, bedste instruktør og bedste mandlige birolle.

Melaw Nakehk’o spillede rollen som den kidnappede høvdingedatter Pawaqa i ’The Revenant’ og brugte seks måneder på optagelserne til filmen:

- Da jeg mødte Leonardo DiCaprio første gang, sad jeg for mig selv og ammede min søn på en bakketop. Jeg sad i solskinnet med brystet blottet, da han pludselig kom gående op ad bakken. Jeg har været fan af Leonardo siden, jeg så ’Romeo og Julie’, så det føltes noget mærkeligt.

- Jeg så ham ikke alene igen. Han har tre assistenter, en personlig kok, egen hårstylist og privat make-up-artist. Han har en masse folk omkring sig konstant.

- Han virkede flink, selvom vi aldrig sad sammen bare os to og snakkede. Han kunne altid folks navne – og det gør jo en glad, at han kan det, når man tænker på hvor mange mennesker, han konstant møder. Han huskede altid mit navn og spurgte altid til min søn. Det var meget sødt af ham.

- Sidste gang jeg så ham var til verdenspremieren på ’The Revenant’ i L.A. Han fik øje på mig og vinkede for, at jeg skulle komme hen til ham. ”Melaw, vi har ikke et billede sammen, det bliver vi nødt til” sagde han til mig. Så vi fik taget et billede, og jeg tænkte bare: ”Åh Gud, så I det alle sammen? Leonardo vinkede mig over til sig”.

23 år, otte modelkærester og nul Oscarpriser senere er Leonardo DiCaprio tilbage, hvor han startede med ’Hva’ Så Gilbert Grape’.

Som Oscarnomineret skuespiller.

Dengang, i 1993, gjorde ingen sig nogle særlige tanker om Leonardo og statuetten. Sådan er det ikke længere. Alle er på Team Leonardo.

På de sociale medier bliver der heppet på ham under hashtagget #giveleoanoscar, ligesom der er lavet et computerspil, hvor spilleren skal hjælpe Leonardo DiCaprio med at vinde den forbandede statuette.

Selv et medlem af Oscar-akademiet har offentligt sagt, at han stemmer på ”fantastiske” Leonardo DiCaprio, selvom det er alvorligt brud på Oscar-reglerne.

Om Leonardo DiCaprio så rent faktisk vinder Oscar-statuetten bliver afgjort natten til mandag dansk tid.

Credit


Tekst: Annegerd Lerche Kristiansen

Grafik: Ninni Munch Pettersson

Redaktør: Hans Christian Kromann

Billeder og video fra filmene:

'What's Eating Gilbert Grape', Scanbox.

'Titanic', 'The Beach' og 'The Revenant', 20th Century Fox.

'The Wolf of Wall Street', Universal.

Billeder i grafik: Getty Images.

Udgivet 26. februar 2016.