Tv-forbruget er stabilt på overfladen

Efter at danskernes tv-forbrug har været faldende siden 2010, stabiliserede det sig i 2015. Samtidig har forskellen mellem høj- og lavfrekvente tv-seere dog aldrig været større.

(Foto: Petra Kleis © DR Medieforskning)

Siden danskernes tv-forbrug toppede i 2010 med 3 timer og 21 minutter dagligt, er tidsforbruget faldet til 2 timer og 52 minutter i 2015. Mens vi de seneste år har set årlige fald på helt op til 8 %, er tv-seningen i 2015 stort set uændret sammenlignet med 2014, hvor danskerne i snit så tv i 2 timer og 53 minutter dagligt.

Det stabile tidsforbrug dækker over en let faldende dækning og en polarisering mellem høj- og lavfrekvente seere. I 2015 havde 66 % af danskerne dagligt tændt for en tv-kanal mod 67 % i 2014. Også den ugentlige dækning er faldet en smule.

Højfrekvente tv-seere

Gennemsnitsalder: 57 år

53 % er kvinder

Bor over hele landet, dog en overvægt af danskere bosat på Sjælland og i Nordjylland

Ser tv 6 timer og 7 minutter dagligt 9 % ser tv over internettet mere end én gang om ugen

12 % er enige i, at det er vigtigt at kunne se tv på nye platforme

60 % benytter internettet på mobiltelefonen

Mens lidt færre danskere ser tv på både daglig og ugentlig basis, har de højfrekvente seere – som er den ottendedel der oftest ser tv – fortsat et meget højt tv-forbrug på over 6 timer dagligt. Til gengæld falder forbruget fortsat blandt de lavfrekvente tvseere, der i 2015 så blot 19 minutter dagligt. Forskellen mellem høj- og lavfrekvente seere har aldrig været større. Meget peger på, at især unge danskere ser mindre tv, som følge af et skifte fra traditionelt tv til on demandtjenester, mens det omvendt er de ældre danskere, der ser mest tv.

Trods den let faldende dækning og øgede polarisering står tv-mediet fortsat stærkt. 9 ud af 10 danskere ser fortsat tv hver uge, og størstedelen af tiden bruges stadig i selskab med de fire store kanalfamilier – TV 2, DR, MTG TV og Discovery Networks – der nu står for 91 % af seernes tid foran fjernsynet mod 90 % i 2014. Fælles for flere af kanalgrupperne er, at sport spiller en central rolle i det samlede årsresultat.

TV 2: Sport og nyheder dominerer

TV 2-familien er fortsat den største tvaktør på det danske marked og er med en fremgang på 0,9 seerandelspoint også den tv-gruppe der vokser mest i 2015. Fremgangen skal primært tilskrives TV 2 News og TV 2 Sport, mens TV 2 Zulu og TV 2 Charlie taber seere. De øvrige TV 2-kanaler kommer næsten uændret ud af 2015.

Lavfrekvente tv-seere

Gennemsnitsalder: 23 år

59 % er mænd

Bor over hele landet, dog en overvægt af danskere bosat i Midtjylland

Ser tv 19 minutter dagligt

31 % ser tv over internettet mere end én gang om ugen

18 % er enige i, at det er vigtigt at kunne se tv på nye platforme

92 % bruger internettet på mobiltelefonen

Hovedkanalen TV 2 står for 23,7 % af danskernes tv-forbrug, hvilket er en stigning i forhold til 2014, og kanalen er dermed fortsat landets største. Til forskel fra 2014 måtte TV 2 dele håndboldrettigheder med DR1 i starten af året og undvære VM i fodbold hen over sommeren, men formår til trods herfor at komme styrket ud af 2015.

Selvom året ikke bød på de største sportsbegivenheder, var sport i almindelighed og håndbold i særdeleshed med til at trække seere til den nye kanal TV 2 Sport. Sportskanalen kommer ud af 2015 med en seerandel på 1,3 % og klarer sig dermed væsentligt bedre end TV 2 Film, hvis plads i kanalfamilien TV 2 Sport har overtaget. I en tid hvor Netflix opfylder mange danskeres fiktionsbehov, lader det til at være en fornuftig udskiftning for TV 2-gruppen.

TV 2 Zulu kan for alvor mærke konsekvenserne af et øget streamingforbrug og fravær af sport. Kanalen kunne fejre 15 års fødselsdag, men med et årsresultat på 2,2 % har TV 2 Zulu ikke meget at fejre, da det blev det svageste år siden 2003. Foruden fravær af sport og manglende trækplastre på fiktionsfronten, påvirker det også årsresultatet, at YouSee slukkede for det analoge signal ultimo 2014 og flyttede TV 2 Zulu fra mellemtil fuldpakken i starten af 2015.

Med terror- og valgdækning som løftestang fik TV 2 News sit bedste år nogensinde med en seerandel på 4,0 %, hvilket overgår det hidtidige rekordår 2013. Dermed er TV 2 News for første gang større end TV 2 Charlie, der endte 2015 på 3,8 % mod 4,0 % i 2014.

DR: De små kanaler i fremgang

DRs tv-kanaler står i 2015 for 34,0 % af tv-seernes forbrug og går samlet frem med 0,3 seerandelspoint ift. 2014. Fremgangen dækker over tilbagegang på DR1 og DR Ultra, mens resten af porteføljen kommer ud af året i plus.

Efter flere år med fremgang lander DR1 i 2015 på 22,2 % mod 22,4 % i 2014. Høje seertal til bl.a. Den store bagedyst og Rigtige mænd er ikke nok til at kompensere for fraværet af store begivenheder som Eurovision Song Contest på dansk jord og VM i fodbold.

DR2, DR3 og DR K kommer alle styrkede ud af 2015. På DR2 skyldes det bl.a. nye sæsoner af Indefra med Anders Agger og Nak & Æd. DR K får sit hidtil bedste år med en seerandel på 2,2 %, hvilket især kan tilskrives markeringen af 70-året for befrielsen. Også DR3 får sit hidtil bedste år – særligt blandt de unge seere. Det skyldes bl.a. fremgang i primetime og en stærk sommer, hvor så forskellige emner som drab, katte og atletik hittede.

DR Ramasjang vokser blandt de 3-6-årige, hvor programmer som Hr. Skæg, Sofus og Ramajetterne fortsat er i høj kurs. DR Ultra mærker den øgede konkurrence fra både hovedkanalerne og de kommercielle børnekanaler og taber seerandele blandt de 7-12-årige.

MTG TV: TV3 Puls overrasker

MTG TV er fortsat den tredjestørste tvgruppe herhjemme med en seerandel på 10,7 %, hvilket er et mindre tab i forhold til 2014. Livsstilskanalen TV3 Puls står for den største fremgang og mens TV3 øger en smule går resten af kanalerne alle tilbage i 2015.

TV3 ender på 4,7 %, hvilket er en anelse frem ift. 2014. Seermagneterne Masterchef, Familien fra Bryggen og Luksusfælden fortsatte de gode takter fra 2014, men også Mit plastikmareridt bidrog med høje seertal. Det lykkes også Paradise Hotel at stoppe de seneste års negative udvikling i seertallene.

TV3 Puls fik det bedste resultat nogensinde med en seerandel på 1,8 % mod 1,6 % i 2014, og det kan kanalen primært takke Depotjægerne, Depotjagt og Containerjægerne for. På TV3+ er det fortsat sport, der er den største drivkraft i 2015. Der var øget seeropbakning til Superligaen og Champions League, men grundet danske Kevin Magnussens exit fra Formel 1 og et fald til amerikansk NFL-fodbold blev det til en samlet nedgang ift. 2014.

På trods af fremgang til to ud af gruppens fem kanaler inkasserer MTG TV et fald på 0,2 seerandelspoint i 2015, da TV 3 Sport 1 faldt med 0,4 seerandelspoint. Sportskanalen tabte udelukkende på grund af fraværet af EM-håndbold i vintermånederne.

Discovery Networks: Fodbold og krimi er ikke nok

Discovery Networks taber en smule i 2015 og har nu en seerandel på 10,3 %. Nye kanalkonstellationer og -sammenlægninger samt landsholdsfodbold på Kanal 5 er ikke nok til at komme ud af året i plus. Discovery Networks er fortsat den mindste af de fire store spillere på markedet med 0,4 seerandelspoint op til MTG TV.

Investeringer i nye programmer på Kanal 5 fik en blandet modtagelse i 2015. I foråret lå de nye satsninger Ex’ernes kamp, Fornemmelse for mord og Sex, Lai og Mie lavt, mens der var mere succes i efteråret, hvor Danmarks Ninja Warrior, 5. Halvleg, forskellige krimiserier og selvfølgelig landsholdsfodbold hittede. Kanal 5 vokser med 0,1 seerandelspoint fra 2014 til 2015.

På Kanal 4 har tidligere sikre kort som De unge mødre og Danmarks Næste Topmodel det svært, samtidig med at interessen for at følge nye satsninger som talkshowet Gitte Talks og reportagen Nyskilt har været afmålt. Også 6’eren mister seere pga. fravær af flere store fodboldopgør.

Krimikanalen Investigation Discovery har vist sig at være et stærkere tilbud til seerne end 7’eren, hvis plads kanalen har overtaget. Kanalen stiger med 0,3 seerandelspoint sammenlignet med 7’eren. De øvrige Discovery Networks-kanaler ender samlet set på 2014-niveau.

De traditionelle broadcastere bliver udfordret på flere fronter

2016 bliver et stort sportsår, hvor der bl.a. skal afholdes fodbold-EM i Frankrig og OL i Rio de Janeiro. TV 2 og DR har sikret sig rettigheder til EM-slutrunden og OL, men TV 2 og DR er ofte sat ud af spillet rent økonomisk, når det kommer til at byde på de store sportsrettigheder. Der arbejder MTG TV og Discovery Networks med andre budgetter. MTG TV har for et ubekendt beløb erhvervet tv-rettighederne til bl.a. Premier League og La Liga og har efterfølgende frasolgt halvdelen til Discovery Networks. I forhold til OL så meldte Discovery sig ind i kampen om seerne, da de i sommeren 2015 købte OL-rettighederne fra 2018-2024 på tværs af Europa. Og selvom der er bundne regler om, at nogle OL-timer skal være tilgængelige som free to air-tv, vil det efter alt at dømme ramme danske seere, da færre vil have mulighed for at se OL på flow-tv.

En effekt af dette er, at sport i stigende grad rykker til nettet, fordi der stilles større krav om tilgængelighed; både fra rettighedshaverne og forbrugerne. Det har bl.a. den konsekvens, at danskerne i højere grad kan gå udenom de traditionelle tv-pakker og få unikt indhold fra broadcasternes egne streamingtjenester - hvad enten det er sport, serier eller andre typer af programmer. Og når danskerne som konsekvens heraf skærer i deres tv-pakker, er distributørerne nødt til at tænke i alternativer og rette fokus på egne streamingtilbud. Derudover opstår der på flere fronter samarbejder mellem distributørerne og eksterne streamingtjenester - et eksempel er mellem YouSee og HBO Nordic.

Selvom traditionelt tv på flere områder er udfordret, er flow-tv fortsat attraktivt set fra et annoncørsynspunkt. De digitale annonceplatforme er samlet set større end tv og vokser også mere, men tv-omsætningen oplever alligevel en lille stigning på 2 % fra 2014 til 2015 i årenes tre første kvartaler ifølge Kreativitet og Kommunikation. Kampen om tv-seernes gunst på tværs af platforme intensiveres fortsat og vil uden tvivl også præge året 2016.

Læs også

  1. Seerne overfodres med sport
  2. Det støver på fjernbetjeningen
  3. Tv løb med valgsejren
  4. Hvor mange cutter og shaver?
  5. Ændringer i danskernes tv-vaner
  6. Mød fire typer af tv-forbrugere
  7. De store bliver større
  8. Sådan zapper danskerne