15.000 børn i DR-lære som kritiske nyhedsbrugere

DR inviterer 15.000 elever fra 8. og 9. klasse fra hele landet til det interaktive nyhedsshow ’I Sandhedens Tjeneste’.

’I Sandhedens Tjeneste’ med TV-Avisens Erkan Özden kommer rundt i landet i den kommende tid. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

TV-Avisens Erkan Özden og værterne fra P3 Nyheder står i spidsen for ’I Sandhedens Tjeneste’, når arrangementet rykker ud i landet for at lære skoleelever i 8. og 9. klasse om kildekritik, fake news og nyhedsformidling. Turen går til Sakskøbing, Ringsted, Frederikshavn, Skive, Fredericia og Esbjerg med første stop den 5. september i DR Byen i København.

I alt kan 15.000 skoleelever se frem til at stifte bekendtskab med forskellige facetter af en nyhedsproduktion, når Erkan Özden i selskab med værterne fra P3 Nyheder, guider skoleeleverne gennem det interaktive nyhedsshow.

I løbet af 60 intense minutter skal eleverne blandt andet tage stilling til, hvad de selv ønsker at dele på nettet, de skal forsøge at skelne mellem sande og falske informationer på nettet – og de vil opleve hvordan man arbejder med kildekritik i en nyhedsredaktion. Forud for ’I Sandhedens Tjeneste’ har de forskellige skoleklasser fået en opgave, der handler om at finde en nyhedshistorie på DR, og vinkle historien til deres egen målgruppe. Til hvert arrangement vil der blive kåret en vinderhistorie.

Hver gang, vi kommer ud med ’I Sandhedens Tjeneste’ møder vi unge, der blæser os omkuld. Jeg får ofte fornemmelsen af, at jeg pludselig står over for en kommende minister - det er meget opløftende.

Erkan Özden, vært på tv-avisen

Ind bag nyhedsrummet

Skoleeleverne vil blive ført gennem forskellige faser af en nyhedshistorie, hvor de drages ind i en nyhedsverden med de dilemmaer og deadlines som følger med. Skoleeleverne skal tage stilling til en alvorlig situation, som er opstået et sted i Danmark, og skal finde ud af hvad der er op og ned i historien. Eleverne skal forsøge at skelne mellem skidt og kanel. De skal forholde sig til spørgsmål som: Hvilke kilder kan man stole på? Og hvad kan man tillade sig at vise for rullende kameraer? Der er fokus på emner som kildekritik, fake news og nyhedsformidling – og så skal eleverne forholde sig til deres egen adfærd på sociale medier.

TV-Avisens Erkan Özden og værterne fra P3 Nyheder står i spidsen for ’I Sandhedens Tjeneste’.

Glæder sig til at blive ’blæst omkuld’

Erkan Özden, der til dagligt sidder i værtsstolen på TV-Avisen, har styret slagets gang, siden ’I Sandhedens Tjeneste’ blev søsat i 2015. Han ser frem til at møde endnu flere unge, der kan blæse ham omkuld:

"Hver gang, vi kommer ud med ’I Sandhedens Tjeneste’ møder vi unge, der blæser os omkuld. Jeg får ofte fornemmelsen af, at jeg pludselig står over for en kommende minister - det er meget opløftende. På den måde holder de unge, vi møder, os virkelig til ilden," siger Erkan Özden.

I år er det skoleelever fra blandt andet Lolland og Falster, Ringsted, Frederikshavn, Skive, Fredericia og Esbjerg, der venter Erkan Özden, P3 Nyheder og resten af holdet. Dét at møde unge ude i landet, ser Erkan Özden særligt frem til:

”Som gammel nyhedsreporter elsker jeg at være på landevejen. Det seneste år har vi været ude i landet og mødt tusindvis af unge. Det har været en fantastisk lærerig oplevelse – også for mig selv. Det kan jeg ikke få nok af," siger han.

DR i tæt kontakt med skoleelever

Udover de store arrangementer, hvor Erkan Özden holder styr på op mod 750 elever af gangen, inviterer DR Fyn også fynske 8. og 9. skoleelever til workshops løbende hele efteråret. Her bliver der arbejdet med kildekritik og falske nyheder – og så får eleverne også mulighed for at prøve kræfter som radioværter.

35.000 skoleelever i 2015 og 2016

Siden projektet blev søsat i 2015 har DR været i kontakt med mere end 35.000 skoleelever i hele landet. Som led i ’I Sandhedens Tjeneste’ har skoleelever fra hele landet også arbejdet med kildekritik og fake news hos DR Fyn i Odense, DR Nordjylland i Aalborg, DR Midt og Vest i Holstebro, DR Sjælland i Næstved, DR Syd i Aabenraa, DR Østjylland i Aarhus, DR Trekanten i Vejle og DR Bornholm i Rønne. I de næste par måneder kommer endnu flere elever til, når DR tager rundt i landet for at møde flere skoleelever ’I Sandhedens Tjeneste’.

Hvor kan du opleve ’I Sandhedens Tjeneste’

  • DR Byen i København den 5. og 6. september
  • Sakskøbing den 12. september
  • Ringsted den 13. september
  • Frederikshavn den 27. september
  • Skive den 28. september
  • Fredericia den 3. oktober
  • Esbjerg den 4. oktober

Nyhedsbrev OM DR

Nyhedsbrevet 'DR om DR' udkommer hver torsdag med nyheder, baggrund og serviceoplysninger fra DRs egen verden.

Vis alle nyhedsbreve