DR er klar med nyskabelse: Radiodramakoncert

DR SymfoniOrkestret og DR Radiodrama har indledt et samarbejde, og den 24. august lancerer de ”en radiodramakoncert” om komponisten Niels W. Gades liv.

'NWG - Hvem slukker stjernerne' er en radiodrama-koncert, som opføres i Studie 2 i DR Koncerthuset den 24. august 2017. (Foto: Foto: Birgitta Præstholm/Den Hirschsprungske Samling © Type 2)

DR SymfoniOrkestret og DR Radiodrama har boet dør om dør i DR i årtier og passet hvert sit, men nu har de banket på hos hinanden.

Faktisk har de mere end det, for torsdag den 24. august er de sammen klar med en nyskabelse – nemlig en radiodramakoncert, som er frit formuleret over Niels W. Gades liv. Koncerten markerer, at det i år er 200 år siden, at komponisten blev født, og er en del DRs samlede jubilæumsfejring.

DR Radiodrama vil sammen med DR SymfoniOrkestret fortælle historien om 1800-tallets store danske musikalske verdensstjerne, og man kan stifte bekendtskab med ’NWG – Hvem slukker stjernerne?’ på flere måder. Dels kan man blive publikum i DR Koncerthusets Studie 2 på selve dagen, og dels kan man høre radiodramakoncerten direkte på P2. Derudover udgiver DR senere ’NWG’ som en mini-podcastserie på DR Podcast.

Der er ingen tvivl om, at Niels W. Gade var meget forfængelig, og at han havde forventet en modtagelse som en anden Bertel Thorvaldsen, da han kom hjem. Det fik han bare ikke

METTE KRUSE SKAK, LEDER AF DR RADIODRAMA

Niels W. Gade bliver spillet af skuespilleren Sigurd Holmen le Dous i radiodramakoncerten, mens skuespilleren Mette Horn spiller flere roller – lige fra komponistens overbeskyttende curlingmor til den sensuelle og forførende Clara Schumann, der skubbede til Niels W. Gades selvtillid og udfordrede ham til kanten. Endelig spiller skuespilleren Michael Slebsager Niels W. Gaders mystiske ven ’Stemmen’ i radiodramakoncerten ’NWG’, mens skuespilleren Carl Christian Riestra har rollerne som blandt andre Mendelssohn, Brahms og Thorvaldsen.

På dramasiden er Kasper Sejersen instruktør, mens Karen Skriver Zarganis er producent for DR Symfoniorkestret, når der bydes på den særlige oplevelse, hvor både koncert, lydbilleder og skuespil bliver optaget live foran – og sammen med – et levende publikum.

Forfængelig type

”Vi har valgt at tage udgangspunkt i Gades rejse hjem til Danmark fra musikkens hovedstad Leipzig, hvor han var assistent hos nogle af de helt store – blandt andre komponisten Felix Mendelssohn. Vi fortæller både, hvad der gik forud for hans internationale karriere, og hvad der skete bagefter. Der er ingen tvivl om, at Niels W. Gade var meget forfængelig, og at han havde forventet en modtagelse som en anden Bertel Thorvaldsen, da han kom hjem. Det fik han bare ikke,” forklarer lederen for DR Radiodrama, Mette Kruse Skak.

Hun fortæller, at netop Niels W. Gades selvopfattelse, lysten til at blive berømt og arbejdet med nogle af de store er god benzin til et radiodrama-stykke. Derudover er han også komponisten bag ’Brudevalsen’, grundlæggeren af Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og et godt billede på guldalderens København, så der er rigeligt at tage fat i.

Kan eksperimentere lidt mere

”Ideen til radiodramakoncerten fik jeg sammen med en producent, som jeg har arbejdet sammen med på Operaen i København, og efter at DR Radiodrama er gået fra at skulle lave faste formater til radioen og til at lave ren podcast, kan vi eksperimentere mere. Det er det her et eksempel på, og det er en gave, at vi kan gøre det på denne måde med fuldt orkester,” siger Mette Kruse Skak.

Musikken i radiodramakoncerten er musik, der kommer fra forskellige epoker i Niels W. Gades liv. Der vil blandt andet være uddrag fra ’Efterklange af Ossian’, Gades 1. symfoni (Paa Sjølunds Fagre Sletter), Gades Violinkoncert i d-mol, ’Elverskud’, ’Brudevalsen’, korte brudstykker af Nielsens 2. Symfoni, musik af Grieg med mere.

”Det har været helt afgørende for DRs Kor og Orkestre, at markeringen af Niels W. Gades jubilæumsår ikke skulle blive en musikalsk mindestue, altså en række traditionelle koncerter med velkendte guldalderværker, ” siger producent Karen Skriver Zarganis.

Hun forklarer, at DR SymfoniOrkestret havde besøg af en række spændende internationale gæstekunstnere, i foråret, som kastede nyt lys på Gades musik, og at man med ’NWG’-forestillingen glæder sig til at prøve kræfter med et helt nyt koncertformat i samarbejde med DR Radiodrama og en håndfuld nye, unge talenter fra den danske teaterverden.
”Med forestillingen skaber vi et unikt portræt af Niels W. Gade, som levendegør hans kunstneriske og menneskelige dilemmaer på en nutidig måde, og som samtidig er skræddersyet til DRs medieplatforme. Her favner vi både koncert, radiodrama, podcast og live-radio på én gang,” siger Karen Skriver Zarganis fra DRs Kor og Orkestre.

Kan høres på P2

Om der kommer flere radiodramakoncerter end ’NWG – Hvem slukker stjernene?’ ligger endnu ikke fast.

”Men vi har allerede holdt et fremtidsmøde, og der ligger rigtig mange muligheder i det,” mener Mette Kruse Skak fra DR Radiodrama.

Radiodramakoncerten kan høres direkte på P2 torsdag den 24. august klokken 20.00, og man kan læse mere om billetter på DR Koncerthusets hjemmeside her. Podcasten vil være klar kort tid efter.

Nyhedsbrev OM DR

Nyhedsbrevet 'DR om DR' udkommer hver torsdag med nyheder, baggrund og serviceoplysninger fra DRs egen verden.

Vis alle nyhedsbreve