DR indleder optagelserne til ny stor dramaserie

Hovedrollerne er netop kommet på plads, og optagelserne til ’Herrens Veje’ begynder i juni.

Herrens veje er en ny, stort anlagt, karakterbaseret TV-serie, der behandler begrebet tro i dets mange facetter og betydninger. I hovedrollerne er Lars Mikkelsen, Ann Eleonora Jørgensen, Simon Sears og Morten Hee Andersen. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

Hvem beder du til, den dag du mister troen? Herrens veje er som bekendt uransagelige og nu bliver de til et søndagsdrama på DR1.

Adam Price er hovedforfatter på DRs nye dramaserie ’Herrens Veje’. Hovedrollerne er netop kommet på plads, og optagelserne begynder i juni.

’Herrens veje’ tager udgangspunkt i en præstefamilie i den danske folkekirke og hovedrollerne skal spilles af Lars Mikkelsen og Ann Eleonora Jørgensen som forældrene, mens Simon Sears og Morten Hee Andersen spiller de to voksne sønner.

Serien arbejder med trosbegrebet i en bredere sammenhæng, som det, der leder vores vej igennem tilværelsen. Vækkelsen - når troen søger bolig i os, og fortabelsen – når troen forlader os – er seriens dramatiske yderpunkter og de ekstremer, som de fleste af hovedpersonerne gennemlever på deres rejse i ’Herrens Veje’

Camilla Hammerich, producent

Hovedforfatter Adam Price har arbejdet med emnet igennem flere år, og han siger:

”På trods af, at danskerne måske ikke betragter sig som et voldsomt troende folkefærd, så er vi omgivet af troen i vores hverdag. Og troen fylder i den offentlige debat, både når ateisterne opfordrer folk til at forlade folkekirken, og når vi diskuterer integration, flygtningekrise, terror eller den amerikanske valgkamp. Men også når vi søger ind i os selv og dyrker mindfulness, hipster-buddhisme eller den velkendte blanding af overtro og spiritualitet og bliver enige om ”at der er mere mellem himmel og jord”.

Arbejder med trosbegrebet

Seriens producent Camilla Hammerich siger om ’Herrens Veje’:

”Serien arbejder med trosbegrebet i en bredere sammenhæng, som det, der leder vores vej igennem tilværelsen. Vækkelsen - når troen søger bolig i os, og fortabelsen – når troen forlader os – er seriens dramatiske yderpunkter og de ekstremer, som de fleste af hovedpersonerne gennemlever på deres rejse i ’Herrens Veje’.

Konceptuerende instruktør på ’Herrens Veje’ er Kaspar Munk (’Tidsrejsen’), fotograf er David Katznelson (’Downton Abbey’), production designer er Knirke Madelung (’Borgen III’), og musikken komponeres af Kristian Leth og Fridolin Nordsø.
Med sig i forfatterrummet har Adam Price episodeforfatterne Karina Dam (’Sommer’) og Poul Berg (’Tidsrejsen’).

’Herrens Veje’ sendes på DR1 i efteråret 2017, hvor de første 10 afsnit bliver vist. Anden sæson sendes i efteråret 2018.

DR producerer ’Herrens Veje’ i co-produktion med den fransk-tyske tv-kanal ARTE og SAM Le Francais - og i samarbejde med StudioCanal.

Nyhedsbrev OM DR

Nyhedsbrevet 'DR om DR' udkommer hver torsdag med nyheder, baggrund og serviceoplysninger fra DRs egen verden.

Vis alle nyhedsbreve