DR-kommentator får 45 timers skærmtid på 10 dage

Ugens aktuelle navn: Henrik Liniger kommenterer i de kommende uger VM i atletik for syvende gang. Turneringen, der starter fredag, har dog fået et ekstra benspænd i år.

Henrik Liniger skal i de næste par uger bytte EM-fodbolden ud med VM i atletik. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

Han har kommenteret håndbold. Han har kommenteret curling. En enkelt omgang wrestling er det også blevet til. Men når DR3 fra 4. til 13. august sender live fra VM i atletik, er DRs kommentator Henrik Liniger i mere vante rammer.

Årets turnering er Henrik Linigers syvende VM. Og med 15 års erfaring i kommentatorboksen og flere atletikstævner på bagen end hvad godt er, skulle man tro, at han har prøvet de meste. Alligevel bliver årets udgave ekstra hektisk for den erfarne kommentator.

VM-turneringen ramler nemlig sammen med kvindernes EM i fodbold, som også kommenteres af den 44-årige kommentator. Det betyder, at han må på farten.

”Det er nok den største omstillingssituation, jeg nogensinde har stået i. Det kræver, man holder tungen lige i munden, og at man virkelig holder tingene adskilt,” siger Henrik Liniger.

Kender ikke alle atleter

Efter torsdagens EM-semifinale i hollandske Breda rejser han til London. Søndag flyver han tilbage til Holland for at kommentere EM-finalen, inden han mandag må afsted til England nok engang.

Jeg kan ikke have et indgående kendskab til dem alle. Derfor må jeg prøve i alle discipliner at fremhæve nogle og sige, at det er favoritterne.

Henrik liniger, dr kommentator

Rejsetiden kan han med fordel bruge på at læse sine notater. Når en konkurrence som VM i atletik med knap 2000 deltagere i 48 forskellige discipliner skal kommenteres, kræver det nemlig en ordentlig omgang research.

”Jeg kan ikke have et indgående kendskab til dem alle. Derfor må jeg prøve i alle discipliner at fremhæve nogle og sige, at det er favoritterne. Men det kan kun lade sig gøre, hvis man følger med henover året. Så det har jeg selvfølgelig gjort,” fortæller han.

Ordene bliver færre med tiden

DR3 sender hver dag fra den 4. til den 13. august mange timers live-TV fra Det Olympiske Stadion i London. Og det kan være svært at holde den kørende så lang tid som kommentator. Men det er der råd for. Henrik Liniger og hans medkommentator, Christian Munk Petersen, har en intern aftale, der hjælper dem med at finde ud af, hvornår de skal tie stille.

"Når vi har sendt i mange timer, kan det godt være, at ordene bliver lidt færre. Christian og jeg har et tegn, som betyder, at nu behøver vi ikke sige så meget. Den sidste sendetime er der måske kun én disciplin i gang, og de seere, der ser det, er meget interesseret i netop dén disciplin. Derfor behøver vi måske ikke at sige så meget.”

Ingen ekspert som støtte

Henrik Liniger bliver som nævnt flankeret af Christian Munk Petersen i kommentatorboksen i London. Der er altså ingen ekspertkommentator med. Det skyldes kort og godt, at der er for mange bolde i luften.

”Først og fremmest er der flere ting i gang på én gang. Derfor er vi to kommentatorer i stedet for en kommentator og en ekspert. Ofte er Christian ved at gå amok over et eller andet løb, hvor de er ved at sætte en verdensrekord. Samtidig er jeg nødt til at kigge over på kuglestøderne, fordi de også er ved at sætte en rekord.”

Det kan dog have sine ulemper, når man ikke har en ekspert at læne sig op ad. Det har den garvede kommentator oplevet flere gange.

”Noget af det, der kan være vanskeligst at kommentere, er kapgang. Der har været nogle gange, hvor vi har været i tvivl om, hvorvidt en deltager var diskvalificeret eller ej. Det er nemlig ikke ret tydeligt, når dommerne går ind og markerer. Så vi har siddet i et opløb og dybest set været i tvivl om, hvorvidt ham, vi er ved at speake ind over stregen, stadigvæk er med i løbet,” siger Henrik Liniger.

En uheldig finale

Dette års VM bliver sandsynligvis afslutningen på en enestående karriere for en af sportens allerstørste navne. Her er der dog ikke tale om Henrik Liniger.

Den jamaicanske sprinter Usain Bolt har udsigt til at slutte karrieren med at forsvare sine verdensrekorder på 100 meter og 200 meter. Men selvom Bolt har været enestående på banen, så skal man passe på med at tilskrive ham sejren på forhånd. Det oplevede hele verdenspressen – Henrik Liniger inklusiv – i VM-finalen i 100 meter sprint i 2011.

”Alle snakkede om NÅR Usain Bolt vandt finalen. Spørgsmålet var, hvor stor en rekord, han ville sætte. Da vi så nåede til finalen, startede han med at tyvstarte og blev diskvalificeret. Så sad 70.000 koreanere og så Christian Munk og jeg, og kiggede på hinanden. Vi var så sikre på, at Usain Bolt ville vinde, at vi nærmest ikke havde noget bud på, hvem der så kunne vinde finalen. Man kan høre, at vi nærmest blev personligt sure på Usain Bolt,” fortæller han

DR3 sender fra førstedagen til VM i atletik fredag aften klokken 19:50.

Henrik Liniger har været kommentator i DR siden 2002. Han har kommenteret 20 atletikstævner i løbet af sine 15 år på DR Sporten.

Nyhedsbrev OM DR

Nyhedsbrevet 'DR om DR' udkommer hver torsdag med nyheder, baggrund og serviceoplysninger fra DRs egen verden.

Vis alle nyhedsbreve