DR-værter varmer op til klassisk koncert

Som et ekstra trækplaster til torsdagskoncerten har DR Symfoniorkesteret skabt et nyt koncept med værterne Frederik Cilius Jørgensen og Mathias Hammer.

Den gode fortælling kommer i fokus, når værterne og entertainerne Frederik Cilius Jørgensen og Mathias Hammer introducerer torsdagskoncerten med en bunke anekdoter og historier om musikken. (Foto: Artwork af Glasyr)

Torsdagskoncerten med DR Symfoniorkesteret får udover kunstnerne og musikken en ny attraktion, når to populære radioværter introducerer musikken, mens publikum får et glas vin og en portion tapas.

”Det er et tilbud til den nysgerrige kulturforbruger. I stedet for at putte klassisk musik ind i musikkategorien, så putter vi den ind i den brede kulturkategori,” siger Esther Kvetny Jarløv, der er projektleder for det nye arrangement samt DRs kor og orkestre.

Konceptet hedder ’Gehør – en klassisk aften’ og foregår umiddelbart inden torsdagskoncerten. På den måde kan publikum blive klogere på den klassiske musiks verden og baggrund, inden de skal opleve den live.

”Vores idé er, at man som optakt lærer noget om det, man skal ind og høre. Dog ikke på en skoleagtig måde, men mere på en afslappet måde, hvor vi tager udgangspunkt i den gode fortælling. For der er en god fortælling i al klassisk musik, både i komponisterne og værkerne,” siger Esther Kvetny Jarløv.

Nørderiet bliver pædagogisk

Det er værterne og entertainerne Frederik Cilius Jørgensen og Mathias Hammer, som introducerer torsdagskoncerten med en bunke anekdoter og historier om musikken. De er den helt rette værtsduo ifølge projektlederen:

”Det er vigtigt, at det ikke kun er sjov og komik, men at værterne også ved noget om musikken og kan svare på eventuelle spørgsmål fra publikum. Det, vi gerne vil sætte i højsædet med konceptet, er nørderi på den pædagogiske måde. Og der er det fuldstændig oplagt at bruge Mathias og Frederik,” siger Esther Kvetny Jarløv.

De to værter er kendt fra blandt andet ’Den Korte Radioavis’ på Radio24syv, 'Den klassiske musikquiz' på DR K og en række radioprogrammer om klassisk musik på DR P2.

Samtalerne mellem værtsduoen bliver efterfølgende lavet til podcasts og sendt på P2.

Arrangementet ’Gehør – en klassisk aften’ er den 27. april klokken 18.00 i Studie 4 i DR Koncerthuset. Der vil være mindst to arrangementer i løbet af 2017, som du kan læse om på DR Koncerthusets hjemmeside.

  • Frederik Cilius Jørgensen har udstillet sin store viden om klassisk musik i DR P2’s ’Cilius Patrujlen’, ’Taktløs på P2’, ’Den slukkede mikrofon’ og DR K’s ’Den klassiske musikquiz’. Han er desuden uddannet klarinettist og landskendt som seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm på Radio24syv.
  • Mathias Hammer er uddannet pianist og har delt sin begejstring for klassisk musik med lytterne til ’P2 koncerten’, ’Hej P2’ og en række podcastserier om emner som Carl Nielsens symfonier og komponisten Niels W. Gade. Han har sammen med Frederik Cilius Jørgensen været holdkaptajn i DR K’s ’Den klassiske musikquiz’ og underviser desuden i musikkundskab på Musikhøjskolens musikalske grundkursus.

Nyhedsbrev OM DR

Nyhedsbrevet 'DR om DR' udkommer hver torsdag med nyheder, baggrund og serviceoplysninger fra DRs egen verden.

Vis alle nyhedsbreve