Ejersbo bliver til søndagsdrama på DR

I 2018 får danskerne mulighed for at se Jakob Ejersbos værk ’Liberty’ som tv-drama på DR1.

Forfatter til Liberty, Jakob Ejersbo. (Foto: Annett Bruhn/Christian Bonke © Type 2)

2018 får danskerne mulighed for at se Jakob Ejersbos værk ’Liberty’ som tv-drama på DR1. DR Drama har erhvervet filmatiseringsrettighederne til Jakob Ejersbos roman ’Liberty’, der er tredje bog i hans trilogi om Afrika.

Det er, ifølge dramachef Piv Bernth, første gang, DR Drama producerer tv-drama baseret på en bog. Hidtil har alle manuskripter været originalt tv-drama:

"Nu bryder vi et af DRs dramadogmer om kun at lave tv-drama på originalt materiale. Det gør vi, fordi Ejersbos ’Liberty’ er et hovedværk i moderne dansk litteratur.

drs dramachef piv bernth

"Nu bryder vi et af DRs dramadogmer om kun at lave tv-drama på originalt materiale. Det gør vi, fordi Ejersbos ’Liberty’ er et hovedværk i moderne dansk litteratur. ’Liberty’ beskriver et yderst dramatisk kultursammenstød både mellem mennesker og i det enkelte menneske. Mellem to kontinenter, mellem rig og fattig og mellem håb og fortvivlelse. Det er et fantastisk værk, der rummer mange af de modsætninger og dilemmaer som et menneskeliv indeholder. Vi sætter stor pris på at få lov at lave en dramaserie baseret på ’Liberty’."

Ideen opstod, da Karoline Leth, som er producent på 'Arvingerne', og Asger Leth, som har instrueret både danske og internationale film, så potentialet og sammen udviklede en idé til, hvordan ’Liberty’ kunne filmatiseres som dramaserie. De præsenterede ideen for DR, som gik med i projektet og erhvervede rettighederne fra Copenhagen Literary Agency, der repræsenterer Jakob Ejersbos efterladte rettigheder.

Udfoldes på en ny måde

Lars Ringhof fra Copenhagen Literary Agency siger:

”Jakob Ejersbo døde alt for ung i 2008, men hans fremragende romaner og noveller lever videre og finder nye læsere hvert år. Når DR med mange kompetente kræfter nu går ind og filmatiserer ’Liberty’, kan denne vigtige danske roman med dens stærke historie udfoldes på en ny måde til glæde for et stort publikum.”

Instruktør og forfatter Asger Leth skriver tv-manuskriptet på baggrund af Ejersbos værk, og serien, som bliver på fem afsnit, skal instrueres af Mads Kamp Thulstrup.

’Liberty’ bliver en karakterdrevet dramaserie, der gennem familien Knudsens rejse ind i Afrika, fortæller os at vi nogle gange skal helt derud, hvor vi ikke kan bunde, hvor intet er genkendeligt og alt fremmed; før vi virkelig forstår, hvem vi er. Den gode vilje har vanskelige vilkår, og udsætter vores skandinaviske expat-familie for ekstremt pres.

Serien produceres i DR Drama af Karoline Leth og kommer på skærmen i foråret 2018.

Nyhedsbrev OM DR

Nyhedsbrevet 'DR om DR' udkommer hver torsdag med nyheder, baggrund og serviceoplysninger fra DRs egen verden.

Vis alle nyhedsbreve