Etikchef: ”Selvfølgelig må man da deltage i Priden”

DRs etikchef Inger Bach forklarer her, hvorfor DR som institution ikke officielt deltager i arrangementer som Copenhagen Pride.

Alle de DR-medarbejdere, der har lyst, skal selvfølgelig skal deltage i Copenhagen Pride, siger DRs etikchef Inger Bach. Men DR som institution kan ikke tage stilling til fordel for specifikke dagsordener - uanset hvor sympatiske de måtte være. Billedet her er fra Priden 2015. (Foto: Sara Gangsted © Scanpix)

En gruppe DR-medarbejdere spurgte tilbage i juni måned DRs etikchef Inger Bach, om der var noget i DRs etiske retningslinjer, de burde være opmærksomme på, i forbindelse med at de ville lave en DR-markering under den kommende Copenhagen Pride.

Det var der, mente etikchefen – og siden har spørgsmålet hvad man kan deltage i som medarbejder, og hvad DR kan og bør blande sig i, tiltrukket sig en vis opmærksomhed.

Men hvorfor blander DR sig overhovedet i den slags? Vi har bedt etikchefen forklare.

”For det første vil jeg gerne understrege, at alle der har lyst til deltage i Copenhagen Pride selvfølgelig skal deltage.”

Deltagelse i Copenhagen Pride udfordrer ikke i sig selv DRs uafhængighed. Alle, der har lyst til deltage, skal selvfølgelig gøre det, ligesom tidligere år.

Inger bach, etikchef i dr

”Det, jeg har forsøgt at forklare, er den helt principielle pointe, at DR skal være uafhængig, og at DR som institution ikke skal tage stilling til fordel for specifikke dagsordener - uanset hvor sympatiske, de måtte være. DR må ikke diskriminere i forhold til køn, klasse, politisk overbevisning, etnicitet, religiøsitet, seksualitet og alder. Men omvendt må vi heller ikke favorisere nogen af de nævnte områder. Uafhængigheden er jo kun noget værd, hvis den gælder, uanset hvad de specifikke dagsordner måtte handle om. Man kan ikke nøjes med at være uafhængig hver anden gang,” siger Inger Bach.

Men Priden handler jo ikke om noget politisk, men om at der skal være plads til alle i vores samfund – uanset seksualitet?

”Copenhagen Pride er en organisation med et politisk-ideologisk sigte og med et ønske om at påvirke samfundet og den offentlige mening. Det fremgår af deres egne bestemmelser og hjemmeside. At vi så heldigvis i Danmark er kommet der til, at langt de fleste er enige i den dagsorden, det er en anden sag.”

Det betyder så bare, at DR ikke kan omfavne den dagsorden - eller hvad?

”Ja, det betyder, at DR som institution generelt skal være varsom. Vi hverken kan eller skal agere aktivistisk – uanset sagen. Vores opgave er en anden: at oplyse, at sætte vigtige emner til debat – ikke at gå på barrikaderne. Og derfor anbefaler jeg, når jeg bliver spurgt, at man deltager i den slags arrangementer, men at man gør det som privatperson uden aktivt at forsøge at tilkendegive, at man med sin tilstedeværelse officielt repræsenterer DR – for det gør man jo ikke.”

Hvorfor kan Sofie Linde som DR-ansat optræde som konferencer til Copenhagen Pride?

”Deltagelse i Copenhagen Pride udfordrer ikke i sig selv DRs uafhængighed. Alle, der har lyst til deltage, skal selvfølgelig gøre det, ligesom tidligere år. Hvis en DR-medarbejder bliver bedt om at være ordstyrer eller konferencier ved et arrangement, bliver der taget stilling til det fra gang til gang, og i det konkrete tilfælde har man vurderet, at det er okay at være konferencier, og at det ikke giver problemer i forhold til den rolle, Sofie indtager i DR.”

Læs mere om DRs etik og etikchef

Nyhedsbrev OM DR

Nyhedsbrevet 'DR om DR' udkommer hver torsdag med nyheder, baggrund og serviceoplysninger fra DRs egen verden.

Vis alle nyhedsbreve