Europa samles om tilgængelighed i DR Byen

Søndag og mandag er DR vært for et europæisk møde om tilgængelighedstjenester, som for eksempel synstolkning, undertekster og letforståelige nyheder.

DRs tilgængelighedsredaktør Heidi Sivebæk får europæiske kolleger på besøg søndag og mandag. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

Deltagerne skal for eksempel både tale om undertekster og tegnsprog og til koncert i mørke, når DR søndag og mandag - den 8. og 9. oktober - er vært for et europæisk topmøde om tilgængelighedstjenester.

I løbet af dagene vil vi udveksle erfaringer på tilgængelighedsområdet og lære af hinanden. Samtidig kommer deltagerne til at høre om den nyeste forskning på området, og hvad man har gjort forskellige steder for at forbedre forholdene

Heidi Sivebæk, DRs tilgængelighedsredaktør

Det er DR Tilgængelighed, som er vært for konferencen i DR Byen, hvor især medarbejdere, der arbejder med tilgængelighed hos public service-broadcastere i European Broadcasting Union (EBU) deltager. Det er medarbejdere, der til daglig arbejder med at rydde forhindringer af vejen, så alle kan følge med i programmer – for eksempel folk, der arbejder med undertekster, synstolkning, tegnsprogstolkning, oplæste undertekster eller letlæste nyheder – bare for at nævne nogle eksempler.

Sammenlagt kommer der op imod 80 deltagere fra hele Europa, blandt andet fra Norden og fra Europas mest folkerige lande, Storbritannien, Tyskland, Italien og Spanien, som qua deres indbyggertal også har flere, der har forhindringer for at kunne følge med i fjernsynet og på netsider.

”I løbet af dagene vil vi udveksle erfaringer på tilgængelighedsområdet og lære af hinanden. Samtidig kommer deltagerne til at høre om den nyeste forskning på området, og hvad man har gjort forskellige steder for at forbedre forholdene,” forklarer DRs tilgængelighedsredaktør Heidi Sivebæk.

Tilbud på farten

Hvor man tidligere traditionelt tænkte på tilgængelighedstjenester, som noget, der var for eksempelvis blinde, svagsynede og døve, tænker man i dag målgruppen bredere. Underteksterne vinder for eksempel frem på nettet og de sociale medier, fordi brugerne benytter tilbuddene på farten, hvor de så ikke kan sidde og støje i tog og busser.

I samarbejde med Dansk Blindesamfund arrangerer DR søndag den årligt tilbagevendende ’Mørkekoncert’ i DR Koncerthuset, hvor DR Pigekoret synger i bælgravende mørke og opfordrer publikum til at give sig hen til fortællingen, musikken og stemmerne med alle deres sanser.

”Vi syntes, det var helt oplagt, at deltagerne fik den oplevelse med. Koncerterne i mørke er blevet så stort et tilløbsstykke, at der også i år er udsolgt. Samtidig vil vi fra DRs side fortælle om vores projekt ’Lyden er vigtig’ og holde oplæg om dr.dk/ligetil – DRs nyheder, der er lette at læse. Her er vi langt fremme i forhold til en række af de andre lande, og vi vil bruge mødet til at øse af vores erfaringer,” siger Heidi Sivebæk.

Nyhedsbrev OM DR

Nyhedsbrevet 'DR om DR' udkommer hver torsdag med nyheder, baggrund og serviceoplysninger fra DRs egen verden.

Vis alle nyhedsbreve