Her er de nominerede og optrædende til årets P3 Guld

Scarlet Pleasure, Maximillian og Nelson Can er blandt de optrædende ved P3 Guld 2017 i et udsolgt DR Koncerthuset. Showet sendes direkte på DR3 fredag den 22. september kl. 21.00.

DR3's Petra Nagel og P3's Andrew Moyo er årets værter, når P3 Guld fredag den 22. september løber af stablen for 16. gang i DR Koncerthuset. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 2)

Den 22. september byder DR atter velkommen til et udsolgt P3 Guld i Koncerthuset, hvor nye danske artister bliver hædret ved et storstilet show, der sendes direkte på DR3 og P3 klokken 21.00. Billetterne til årets P3 Guld blev revet væk, da de blev sat til salg og værterne Andrew Moyo og Petra Nagel er i fuld gang med forberedelserne til det store show, hvor de kan præsentere et line-up i særklasse.

Nye stjerneskud på den danske musikscene

P3 Guld uddeler priser til de kunstnere, der har klaret sig godt det forgange år. Ikke kun de erfarne i musikbranchen, men i høj grad til de nye stjerneskud på den danske musikscene. Navnene på de nominerede og optrædende til årets show er i løbet af de sidste par uger blevet breaket i ’Go’ Morgen P3’ og ’Lågsus’ på P3.

Der står ’UNIK’ med store typer ud over Benal. Der er ingen som dem. Parringen af Alberts elektroniske produktioner og Benjamins pågående og billedskabende rap skaber noget helt særligt, som dunker i både krop, hjerte og hjerne.

Mathias Buch Jensen, MUSIKREDAKTØR PÅ P3

De optrædende til P3 Guld er således: Scarlet Pleasure, Maximillian og Nelson Can. Alle de nominerede til P3 Talentet og P3 Prisen optræder ligeledes live i showet.

Nomineringerne: nye fremadstormende danske talenter

De nominerede til P3 Prisen er de to unge fremadstormende navne Kesi og Benal.

P3 Prisen uddeles som altid til spirende stjerner på den danske musikscene. På den måde er P3 Guld et af Danmarks vigtigste musikshows, hvor nye talentfulde stjerner hyldes. Sidste år gik P3 Prisen på 100.000 kroner til Karl William, som unægtelig har sat sit aftryk på den danske musikscene, og lige nu er han blandt artisterne i TV 2-programmet ’Toppen af Poppen’.

De nominerede til P3 Talentet er Soleima, Hugo Helmig og Noah Carter. Tre meget forskellige kunstnere, som det seneste år har markeret sig på den danske musikscene. P3 Talentet uddeles til kunstnere, der forventes at have en stor karriere foran sig, og meget vel kan give os næste års kæmpehit.

Musikredaktøren på P3 glæder sig over nomineringerne

Musikredaktør på P3 Mathias Buch Jensen glæder sig over nomineringerne til P3 Guld 2017, og er sikker på at lytterne vil komme til at høre meget mere til kunstnerne i de kommende år. Om de to nominerede til P3 Gulds fornemste pris – P3 Prisen – siger han følgende:

”Kesi har det seneste år haft en opadgående kurve, der ikke ser ud til at knække foreløbig. Han har udviklet sig helt vildt og er for hvert eneste nye nummer gået et trin op. Det er meget imponerende.

Kesi evner som få at lave hits til gaden, dansegulvet og radioen, og fra at være en man associerede med at være en del af et slæng, er han trådt helt i karakter som solist og har fundet sin egen plads i spændingsfeltet mellem pop og rap. Han er efter min bedste overbevisning en af sin generations største stjerner.”

Om duoen Benal siger Mathias Buch Jensen:

”Der står ’UNIK’ med store typer ud over Benal. Der er ingen som dem. Parringen af Alberts elektroniske produktioner og Benjamins pågående og billedskabende rap skaber noget helt særligt, som dunker i både krop, hjerte og hjerne. Benal er under konstant udvikling og virker som en utæmmelig størrelse, du ikke helt kan regne ud. En størrelse der er ved at skyde sig ud af undergrunden og op til overfladen.”

Stem på årets lytterhit

I løbet af uge 37 er de nominerede til P3 Lytterhittet blevet breaket i ’Lågsus’ på P3, hvorefter de ved lodtrækning er sat op mod hinanden i par, og har kæmpet om en af de 4 pladser i ’finalen’. De fire finalister er: Scarlet Pleasure med 'Deja Vu', Phlake med 'Ouch', Karl William med 'Forstenet' og endelig Alex Vargas med 'Inclusure'.

I ugen op til showet stemmer P3’s lyttere om hvem af de fire nominerede, der vinder P3 Lytterhittet. De otte nominerede til årets lytterhit var Alex Vargas, Scarlet Pleasure, Gilli, Phlake, MØ, Karl William, Moses:”Andreas” og Sivas.

Fremadskuende awardshow med succes

Årets line-up er spækket med spændende nye navne og P3 Guld har gennem 16 år haft stor succes med at kigge i krystalkuglen og hylde talentfulde kunstnere, der er på vej frem i dansk musikliv. Showet har siden den spæde start i Falkonersalen på Frederiksberg i 2001 været karrierekatalysator for nogle af de største danske artister i dag. Af tidligere vindere kan nævnes MØ, Ukendt Kunstner, Marie Key, Fallulah og When Saints Go Machine som alle må siges at have sat sit præg på dansk musik.

Vinderne i alle kategorier afsløres i showet som sendes live fra DR Koncerthuset den 22. september klokken 21.00. Nåede du ikke at få billet, kan du se eller høre hele showet live på DR3 og P3 kl. 21.00 og følge med på dr.dk. På P3 er der optakt fra klokken 18.00 med Mads Gundersen og under showet støder Kenneth K. til. Dagen efter showet er der desuden opsummering i P3 fra kl. 12-14 med Mads Gundersen, som får vindere på besøg.

De nominerede til P3 Guld 2017 er:

P3 Prisen:

Kesi

Benal

P3 Talentet:

Soleima

Hugo

Noah Carter

P3 Lytterhittet:

Alex Vargas: Inclosure

Scarlet Pleasure: Deja Vu

Phlake: Ouch

Karl William: Forstenet

De optrædende ved P3 Guld 2017 er:

Scarlet Pleasure

Maximillian

Nelson Can

Kesi

Benal

Soleima

Hugo Helmig

Noah Carter

Nyhedsbrev OM DR

Nyhedsbrevet 'DR om DR' udkommer hver torsdag med nyheder, baggrund og serviceoplysninger fra DRs egen verden.

Vis alle nyhedsbreve