Mænd og kvinder har ikke samme favorit-kanal

Der er fortsat regionale forskelle på vores tv-vaner, viser en status fra DR Medieforskning, som også afslører, at der er en del forskelle i mænd og kvinders tv-vaner.

Mænd og kvinder har ikke samme favoritkanal på tv. (Foto: Petra Kleis © Type 1)

Selv om Danmark er et lille land, er der alligevel relativ stor forskel på hvilke tv-programmer, der hitter hvor, og forskel på, hvad der bliver set i land og by. Der er også forskel på, hvad mænd og kvinder ser. Det fremgår af en status, som DR Medieforskning har lavet.

”For eksempel har mænd og kvinder hver deres foretrukne tv-kanal. Seerandelen blandt kvinder er højst på DR1, mens mænds foretrukne valg er TV 2 – sådan helt generelt. Kanaler som DR2 og TV 2 News er størst blandt mænd, mens TV 2 Charlie og TV3 er det blandt kvinder,” forklarer medieforsker Jakob Vikær Hansen fra DR Medieforskning.

Ser man på de forskellige dele af Danmark, er der også forskel på, hvad der bliver trykket frem på fjernbetjeningen. Mens DR1 målt på seerandele er den største kanal i Midtjylland, i Region Sjælland og hovedstaden, er TV 2 størst i Syddanmark og i Nordjylland.

”Én anden iagttagelse er også, at TV 2 News er i tv-seernes top 5 i hovedstadsområdet, mens den ikke er det i resten af landet. Her er det TV 2 Charlie, der er det – sammen med DR1, TV 2, DR2 og TV3, som ligger i top fem i alle områder af Danmark,” forklarer Jakob Vikær Hansen.

’Badehotellet’ hitter i Nordjylland

DR Medieforskning er også gået ned på programniveau med, hvem der ser hvad – og også her er der forskelle visse steder.

DR-programmer som ’Historien om Danmark’, ’Matador’ og ’Arvingerne’ rammer rimelig bredt geografisk. Dog har en dramaserie som ’Arvingerne’ en lidt højere seerandel i hovedstaden

Jakob Vikær hansen, medieforsker

”DR-programmer som ’Historien om Danmark’, ’Matador’ og ’Arvingerne’ rammer rimelig bredt geografisk. Dog har en dramaserie som ’Arvingerne’ en lidt højere seerandel i hovedstaden,” forklarer Jakob Vikær Hansen.

På en serie som TV 2’s ’Badehotellet’ er forskellene større. I Sydjylland og Nordjylland er det for eksempel henholdsvis 71 og 73 procent af alle, der har fjernsynet tændt, når det bliver sendt, som har stillet ind på serien om Andersens lille badehotel – mens det samme tal er 54 procent i Region Hovedstaden.

Ser man på sport, blev håndbold-VM fulgt mindst i hovedstaden og mest i Nordjylland, mens Kanal 5’s fodboldlandskampe i 2017 marginalt er blevet fulgt af lidt flere øst for Storebælt end vest for.

FAKTA

Her havde programmerne størst seerandel i 1. halvdel af 2017

’Matador’ (DR1): Region Sjælland
Håndbold-VM (DR1 + TV 2): Region Nordjylland
’Arvingerne’ (DR1): Region Hovedstaden
Eurovision Song Contest (DR1): Region Nordjylland
Danmarks Indsamling (DR1): Region Midtjylland og Region Sjælland
TV-Avisen (DR1): Region Hovedstaden
Badehotellet (TV 2): Region Nordjylland
Mercur (TV 2 Charlie): Region Syddanmark
Go’ Morgen Danmark (TV 2): Region Nordjylland
Familien fra Bryggen (TV 3): Region Hovedstaden

Kilde: Kantar Gallup TV-Meter, Målgruppe: 3+ år, Data: Live + VOSDAL

Nyhedsbrev OM DR

Nyhedsbrevet 'DR om DR' udkommer hver torsdag med nyheder, baggrund og serviceoplysninger fra DRs egen verden.

Vis alle nyhedsbreve