Mere hæder til Lise Nørgaard for ’Matador’

Danske Dramatikere giver deres hæderspris til Lise Nørgaard, fordi hun efter deres mening er en forbilledlig historiefortæller.

Sådan så det ud først på ugen, da Lise Nørgaard var i Den Danske Publicistklub og blev hædret som ”Ærespublicist”. (Foto: Sissel Abel)

Knapt har festivitassen lagt sig, efter at forfatteren og journalisten Lise Nørgaard tidligere på ugen blev udnævnt til ’Ærespublicist’ i Den Danske Publicistklub, før den meget snart 100-årige ’Matador’-mor har udsigt til mere hæder.

Danske Dramatikere har besluttet, at deres hæderspris onsdag den 24. maj i Charlottenborg Kunsthal i København skal gå til Lise Nørgaard. Med prisen følger 50.000 kroner og et stykke unika-keramik, begået af dramatiker og billedkunstner Tomas Lagermand Lundme.

”Danske Dramatikere har valgt at give Lise Nørgaard Hædersprisen 2017, fordi hun er en forbilledlig historiefortæller med et unikt blik for karakterers kompleksitet. Lise Nørgaard har med tv-serien ’Matador’ bevist, at original og rammende tv-dramatik er tidløs. Knap 40 år efter tv-premieren formår serien stadig at samle en million danskere foran skærmen, og vi hepper, håber og græder stadig med og over Korsbæks beboere og alle de dilemmaer, Lise Nørgaard udsætter dem for gennem 24 vidunderlige afsnit,” hedder det blandt andet i motiveringen.

Lise Nørgaard fylder 100 år onsdag den 14. juni i år.

Allan Legatet også uddelt

Ved prisfesten onsdag den 24. maj uddeler Danske Dramatikere også Allan Legatet på 50.000 kroner til manuskriptforfatteren Christian Torpe, som blandt andet har lavet serien ’Rita’ til TV 2 og snart har premiere på tv-serien The Mist – baseret på en Steven King-historie. Det var også Christian Torpe, der skrev manuskriptet til filmen ’Stille hjerte’, som Bille August instruerede.

Nyhedsbrev OM DR

Nyhedsbrevet 'DR om DR' udkommer hver torsdag med nyheder, baggrund og serviceoplysninger fra DRs egen verden.

Vis alle nyhedsbreve