Michael Bundesen fortæller Shu-bi-duas historie i ny DR-serie

I fem afsnit fortæller frontfiguren for et af danmarkshistoriens populæreste orkestre for første gang sin version af bandets historie – krydret med de store og særlige sange.

I fem programmer fortæller Michael Bundesen sin version af Shu-bi-duas historie til Dan Rachlin. Resultatet kan findes på dr.dk/podcast eller på P5. (Foto: Eddie Michel Azoulay)

Spil ’Den røde tråd’, ’Hvalen Valborg’, ’Midsommersangen’, ’Vuffeli vov’ eller ’Sexchikane’, for blot at nævne et par af klassikerne, og det sætter tanker eller følelser i gang hos de fleste. Få danske orkestre kan bryste sig af sangtitler fra flere årtier, som både børn og voksne kan synge med på den dag i dag. Men Shu-bi-dua kan.

Fra 1973 til 2011 var Michael Bundesen stemmen i Shu-bi-dua, fortælleren, sangeren, samlingspunktet for Danmark, danskerne og deres kæmpe publikum. Bandet startede som en tilfældighed, en slags leg. Det udviklede sig til hårdt arbejde med ego’er, der stødte sammen, men også utallige sange, som for altid binder danskerne sammen. Hele eventyret sluttede dog brat i maj 2011, da Michael Bundesen blev ramt af to kraftige hjerneblødninger.

Hør et lille klip her, hvor Michael Bundesen fortæller om sin blodprop:

Før, under og efter Shu-bi-dua

Her seks år efter, at Bundesens liv blev forandret for altid, har han for første gang valgt at fortælle sin version om Shu-bi-dua.

... det er første gang Michael Bundesen dedikerer så mange timer til kronologisk at gennemgå sin og Shu-bi-duas historie. Og jeg kan godt love, at han kommer ud i krogene med anekdoter og sidehistorier, som ikke tidligere er blevet fortalt i bandets næsten 40 år i dansk rock og pops tjeneste.

vært, dan rachlin

Det hele kan høres i fem programmer på enten DRs podcast eller på P5. Her taler han med Dan Rachlin om tiden før, under og efter Shu-bi-dua, ligesom lytterne også kan glæde sig til en række anekdoter om sangene.

Det sker i programmerne ’Ærligt talt – Shu-bi-duas historie fortalt af Michael Bundesen’. Her beskriver han blandt andet, hvordan kreativiteten og energien var i bandet, hvordan de største sange blev til, og hvordan han opfattede de konflikter, der var. Han giver også sin version af, hvad der skete, da han blev ramt af hjerneblødningerne og fortæller om sit håb for fremtiden.

”Jeg har trods alt været med i Shu-bi-dua altid, og da der har været mange forskellige versioner af bandets historie, synes jeg, det var på tide at fortælle historien set fra min vinkel. Og i skyggen af min blodprop er jeg heller ikke bleg for at indrømme, at det har haft en god terapeutisk virkning på mig at grave dybt i min hukommelse,” fortæller Michael Bundesen.

Også Dan Rachlin mener, at de fem programmer er en vigtig historie:

”Shu-bi-dua har vist sig at være holdbar over mange årtier. Men det er første gang Michael Bundesen dedikerer så mange timer til kronologisk at gennemgå sin og Shu-bi-duas historie. Og jeg kan godt love, at han kommer ud i krogene med anekdoter og sidehistorier, som ikke tidligere er blevet fortalt i bandets næsten 40 år i dansk rock og pops tjeneste. Det har været en skøn, men også sentimental og følsom rejse. Jeg er møgstolt over at sidde med 'arvesølvet', og håber programmerne kan bruges, som den gode historie det er,” fortæller Dan Rachlin.

’Ærligt talt – Shu-bi-duas historie fortalt af Michael Bundesen’ kan findes på www.dr.dk/podcast fra fredag den 19. maj til og med uge 24 eller på P5 på lørdage kl. 15:03 i ugerne 26 – 30.

Nyhedsbrev OM DR

Nyhedsbrevet 'DR om DR' udkommer hver torsdag med nyheder, baggrund og serviceoplysninger fra DRs egen verden.

Vis alle nyhedsbreve