OBS: Rund fødselsdag forude

Onsdag kan et navnkundigt DR1-program fejre 40 års fødselsdag. Da har OBS jubilæum.

Bodil Jørgensen i rollen som hende, der fanger Claes i at fucke med grundvandet - fra en tidligere OBS. (Foto: screendump)

”Skal du fucke med mit grundvand, Claes???”

Bodil Jørgensen er vred - for ikke at sige arrig. Hendes mand, Claes, har åbenbart smidt et batteri i skraldespanden.

Den hyggelige middagsstemning er ødelagt. For det skal hverken han eller andre bryde sig om, kan man forstå.

Den lille film sniger sig ind mellem de øvrige tv-udsendelser på forskellige tider af døgnet og på DR1 og via streaming på DRTV, hvor den og de øvrige OBS!-udsendelser fordeler advarsler og gode råd om alt fra børns trampolinulykker til orientering om symptomer ved tarmkræft. Her er alle former for oplysninger i form af både glade, sørgelige og ikke mindst vejledende meddelelser.

En anden af de kampagner, som OBS! har været med til at gøre opmærksom på. (Foto: screendump)

Og behovet for DRs OBS-redaktion, der er en del af afdelingen Planning & Digital i DR Markedsføring, eksisterer åbenlyst fortsat – for diverse styrelser og foreninger henvender sig fortsat og på 40. år med indhold.

4. oktober 1977 gled den første OBS over skærmen. Baggrunden var en helt speciel aftale mellem det daværende Statens Informationstjeneste og Danmarks Radio om, at information til borgerne skulle samles i små blokke i både tv og radio.

Formålet er fortsat kort og kontant information. Altså ren oplysning i form af vejledning, rådgivning eller advarsler om forhold, der vedkommer danskerne i alle aldre. Navnet blev OBS, der dækker over ’Oplysning til Borgerne om Samfundet’.

De marginaliserede

Det må da siges, at være noget af den reneste form for public service

Philip Meisner, journalist

Fortælleformen har ændret sig gennem de 40 år, og i dag vil mange af indslagene også være at finde på styrelsers og organisationers Facebook-sider. Det er smittet af på fortælleformen, der er blevet strammere og ikke så eksplicit. Som fx når Kræftens Bekæmpelse får folk fra nogle af danskernes yndlings rejsemål under sydens sol til at advare om, at man skal bruge solcreme.

”Det må da siges, at være noget af den reneste form for public service,” siger journalist Philip Meisner, som gennem de seneste fire år har redigeret OBS. Han kan også berette, at der jævnligt kommer henvendelser fra borgere, som ønsker at man skal tage et emne op.

”Dem ekspederer vi så videre til den styrelse eller rådgivende forening, der bedst kan tage sig af det,” siger han.

Nogle gange foreslår seerne emner, som OBS! kan orientere om. Forslagene bliver sendt videre til ministerier og styrelser.

Nu tager Anna Margrethe Jørgensen over som redaktør, og hun kan glæde sig over, at de korte indslag giver mening for grupper, som ikke har de bedste muligheder for informationssøgning:

”Da vi for eksempel viste Dansk Kvindesamfunds film om deres juridiske og psykologiske rådgivning, fik de en masse henvendelser fra kvinder, der ikke har de muligheder for informationssøgning, som vi ellers har vænnet os til via internettet. Så tv kan stadig noget i forhold til nogle af de mere marginaliserede grupper i samfundet,” siger hun.

I det videre arbejde bakkes hun op af det OBS-udvalg, hvor juridisk konsulent Ulrike Rosenmeier og chefkonsulent Jan Rosendal er med til at værne om programmets indhold og rammer.

Du kan for eksempel se OBS på DR1 søndag den 1. oktober klokken 9.20 - programmet sendes flere gange om ugen.

Nyhedsbrev OM DR

Nyhedsbrevet 'DR om DR' udkommer hver torsdag med nyheder, baggrund og serviceoplysninger fra DRs egen verden.

Vis alle nyhedsbreve