Skurke på spil i DR Byen

DR lancerer ny rundvisning for børn i DR Byen, hvor det populære børneprogram ’Ramasjang Mysteriet’ er omdrejningspunktet.

Preben Pølsesnak, Camping-Vagn og andre Ramasjang-skurke har været på spil i DR Byen ved højlys dag.

Fra søndag den 1. oktober lancerer DR ny rundvisning for børn, og i stedet for en traditionel rundvisning, der viser, hvad DR Byen rummer, vil børnene fremover kunne opleve stedet som detektiver, der skal opklare ’Ramasjang Mysteriet’ – nøjagtigt, som det sker i Ramasjangs populære børneprogram, hvor Kristian Gintberg er vært og jagter skurke.

Børnene får stadig kendskab til DR Byen og hele den store produktion bag. Men nu bliver det fortalt gennem en god historie.

EVENTKOORDINATOR, KAREN ELIZABETH ELEFSEN

”Børnerundvisninger har eksisteret i efterhånden mange år, men vi har gerne villet forny dem til at blive en mere engagerende oplevelse for børnene, og det er det, vi prøver nu. Børnene får stadig kendskab til DR Byen og hele den store produktion bag. Men nu bliver det fortalt gennem en god historie, og ved at de selv får en rolle med at opklare et mysterium, og det har vi store forventninger til,” siger Karen Elizabeth Elefsen, der er eventkoordinator i DR Konferencer og Events, som DRs rundvisninger er en del af.

Sammen med en DR-rundviser og allieret med detektiv-redskaber og ikke mindst deres logiske sans, går børnene på opdagelse i DR Byen, hvor der formentlig også går en prås op for dem undervejs.
Rundvisningerne henvender sig til børn fra fem år og opefter – typisk 10-11 år eller ældre, hvis ens barnlige sjæl er i behold.

I weekender og for grupper

”’Ramasjang Mysteriet er et af DRs stærke børnebrands, som mange børn er fan af, og derfor er det den perfekte ramme at udforske DR Byen i. Turene er indrettet sådan, at oplevelsen allerede starter, inden de kommer til DR Byen, ligesom den også fortsætter bagefter. Mere vil jeg ikke afsløre,” siger Thit Dyreberg, der er projektleder i DR Salg, som har designet oplevelsen i samarbejde med Pænt Goddag, der laver oplevelsesdesign i børnehøjde.

DR Scenografi har stået bag produktionen af det helt nye ”detektiv-kontrolrum” som børnene skal igennem når mysteriet præsenteres og opklares. Næsten som at være i Kristians ”mysterium-hule” i Ramasjang.

”Der vil være mulighed for at komme ud at opklare ”Ramasjang-mysterier” lørdage og søndage. Men er man en gruppe på 18 børn og to voksne – for eksempel en børnefødselsdag, vil man også kunne komme på turen på ugens andre dage,” forklarer Karen Elizabeth Elefsen.

Udover børnerundvisninger har DR også flere rundvisninger, der henvender sig til voksne og familier – for eksempel en produktionstur, hvor man kigger bag kulissen på radio- og tv-produktionen, og en koncerthus-tur, som har særligt fokus på DR Koncerthuset og arkitekturen. Derudover har man for eksempel også en særlig efterårsferietur for både børn og voksne.

Læs mere om DRs rundvisninger, og hvordan man kommer med på dem her

Nyhedsbrev OM DR

Nyhedsbrevet 'DR om DR' udkommer hver torsdag med nyheder, baggrund og serviceoplysninger fra DRs egen verden.

Vis alle nyhedsbreve