Hemmelig messe indleder DR VokalEnsemblets koncertsæson

20. og 21. september i København og Roskilde: DR VokalEnsemblet indleder en ny koncertsæson med Frank Martins store messe for dobbeltkor, som komponisten selv holdt hemmelig i over 40 år.

DR VokalEnsemblets 18 sangere indleder en ny koncertsæson med troen i fokus. Sæsonens første koncerter er 20. september i Trinitatis Kirke og 21. september i Roskilde Domkirke. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

DEN HEMMELIGE MESSE

DR VokalEnsemblet
Marcus Creed, dirigent

20. september kl. 19.30
Trinitatis Kirke, København

21. september kl. 20
Roskilde Domkirke

Koncerten i Trinitatis sendes direkte på DR P2

Læs mere og køb billet på drvokalensemblet.dk

Når DR VokalEnsemblet og Marcus Creed tager hul på en ny koncertsæson den 20. og 21. september, sker det med et af den moderne kormusiks mesterværker, som nær aldrig var blevet opført. Komponisten Frank Martin oplevede nemlig sin 'Messe for dobbeltkor' som så dybt personlig, at han omtalte værket som ”et anliggende kun mellem Gud og mig selv” og gemte det væk i over 40 år.

”Jeg følte, at et udtryk for så personlige, religiøse følelser burde holdes væk fra offentligheden,” sagde Martin – men sent i livet blev han alligevel overtalt til at løfte sløret for det udtryksfulde værk, som nu åbner DR VokalEnsemblets sæson 2017-18 sammen med tre andre markante korværker.

Ny sæson med troen i fokus

Med Frank Martins messe for dobbeltkor tager DR VokalEnsemblet og Marcus Creed hul på det store, menneskelige tema, som strømmer gennem alle sæsonens koncerter: Troen. Med den nye koncertsæson inviterer DR VokalEnsemblet publikum på en musikalsk rejse gennem troens mange udtryk – fra fredfyldt harmoni hos renæssancemesteren Palestrina over Bachs Juleoratorium til en moderne hyldest til troen af komponisten Peter Bruun.

Også i en række store, symfoniske koncerter vil DR VokalEnsemblets sangere som del af DR KoncertKoret vende blikket mod himlen i værker som Franz Schmidts De syv segls bog, James MacMillans nye, store Lukas Passion og Duruflés populære Requiem – og ikke mindst uddrag af de elskede Requiem-messer af Mozart, Fauré og Brahms, som kan opleves til koncerten De Skønneste Kor.

Det har været naturligt for os i DR VokalEnsemblet at sætte troen i fokus i denne sæson, som samtidig markerer 500 året for Reformationen.

Michael Emery, kunstnerisk leder for DR VokalEnsemblet

Historisk og moderne fejring af Reformationen

En vigtig del af den nye koncertsæson med DR VokalEnsemblet bliver korets fejring af 500-året for Reformationen. Det sker ved to vidt forskellige koncerter, som kaster hver deres musikalske lys på jubilæet; først DRs samlede fejring i DR Koncertsalen 31. oktober, hvor koret blandt andet kan høres i et nyt værk af Karl Aage Rasmussen, og siden i koncertrækken Med Fred og Fryd, hvor DR VokalEnsemblet under ledelse af barokeksperten Lionel Meunier præsenterer en sjælden samling af de bedste motetter, koraler og kantater fra den danske reformationstid.

Bred vifte af radio- og tv-transmissioner

Det er ikke kun publikum ved koncerterne, der kan opleve DR VokalEnsemblet i sæsonen 2017-18. Alle korets koncertprogrammer radiotransmitteres på DR P2, og der vil være rig lejlighed til at opleve de 18 sangere på tv, når en række nye optagelser af danske salmer foldes ud i serien Før Søndagen på DR K, ligesom DR K fortsat præsenterer korets nye fortolkninger af danske sange i programmet 'Dagens Sang'.

Traditionen tro vil en af de udsendelser, hvor allerflest danskere møder DRs professionelle korsangere, være showet Danmark synger julen ind, som bl.a. byder på muligheden for at synge med på kendt julerepertoire hjemme fra tv-stuen.

Naturligt tema

Michael Emery, kunstnerisk leder for DR VokalEnsemblet, siger:

”Det har været naturligt for os i DR VokalEnsemblet at sætte troen i fokus i denne sæson, som samtidig markerer 500 året for Reformationen. Med sit udspring i stemmen har kormusikken til alle tider været tæt knyttet til menneskets inderste følelser og længslen efter mening, som på én gang er dybt privat og samtidig binder os sammen. Vi er glade for at kunne præsentere en sæson, hvor DR VokalEnsemblet både ”live” og på tv, radio og internet kan invitere publikum ind i både store, musikalske mesterværker og fortolkninger af kendte og elskede danske sange og salmer."

Nyhedsbrev OM DR

Nyhedsbrevet 'DR om DR' udkommer hver torsdag med nyheder, baggrund og serviceoplysninger fra DRs egen verden.

Vis alle nyhedsbreve