I Forreste Række - på Den Kongelige Ballet

16. august kl. 21.00 på DR3 – og fra 13. august på DRTV: Ny serie følger seks kongelige balletdansere igennem et halvt år.

Serien følger seks kongelige balletdansere igennem et halvt år og giver et indblik i, hvordan det er at leve i en verden af benhård konkurrence, disciplin, store drømme og skuffelser. (Foto: DR Ung © Type 2)

Unge kæmper mere end nogensinde med præstationspres og forventninger om at skulle skille sig ud og være exceptionelle.

Et af de steder, hvor unge i særlig høj grad kæmper for at shine, er på Den Kongelige Ballet, som er blandt de fem bedste i verden. Konkurrencen om en plads i spotlight på scenen er benhård og de unge, som kæmper for at blive stjerner, træner de fleste af døgnets timer for at blive anerkendt for deres talent. Presset til hverdag er massivt.

DR3 har fået unik adgang til at følge seks unge balletdansere på Det Kongelige Teater i foråret 2017. Det er blevet en serie, som kommer meget tæt på de menneskelige omkostninger ved at være i en verden, hvor det gælder om at være den bedste.

Høje ambitioner har sin pris

Emma på 25 lever med en konstant usikkerhed på, om hun er god nok. Balletmester Nikolaj Hübbe var ikke interesseret i at ansætte hende som danser i sit kompagni, men det lykkedes Emma at kæmpe sig op og blive ansat. Men oplevelsen sidder i hende, og hun stoler hverken på sine egne evner eller på sit held, da den helt store drømmerolle pludselig er inde for rækkevidde.

Benjamin elsker sit job som mandlig balletdanser blandt en masse kvinder. Han elsker det sociale, fællesskabet og følelsen af at stå på scenen, når 1000 mennesker klapper. Men nu er han blevet skadet, og det betyder at han ryger uden for fællesskabet og må tage sit liv op til overvejelse. Hvem er han, hvis han ikke er balletdanser?

Unge Emma kæmper for at bestå balleteksamen. Men det er svært, for hendes konkurrenter er også hendes bedste venner, og der er ikke plads til alle.

Jon er et lysende talent, men han er også sin egen værste fjende. Han har tårnhøje forventninger til sig selv, og hans selvkritik er ødelæggende for ham.

Andreas er et stort talent, som danser de store roller. Men han kommer slet ikke fra en balletfamilie, og han savner deres opbakning og forståelse. For det kan være ensomt at være fremmed i sin egen familie.

Stephanie fra Ishøj er en rapkæftet vestegnspige, som ikke passer ind i den typiske forestilling om balletdansere. Men hun kæmper for at komme forrest, for som hun siger: ”Du starter jo ikke på balletten, fordi du gerne vil være svane nummer 27.”

’I forreste række’ er syv programmer, der kommer på DR3 fra onsdag den 16. august klokken 21.00 og med forpremiere på DRTV søndag den 13. august.

Nyhedsbrev OM DR

Nyhedsbrevet 'DR om DR' udkommer hver torsdag med nyheder, baggrund og serviceoplysninger fra DRs egen verden.

Vis alle nyhedsbreve