Den moderne musiks hovedperson er død

Det er den moderne musiks store mand, der nu er gået bort, 90 år gammel. Som komponist, dirigent, filosof, opfinder og lærer har Pierre Boulez' betydning været enorm.

Pierre Boulez var kompromisløs, og det er grunden til, at hans død nok ikke havner på forsiden af formiddagsbladene. Han veg ikke en tomme fra modernismens grundprincipper om at skabe nyt uden at se sig tilbage, og han udviklede den moderne musik til et så ekstremt niveau, at den blev dømt uspillelig og for mange lyttere umulig at lytte til.

Men sådan var sandheden for Boulez, der mente at menneskeheden måtte tænke på sin egen fremtid og ikke nøjes med mindre end det ypperste og mest højtstræbende.

Et intellekt uden dæmper

Som komponist tog Boulez udgangspunkt i tolvtonemusikkens videreudvikling, serialismen. Kort fortalt musik, hvor alt gammeldags som dur, mol og melodier er afløst af et abstrakt, matematisk fundament.

Han borede sig dybere ned i mulighederne end nogen anden, og komponister fra hele verden tog til Paris for at studere hos Boulez, som allerede i 1950'erne skrev nogle af sine vigtigste værker, bl.a. Le marteau sans maître ("Hammeren uden herre") og Pli selon pli ("Fold indeni fold").

Hans værker vil næppe nogensinde blive elsket af et stort publikum, for Boulez var elitær og lagde aldrig dæmper på sin intellektuelle formåen. Men musikkens visionære og tekniske kvaliteter trak en ny grænse for, hvad der var fortid og fremtid. Også lytteren er på krævende arbejde i Boulez' musik.

Nye rammer til ny musik

I sagens natur var det kun få traditionelle poster i musiklivet, Pierre Boulez kom til at bestride, for han foretrak at være ved sin egen frontlinje, hvor musikkens regler blev skabt på ny.

Han grundlagde i 1969 det eksperimenterende musikstudie IRCAM i Paris, og han stiftede sit eget eliteorkester Ensemble InterContemporain, når nu man ikke kunne regne med at nogen andre orkestre i verden var i stand til at opfylde de krav, værkerne stillede.

I 1970'erne var han chefdirigent for New York Filharmonikerne og BBC Symfoniorkester, som han udfordrede med nye krav til teknik og repertoire. Og i 1976 revolutionerende han de ærkekonservative Wagner-festspil i Bayreuth ved at gøre 100-års fejringen af hovedværket Nibelungens Ring til en science fiction-opsætning, der gav Wagners historisk belastede musik videre til fremtiden.

Monumenter over forgængerne

Det store publikum lærte ham at kende som dirigent af andres musik. Siden 1980'erne indspillede Boulez snesevis af klingende monumenter over de pionerer, der havde lagt grunden for modernismen: Stravinskij, Bartok, Debussy, Ravel og Mahler.

De indspilninger vil holde sig i mange årtier, for her hører man en total gennemlysning af værkerne. Hvad komponisten skrev, nøgternt præsenteret med ekstrem præcision. Boulez dirigerede uden pind, med sin selvopfundne teknik, der er gået i arv til flere generationer af dirigenter.

Hans perfektionistiske opførelser satte en ny målestok for hvad man kan forvente af en dirigent, og alle svedende sværdfægtere på podiet har faktisk virket latterlige, siden Boulez også på dette område ændrede musikhistorien.

  • Print
  • Del artiklen: