ASYL!Koncert
Sange fra Sandholm
Da Edina Hadziselimovic i starten af 90erne kom som flygtning fra Bosnien til Danmark boede hun i Sandholmlejren. Der går ikke en dag, hvor hun ikke tænker tilbage på de mennesker, hun mødte der. Sangene under titlen 'De ventende' er skrevet til projektet ASYL!Koncert, der er et interessant møde mellem ny kompositionsmusik og nye danske digterstemmer.
Af Anne Kølbæk Iversen
Jeg er ikke længere et udlændingenummer
"Det er de her historier, som jeg brændte inde med. Især historier fra drengene. De var bare numre. Nogle ansigtsløse, stemmeløse numre, som jeg har delt en meget følelsesmæssigt bevægende del af mit liv med. Vi var alle sammen i Sandholmlejren med de samme problemer: frygt for det, der var sket, frygt for om man ville få lov at leve videre, hvis man blev sendt tilbage til hvad?"
Gennem teksterne til 'De ventende' giver Edina Hadziselimovic stemme til nogle af de fædre og sønner, hun boede tæt op og ned af i Sandholmlejren.
Koncert mod en stram asylpolitik
Netop muligheden for at give de mennesker stemme, som normalt ikke bliver hørt, ligger til grund for, at Thea Vesti Pedersen tog initiativ til ASYL!Koncert. Koncerten er blevet lanceret som en koncert med noget på hjerte, og "er en reaktion på den stramme danske asylpolitik," siger Thea Vesti Pedersen. "Det er vigtigt at høre de mennesker selv tale, der har erfaring fra en tilværelse som flygtning og asylansøger." I en dansk kontekst betyder det også, at digtene skulle skrives på dansk.
Hvordan skal jeg sige det på dansk?
"Det er vigtigt at skrive på dansk for at vise, at det godt kan lade sig gøre, selvom man ikke har sproget som modersmål" siger Edina Hadziselimovic. I Sandholmlejren oplevede hun, hvordan mange opfattede sprog og evnen til at kommunikere som afgørende for at klare sig.
"Hvis jeg skal kunne overleve, hvis jeg skal have en fremtid i det her land, så bliver jeg nødt til at kunne kommunikere med mine medmennesker. Det er den her kamp for fremtiden, kamp for overlevelsen, som ligger i at lære sprog. Og i den proces tager håbet om det fremtidige liv form."
Fra tekst til musik
Som navnet antyder, er ASYL!Koncert ikke kun en række digte. Det er netop en koncert og et samarbejde mellem fem forfattere, tilsvarende fem komponister og en mediekunstner, der har lavet en serie visuelle designs, som ledsager numrene. På den måde er der heller ikke tale om personlige vidnesbyrd i traditionel forstand. Digterne læser nemlig ikke deres tekster op selv, men har lagt ordene i munden på sangeren Niels Jørgen Tranberg.
"Juliana Hodkinson og jeg fik ideen til denne særlige form for koncert, fordi vi gerne ville omsætte et samfundsaktuelt tema i klassisk kompositionsmusik," fortæller Thea Vesti Pedersen. I første omgang blev det til værket 'Ikke et hjem', der er et fælles tekstuelt-musisk udtryk lavet i samarbejde mellem Juliana Hodkinson og forfatteren Alen Meskovic.
Game-over
Derefter er de øvrige forfattere blevet inviteret til at bidrage. De personlige beretninger bliver på den måde fortolket og stiliseret til et samlet udtryk, der er mere varieret end den enkelte historie. Hvad orkestreringen og opførelsen angår, spænder det over et stort følelsesregister.
Udtrykket går fra at være voldsomt over melankolsk til humoristisk. Det voldsomme kommer især til udtryk i Juliana Hodkinsons komposition. Her er eksplosioner og ligefrem fysisk ubehagelige lyde, der skærer i ørerne. Det humoristiske optræder i Morten Ladehoffs fortolkning af Asef Soltanzadehs digt DK -1057, hvor den samme sætning gentages igen og igen, mens der bliver spillet et tema, der lyder lidt som et "game-over", tilbage til start.
Falske toner
Edina Hadziselimovic har skrevet musikken til sine ti historier, der fungerer som temaer for hver person. Fx har hun brugt en arabisk skala, der i mange danskeres ører lyder skæv eller ligefrem falsk, for at udtrykke den falskhed, karakteren Hassan står for.
"Sangen refererer til en episode fra Sandholm, hvor den her mand friede til mig, fordi han var overbevist om, at jeg ville få asyl." Han ville forsøge at bruge hende som en vej ind i Danmark. I digtet siger han til sidst: "Du er ligeglad med mine følelser for dig...", som ifølge Edina ikke var oprigtigt ment. Hun har også givet sangeren frihed til at synge falsk lige på det sted.
Asylkoncerter
Det særlige ved ASYL!koncert er, at de medvirkende forfattere selv har baggrund som
flygtninge - men at de samtidig er kommet til et sted i deres liv, hvor de har overskud til at fortolke den erfaring kunstnerisk.
Koncerten kredser om asylproblematikken og vil have os til at tænke over de forhold, asylansøgere lever under. Den giver dog samtidig eksempler på, at der findes mennesker, som på trods af uvished og ventetid har en vilje og et kunstnerisk overskud, som de brænder igennem med.
"Jeg føler mig meget heldig. På mange måder har jeg opnået alt det, jeg gik og håbede på dengang." siger Edina, der udover ASYL!Koncert arbejder på musik, til operaen 'Waiting in Nowhere' på det Kgl. Teater. "Jeg tror også, jeg var heldig med, at jeg havde musikken. Musikken er et internationalt sprog. Jeg kom ind på konservatoriet, hvor der var undervisere, som så mig og troede på mig. Det har betydet meget."