P3 sætter SPOT på nye talenter

SPOT: Fredag og lørdag sender P3 fra SPOT Festival i Århus. SPOT er festivalen, hvor publikum og musikbranchen opdager de nye talenter, inden de er på alles læber.

I weekenden er det atter tid til SPOT Festival i Århus. SPOT er den festival i Danmark, hvor nye og spændende navne fra Danmark og Norden får mulighed for at få et talerør til den danske og internationale musikbranche.

P3 er selvfølgelig rykket til Århus og dækker festivalen intensivt.

P3 er med

Fredag bliver musikfesten skudt i gang i din radio, når Nicholas Kawamura smager på festivalens musik i Smag på P3.

På lørdag bliver der fyret op under festen, når Pelle Peter Jensen får besøg af produceren Eloq (Kidd, Cheff Records), Klumben og Raske Penge i Lågsus.

Søndag aften vil Mads Axelsen fra Det Elektriske Barometer og Augusta Glahn-Abrahamsen fra Outro samle op på festivalen.

Du kan være med

Ovenstående er kun et udpluk af P3′s SPOT-program. Hvis du er i Århus i weekenden, kan du også blive en del af festen.

For eksempel kan du fredag kl. 15 opleve vinderne af KarriereKanonen 2012 i en showcase, og lørdag kl. 15 er der P3 session med SPOT-kunstnere, særligt udvalgt af P3.

Derudover kan du blandt andet komme med til et Dayparty fredag kl. 14 i Graven i Århus.

  • Print
  • Del artiklen: