Søren Malling udfordrer kronprinsen

LIGA: Søren Malling er ikke bare skuespiller, han er også en ganske effen tennisspiller. Og han er klar på at give Kronprins Frederik en omgang klø.

Du kender bedst Søren Malling, som skuespilleren, der blandt andet er den skarpe redaktør Torben Friis i dramaserien Borgen. Men Søren er med sine egne ord også totalt sportsfreak.Faktisk så meget, at han ville blive smidt ud hjemmefra af konen, hvis ikke han kommer ud og røre sig 2-3 gange om ugen.

Og de seneste 6-7 år er det tennis, han har kastet sin kærlighed på, selv om han også synes, det er et virkeligt svært spil – eller måske netop derfor.

“Jeg er nok lidt sådan, at når jeg går ind i noget, så vil jeg være god til det, så jeg har ofret rigtigt mange timer på det. Så jeg er en habil tennisspiller, og jeg har da slået Asger Amund. Han har så også fået en kunstig hofte”, lyder det fra Søren Malling hos LIGA på P3.

Har ikke spillet mod kronprinsen – endnu

Og når man er ambitiøs, så skal man også have den rigtige sparring, og den får Søren Malling fra Kenneth Carlsen, som han træner med af og til.

” Han er skidesød fyr og er jo stadig en god tennisspiller. Jeg har set ham smide trøjen … vaskebrædt,” siger Søren Malling.

Til gengæld må Malling afvise et rygte om ham og Kronprins Frederik. Hvis man ser på wikipedia, så står der nemlig, at de også har spillet mod hinanden, men den holder altså ikke. Til gengæld har de drukket øl sammen. Og Søren Malling vil heller ikke afvise, at det kommer til at ske:

“Jeg tror godt, jeg kunne slå ham, men det har nok mere at gøre med, at han ikke spiller så meget tennis mere, for han har jo travlt med alt muligt andet og børn og sådan. Men hvis du lytter Frede, så er det her en udfordring!”

Kunne have været en bolsjedreng

For en rigtigt sportsfreak er det ikke nok med en sportsgren. Lige for tiden hedder den nye passion lerdueskydning, men i de unge år var det fodbold og især håndbold, der trak. Faktisk har Søren Malling været til landsholdssamling for juniorer i håndbold. Men da han for alvor ramte teenageårene, blev det pludseligt mere interessant at løbe efter pigerne i stedet.

“Det blev sjovere at kigge den anden vej efter det andet køn og så fes den ud. Så mens Morten Stig og de andre tog det seriøst, så stod jeg og snavede. Jeg ville nu godt have været blandt bolsjedrengene og få de oplevelser med, men man kan ikke begge dele,” lyder konklusionen fra Søren Malling.

  • Print
  • Del artiklen: