Hemmelige agenter infiltrerer Citatindekset

Monte Carlo-drengene har sat sig selv på en benhård og tidskrævende opgave.

Monte Carlo-drengene har sat sig selv på en benhård og tidskrævende opgave. De holder skarpt øje med sludder og sladder, kompromitterende udsagn og anden dubiøs omgang med ord, der dagligt flyder gennem nyhedsmalstrømmen.

Ud af dette virvar af udtalelser kårer Mont’erne så dagens citat, som herefter får en placering på Citatindekset.

I dag handler det om hemmelige – eller knap så hemmelige – agenter.

Det skal handle om den rødskæggede eks-PET agent Morten Storm, der valgte at stå frem og blotlægge sine lyssky aktiviteter i statens tjeneste.

Saftigt spion-citat

Afhopperens spektakulære påstand 0m, at hans efterretninger fik ledt selveste CIA på sporet af den berygtede al-Qaeda-terrorist Anwar al-Awlaki, endte på avisforsiderne og har nu fået dansk efterretningsvæsens grand old man, tidligere operativ chef for PET, Hans Jørgen Bonnichsen til at røre på sig.

I en kronik i Berlingeren i dag udbreder den tidligere efterretningschef sig om det begrænsede offentlige kendskab til den sande natur af undercover-agenternes arbejde.

Her låner Bonnichsen følgende forrygende og mystik-omgærdede citat fra en gammel CIA-direktør:

- Hvis det var kendsgerninger, var det ikke efterretninger

En lytter, der kalder sig Oleg Sohn, har i en sms givet denne saftspændte ytring placeringen 53 med begrundelsen:

- Det er antallet af millioner rubler, som jeg har modtaget fra moderpartiet i Moskva! P.s. jeg er IKKE agent!

  • Print
  • Del artiklen: