// Lene Steinbeck // 22-09-2011 13:20
Dafuniks: Searching (DK)
Det danske hiphop & soul-kollektiv Dafuniks har haft tre singler i rotation på fransk radio og skabt sig et mindre hit med nummeret “All I Want”. Den stigende interesse har resulteret i en kontrakt med det franske pladeselskab Underdog Records, der udgiver gruppens debutalbum i slutningen af 2011.
I september har Dafuniks udsendt singlen “Searching” (featuring Kuku Agami, sangerinden Astrid Engberg og den fransk/amerikanske rapper Mattic) som forsmag på det kommende album.
Dafuniks blev dannet i 2006, men gjorde sig for alvor bemærket i 2008 med en debutkoncert på Rust i København, inden de året efter optrådte på Spot Festival i Aarhus. Bandet deltog i KarriereKanonen 2010 og har desuden spillet support for den amerikanske soulsanger Bilal.
Dafuniks består af produceren JustMike, DJ Nyber, trommeslageren Christian Jespersen, bassisten Thomas Cox og Tue Damskov på guitar.
Darkness Falls: The Void (DK)
Darkness Falls blev dannet i 2009 som et samarbejde mellem sangerinden og keyboardspilleren Josephine Philip (kendt fra bl.a. JaConfetti) og bassisten og guitaristen Ina Lindgreen. De har tidligere spillet sammen i det nu opløste ska-pigeband Favelachic.
De to musikere har indspillet deres første sange helt på egen hånd i et hjemmestudie med tonsvis af gamle og nye instrumenter. Begge kvinder har en forkærlighed for 60er-pop med twang-guitar, et instrument som er blevet et slags varemærke for bandet, men de henter også inspiration fra countrymusik, post-punk og alternativ rock.
Josephine står for teksterne, mens musikken komponeres i fællesskab.
Ida Østergaard: You've Got Some Explaining To Do (DK)
I 2008 var Ida Østergaard den ene af tre finalister i P3s Karrierekanon med nummeret “On His Knees”. Her tre år senere er Ida Gard, som hun nu kalder sig, på trapperne med et debutalbum, der har fået titlen “Knees, Feet & The Part We Don't Speak Of”.
Pladen er resultatet af en lang, musikalsk og personlig proces, der kort beskrevet handler om at turde gå med sin mavefornemmelse. Ida Gards tekster er ofte humoristiske, let spydige og naivt barnlige, der kan lede tankerne hen på singersongwriters som Fiona Apple, Regina Spektor og Alanis Morissette.
Første udspil fra det nye album, der udkommer 1. november, er dobbeltsinglen “Nothing’s Wrong Song” og “You’ve Got Some Explaining To Do”.
Laidback Luke vs. Example: Natural Disaster (Holland/UK)
Den hollandske electro/house-producer Laidback Luke og den britiske dubstep/rapper Example mødes på “Natural Disaster”, der har været et af sommerens store Ibiza- og klubhits via support fra blandt andre Pete Tong og Judge Jules på BBC Radio 1. Med singlen følger en remixpakke fra Benny Benassi, Skream, Nouvean Yorican og drum and bass-veteranen Andy C.
Le Kid: We Are The Drums (Sverige)
Singlen “We Are The Drums” er åbningsnummeret fra Le Kid’s debutalbum “Oh Alright”, der udkom i Sverige i starten af september og lander i de danske pladebutikker 10. oktober. Den svenske popgruppe var sidste år i P3-rotation med to andre dansevenlige singler, “Mercy Mercy” og “We Should Go Home Together”.
Flere større europæiske og amerikanske blogs og musiksites har fået øjnene op for Le Kid, og "We Are The Drums" blev fornylig kåret til Song Of The Day på det internationalt anerkendte website for popmusik, popjustice.com.
Malk De Koijn: Nalk / Pige, Girl (DK)
Blæs Bukki, Geolo G og Tue Track – aka Malk De Koijn – har efter ni års pladepause sluppet deres tredje album, “Toback To The Fromtime”. Titelnummeret var første single og nu lander numrene “Nalk” og “Pige, Girl” også i P3-rotation.
De tre ord-ekvilibrister kommer fra Langestrand, en dansk pendant til californiske Long Beach og fiktivt tilflugtsted for skæve typer og underlige eksistenser som Jim Daggerthuggert, Kaptajn Spæk, Henrik Nordmand og Johnny Torso, der er velkendte karakterer i Koijn-universet.
Malk De Koijn har indtil videre fire koncerter på tapetet:
05/11 @ VoxHall, Aarhus
11/11 @ Skraaen i Nordkraft, Aalborg
12/11 @ Posten, Odense
26/11 @ Tap 1, Kbh.
Marlon Roudette: New Age (UK)
Den britiske sanger Marlon Roudette er bedst kendt som den ene halvdel af pop/reggae-duoen Mattafix, der hittede med singlen “Big City Life” i 2005.
Efter to albumudgivelser og en håndfuld singler afbrød Marlon i 2010 samarbejdet med sin Mattafix-makker Preetesh Hirji og fortsatte på egen hånd. Sangeren er nu ude med sit første soloalbum “Matter Fixed”, hvorfra førstesinglen “New Age” gik nr. 1 i Tyskland tidligere på sommeren.
Marlon Roudette er vokset op på den caribiske ø St. Vincent, bor nu i London og har iøvrigt Neneh Cherry som papmor.
Medina: Synd for dig (DK)
Topplaceringen på den amerikanske Hot Dance Airplaychart i foråret med singlen “Addiction” var første skridt henimod et internationalt gennembrud for Medina, der har fået hul igennem i bl.a. Tyskland med sit engelske album “Welcome To Medina”.
Nogenlunde samtidig landede førstesinglen og titelnummeret fra det nye album, “For altid”, der de følgende ti uger lå nr. 1 på den danske airplaychart. Sangene på albummet – inkl. den nye single “Synd for dig” – er skrevet af Medina i samarbejde med producerteamet Providers, der også var inde over “Velkommen til Medina”.
28-årige Medina (Danielle Oona Valbak) var den helt store vinder, da Danish Music Awards 2010 blev uddelt i november 2010. Den dansk/chilenske popstjerne fik overrakt statuetten for Årets Danske Album, Årets Danske Kvindelige Kunstner, Årets Nye Danske Navn og Årets Danske Hit. Desuden fik hun sammen med producerteamet Providers prisen som Årets Danske Sangskriver.
Du kan se videoen til “Synd for dig” her.
Per Vers: Englefjæs (DK)
Knap seks år efter debutpladen fra 2005 – “Vers 1.0″ – med gennembrudshittet og kaffehymnen “Black Power” landede Per Vers med sit 2. “rigtige” soloalbum “Ego” i april.
“Englefjæs” er ny single fra albummet.
Den sprogbevidste rapper og tidligere medlem af Sund Fornuft har ikke ligget på den lade side i albumpausen. Han har deltaget i over 900 live-arrangementer, udsendt seks fuldlængde mixtapes, et større antal singler og været primusmotor i rap- og spokenword-trioen Kinski.
The Subways: We Don't Need Money To Have A Good Time (UK)
“We Don’t Need Money To Have A Good Time” er første single fra den engelske rocktrio The Subways’ tredje album “Money & Celebrity”, der udkom 18. september.
The Subways dukkede op på indierockscenen i 2003 og blev af det engelske musikmagasin NME omtalt som “the sexiest thing to sweep rock ‘n’ roll off its feet in years”. Bandet består af forsanger Billy Lunn, hans yngre bror Josh Morgan samt Lunns ex-kæreste, bassisten Mary-Charlotte Cooper.
Fra The Subways’ bagkatalog hører numre som Alright, Rock And Roll Queen, Oh Yeah, Girls & Boys og No Goodbyes til blandt publikumsfavoritterne.
Wiz Khalifa: No Sleep (USA)
“No Sleep” er nyt singleudspil fra Wiz Khalifas tredje album “Rolling Papers”, der udkom i marts, gik Top 3 i USA og toppede flere af Billboards urban music charts.
For godt et år siden begyndte opmærksomheden for alvor at samle sig om Pittsburgh-rapperen Wiz Khalifa. De amerikanske musikmedier udråbte ham som det næste store inden for hiphop, og lige inden nytår opnåede hans store singlehit "Black & Yellow", platinstatus og rundede en million solgte eksemplarer i USA. Nummeret var P3s Uundgåelige i slutningen af januar.
24-årige Wiz Khalifa, alias Cameron Jibril Thomaz, debuterede i 2006 med albummet “Show and Prove”, hvor det eurodance-inspirerede track “Say Yeah” klarede sig godt på amerikansk urban radio.
Khalifa's 2. album, "Deal Or No Deal", udkom i november 2009 efterfulgt af et mixtape, "Kush And Orange Juice", der blev lagt ud til gratis download i april 2010 og for alvor startede en internethype.
En halv million followers på Twitter og en million Facebook-venner senere har Wiz Khalifa cementeret sig som et af 2011's store nye navne, og tunge drenge som Rick Ross, Diddy og Drake har alle været på banen for at give deres besyv med i koret, der hylder den unge rapper.
Monte Carlo på P3: Er du rød og forbrændt ovenpå tropeweekenden i Danmark? Så kunne du jo sætte dig i skyggen og lytte til sidste uges høj- og lavpunkter. Vel mødt til en helligdagsspecial i morgen!
Det Elektriske Barometer: Så er der blot en time til at barometeret går i luften, for næstsidste gang inden sommerferien. Jeg foreslår i ligger jer i græsset, blander et ekstra sødt glas saftevand, skruer op for høretelefonerne og nyder de sidste strejf af solen. God pinse. Kh Mads <3
Smag på P3: Vi har leget Side 9 med Shaka Loveless. Her er, hvad han svarede.
Smag på P3: Shaka er vores søde søndagsgæst. Lige om lidt skal vi lege Side 9 med Shaka Loveles. Nysgerrig?
Smag på P3: P3's Uundgåelige fra og med i morgen kommer fra den 21-årige dansk-afrikanske Kaka. Er du med på reggaebølgen?
Smag på P3: Musikvideoen til Kylie Minogues spritnye single Timebomb. Hvad synes du?
P3Nyheder: Selvom det blev svesnkerne der løb med sejren i Melodi Grand Prix, så var det P3Nyheders Ole Tøpholm, der vandt kampen i kommentatorboksen!! Gi' ham lige en 'thumbs up'..//Tue
P3 Sporten: Skidt dag for dansk sport spillet i Tyskland; Både Fodboldlandsholdet og AG København tabte i hhv. Hamburg og Köln. Og Morten Olsen er ikke længere så sikker på, at Thomas Sørensen er førstevalg i målet... Hva' mener du; hvem skal vogte buret under EM; Thomas Sørensen, Stephan Andersen eller Anders Lindegaard?
Lågsus - DR P3: Så er vi ved at være klar til Lågsus. Er I klar?
P3Nyheder: Jaaaaa mer' kaffe!!! //Tue (der har været vågen siden kl 6 i morges..)
Deltag i debatten